magt

Begrebet magt bruges på flere forskellige måder, som ikke alle er indbyrdes lige forenelige. Hvis man skal forsøge sig med en snæver, men central leksikalsk definition på begrebet, så bruges det i almindelighed til at betegne en persons eller en samfundsmæssig institutions evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker frivilligt eller ej.

I denne centrale betydning er begrebet magt altid forbundet med et bevidst væsens evne til at sætte sin vilje igennem, idet magt kun foreligger, hvor såvel viljestyrken ("viljen til magt", Nietzsche) som evnen til at få sin vilje er til stede. At have magt er derfor også forbundet med viljen og evnen til at anvende fysisk tvang, hvis dette er nødvendigt for at sætte sin vilje igennem. Dette gælder såvel for den individuelle magt, som en bankrøver udøver over kassereren, når han tilegner sig sit bytte, som for den samfundsmæssige magt, en regering udøver, når den fx opkræver skatter eller sætter domfældte i fængsel. Forskellen er naturligvis, at regeringens magt og eventuelle voldsanvendelse er legal, institutionaliseret (regelbunden) og i et demokrati normalt også legitim, dvs. moralsk berettiget, mens bankrøverens voldsanvendelse er illegal, vilkårlig og normalt også illegitim.

Da begrebet magt således er forbundet med de negativt ladede begreber tvang og vold (fysisk magtanvendelse), vil mange magtfulde mennesker, fx politikere, ofte benægte, at de udøver magt, og i stedet hævde, at de har indflydelse. De genkalder sig måske også historikeren lord Actons "lov", at "al magt korrumperer, og total magt korrumperer totalt". Det hævdes — med urette — at Machiavelli skulle have anbefalet fyrsten, at "magten er til for at misbruges".

Magt er i denne centrale betydning et udtryk for mellemmenneskelige og samfundsmæssige relationer, herunder også for forhold mellem individer, grupper af individer og de menneskeskabte samfundsmæssige institutioner. Modsætningen til magt er fænomenet afmagt, men i denne sammenhæng tager afmagten form af manglende frihed. Man er ikke fri, hvis man er underlagt en ydre magt, som man mod sin vilje må bøje sig for. Dette er åbenlyst, hvis man fx sidder i fængsel, men det gælder også for borgerne i en diktatorisk statsmagt.

Anarkismen betragter enhver form for øvrighed (statsmagt), også en demokratisk regering, som et magtsystem, der gør borgerne ufrie. Menneskets oprindelige eller naturlige frihed findes, hvor mennesket er "ingen Øvrighed eller menneskelig Magt undergiven" (Holberg, Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab, 1716). Besiddelsen af magt giver den magthavende handlefrihed på de områder, hvor han har magt. En diktator som Stalin, der havde ubegrænset politisk magt, havde således også en næsten ubegrænset handlefrihed på bekostning af det sovjetiske samfunds borgere.

Magt i en noget anden betydning ("hun har magt over sit liv") er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning "at kunne og at ville": "Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand" (Was ist Aufklärung, 1784).

Undertiden bruges magt næsten synonymt med fysisk kraft eller styrke. Hvis man taler om "naturens magter", fx når et vulkanudbrud ødelægger en by, så er det i vore dage en rent metaforisk sprogbrug. Dette har dog sin oprindelse i et antropomorfistisk eller panteistisk natursyn, hvor naturen eller de guder (Gud), som er naturen iboende, opfattes som bevidste viljesvæsner i lighed med mennesket.

I abstrakt forstand er absolut magt noget, som indebærer en fuldkommen vilje, baseret på en absolut godhed og en fuldstændig viden, kombineret med en ubegrænset evne til at udøve denne magt. Det er ifølge de monoteistiske alene Gud, som besidder denne form for magt: Gud er almægtig, alvidende og algod.

"Kundskab er magt", hævdede Francis Bacon i 1620 (Novum Organum), men hans bevingede ord går tilbage til Det Gamle Testamente: "Den vise mand har styrke, den kyndige samler sin kraft" (Ordsprogenes Bog 24,5). Trods det forhold, at Bacon selv var statsmand og endog blev dømt for korruption, så tænker han imidlertid ikke på politisk magt, men på naturbeherskelse eller menneskets magt over naturen. En voksende indsigt i naturen i form af en videnskabeligt baseret viden, en teknologi, vil i det lange løb give mennesket muligheder for at kunne undertvinge sig naturen og på den måde gøre sig selv guddommelig i betydningen næsten almægtig og alvidende. Den teknologioptimisme, som prægede Bacon og senere oplysningstiden, har været dominerende til efter 2. Verdenskrig. Siden har en stigende grad af teknologipessimisme præget billedet, idet mange mennesker, der er blevet økologisk interesserede, mener, at menneskets magt over naturen i denne forstand er uønsket og truer menneskehedens fremtid (se fremskridtstro). For nogle radikale økologiske tænkere ("dybdeøkologer") svarer den moderne teknologiske naturbeherskelse til et diktaturs voldelige undertrykkelse af medmennesket. For den amerikanske forfatter Marilyn French er naturbeherskelsen et udtryk for maskulinitetens og patriarkatets ønske om magt, om kontrol på alle niveauer (Beyond Power, 1985, da. Om kvinder, mænd og moral, s.å.).

"Gik alle konger frem i rad,/ I deres magt og vælde,/ De mægted' ey det mindste blad/ At sætte paa en nælde". I denne enkle strofe har Hans Adolph Brorson (Troens Rare Klenodie, 1739) peget på en række af de problemer, der er indbygget i magtbegrebet. Først og mest direkte viser han magtens modsætning, afmagten. Dernæst viser verset hen til en opfattelse, hvor magten i sidste instans lokaliseres uden for mennesket og dets samfund, hos Gud. Brorson peger således på det afgørende historiske skel i magtopfattelsen mellem de førmoderne epoker og den moderne tidsalder. I alle førmoderne samfund og navnlig i det kristne univers forstås magten og dens kilde som forhold, der i princippet ikke kan påvirkes af menneskene. I moderniteten, dvs. fra renæssancen til vor tid, er den derimod både som begreb og realitet forbundet med forestillingen om et suverænt individ og om mennesket som skaber af historien og dermed af den mangfoldighed af samfundsmæssige og mellemmenneskelige relationer, hvori magt er indføjet som et uomgængeligt vilkår. Denne opfattelse har imidlertid også været grundlaget for den magtkritik, der gennem det sidste par århundreder har været magtens faste ledsager.

kilde: Business.dk

Der har siden været stor opmærksomhed om tendenser til ophævelse af magtens deling eller sammenblanding af de tre eller fire magtinstanser. En koncentration af magten fører næsten uvægerligt til diktatoriske eller totalitære regimer af den type, som har udgjort en væsentlig del af 1900-t.s historiske erfaring. Hvad enten de har været af fascistisk/nazistisk, kommunistisk observans eller blot (militær)diktaturer, har disse regimer været karakteriseret ved samlingen af al magt hos en enkelt person, i et enkelt parti eller hos en lederklike. Og pressen/medierne har været den første instans, de har sikret sig kontrollen over.

Sideløbende med 1600- og 1700-t.s teorier om og konkrete udformning af den moderne statsmagt etableredes markedet som magtinstans, og det fandt sin teoretiker i Adam Smith, der ved siden af det af Hobbes påpegede begær efter magt tillagde den menneskelige natur en lige så stærk "tilbøjelighed til at tuske, bytte og udveksle ting med andre ting" (Wealth of Nations, 1776). På det frie marked forfølger alle individer deres velforståede egeninteresse i konkurrence med andre. Konkurrencen fremmer arbejdsdelingen og dermed den produktive evne, og forfølgelsen af egeninteressen, selviskheden og kræfternes frie spil er det eneste, der kan fremme fællesinteressen og føre til helhedens bedste, til nationernes velstand. Den indbyrdes konkurrence er ikke nødvendigvis destruktiv for samfundet, fordi den reguleres af markedets love om udbud og efterspørgsel. For den er underlagt en særlig magt, som Smith kaldte "den usynlige hånd", der sikrer en økonomisk ligevægt og samfundsmæssig harmoni.

1700-t.s idéer om menneskenes naturlige rettigheder fandt deres mest markante udtryk i de to erklæringer om menneskerettigheder, der ledsagede de to store frihedsbevægelser i de sidste årtier af 1700-t.: dels den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776), der begrundede amerikanernes løsrivelse fra det britiske overherredømme, dels de revolutionære borgeres Menneskerettighedserklæring (1789) under Den Franske Revolution vendt mod den enevældige statsmagt. I den amerikanske erklæring er yderligere indskrevet en ret til oprør, såfremt magten udvikler sig til et despoti.

I 1700-t. udformedes endnu en forudsætning for de frie borgeres mulighed for at styre sig selv, nemlig oplysningstidens tro på borgernes evne til at erkende egne interesser og derudfra handle rationelt. Som en logisk følge af rettighedstænkningen og oplysningsfilosofien fremgår, at magten skal udlede sin berettigelse hos det suveræne folk og ikke i instanser uden for folket. Den maksime har været grundlaget for opbygningen af de forskellige moderne demokratiske styreformer i 1800- og 1900-t.

I de førmoderne samfund var magten og dens kilder åbne og gennemskuelige. Magtens formelle begrundelser var få og enkle og umisforståelige for dem, der var underkastet magten, og sanktionerne for at sætte sig op mod den faldt prompte og brutalt. Magtens steder var borge og slotte, og den omgav sig med ydre symboler, trone, scepter, krone, våbenskjolde, faner, rigdom og et stort og væbnet følge. Magtens basale kilder var jordbesiddelse, kontrol over militæret og over sjælene med religionen som den altdominerende ideologiske kraft. Det førmoderne magtsystem var tillige udpræget patriarkalsk, hvor loven, ideologien og den samfundsmæssige praksis tilkendte manden magten over kvinden.

De moderne samfund, og det vil navnlig sige de demokratiske, som de opstod og udviklede sig fra slutningen af 1700-t., er karakteriseret ved en relativt skarp adskillelse mellem den formelle og den uformelle magt, mellem den statslige/offentlige magt og den private. Den offentlige magt bliver stærkere profileret og præciseret, mens de uformelle magtrelationer forbliver upræcise og flydende. Den offentlige magts deling, omfang og begrænsning er normalt nøje fastlagt i forfatninger og andre lovkomplekser, og borgernes rettigheder over for magtens instanser søges til stadighed præciseret. Omvendt er de private, uformelle magtrelationer enten helt uregulerede eller reguleret gennem aftaler, overenskomster eller kontrakter mellem individer, mellem grupper eller organisationer. Langt den største del af den daglige sociale praksis udfolder sig i princippet uden for de formelt/offentligt regulerede rammer, men en hovedtendens i 1900-t.s moderne samfund har været en stadig mere intim sammenfletning af det offentlige og det private, af institutioner og dagligliv, hvor, med et udtryk af Jürgen Habermas, "systemverdenen" koloniserer "livsverdenen".

I de moderne samfund udøves magten som oftest med borgernes accept, fordi magtens bærere også udøver et ideologisk hegemoni, en slags åndelig magt, hvor de formulerer og udbreder idéerne om og begrundelserne for magtens legitimitet. Hegemoniet indebærer også magten over sproget til at definere og nydefinere, hvad der er socialt acceptabelt, til at formulere det, som George Orwell i romanen 1984 navngav "newspeak", hvis formål er at tilsløre magten, dens brug og misbrug.

kilde: Business.dk

I demokratiske samfund er der klare procedurer for en udskiftning af de formelle magthavere, regeringen og parlamentet, når og hvis der opstår et spændingsforhold mellem borgerne og magthaverne. I diktaturer og totalitære stater eksisterer sådanne mekanismer ikke, og magtskifter foregår derfor oftest som revolutioner med en total udskiftning af alle tidligere magthavere.

De formelle magtinstanser udgør kun en begrænset del af det samlede magtkompleks. Samfundet kan på en vis måde opfattes som et stort netværk af magtrelationer, og magtens karakter og dens veje er i de moderne samfund langt mindre gennemskuelige end i de førmoderne. Den er ofte lokaliseret i institutioner og organisationer. Magtens mænd og kvinder er diskrete, ofte ukendte i offentligheden, stiller ikke nødvendigvis deres magt til skue, omgiver sig ikke med ydre symboler, kører lige så gerne på cykel som i sorte limousiner. Magten bor ikke på slotte og i paladser, til nød i "bankpaladser" eller i "LO-Borgen". De fleste vil endda afvise, at de overhovedet har magt. Alene begrebet magt har en negativ ladning. Derfor har man i vore dage allerhøjst "indflydelse", har måske "autoritet" på sit felt, men magt — nej.

Magten har antaget en høj grad af kompleksitet, idet man kan iagttage to modstridende hovedtendenser: magtkoncentration og decentralisering af magten.

Det ideelle udgangspunkt er i princippet den moderne forestilling om frie og lige borgeres ubundne sociale praksis. Virkeligheden er imidlertid kendetegnet ved en stadig reproduktion af uligheder i henseende til resurser og magt. Der synes i alle samfund og i alle sociale sammenhænge at være en tendens til, at der etableres magteliter. Det gælder på det store internationale niveau i forholdet mellem staterne, på det nationalstatslige plan, i det økonomiske liv, i organisationer som fx fagforeninger, i institutioner som fx hospitaler og universiteter, i private sammenslutninger som fx idrætsklubber. Sådanne magteliter kan være etableret i kraft af formelle regler, men vil ofte dannes helt uafhængigt af sådanne institutionaliserede hierarkier. Et eksempel på et strengt formaliseret magthierarki er kommandostrukturen i en militær organisation, mens man fx i et videnskabeligt miljø kan iagttage en magtstruktur baseret ikke alene på viden og kvalifikationer, men også på ambitioner og personlige relationer.

kilde: Fortune Global 500

De økonomiske magthaveres magt hviler i sidste ende på deres evne til at skabe overskud på regnskaberne, til at influere på de politiske beslutninger og navnlig til at beherske markedet, dvs. til at overbevise forbrugerne om, at de bør købe netop deres varer. Til det formål udnytter de "reklamens magt" til at overbevise forbrugerne om just deres produkters fortræffelighed.

Overladt til sig selv ville den økonomiske magt kun kende få grænser for sin udfoldelse. Men den er i tidens løb blevet mødt med forsøg på at etablere en modmagt fra lønmodtagere, fra forbrugere og fra de nationale og internationale politiske magtinstanser gennem udformning af etiske normer for økonomisk aktivitet. Den stærkeste modmagt på markedet har været de kollektive sammenslutninger af lønarbejderne i fagforeninger, som i vor del af verden i kraft af deres store medlemstal har kunnet modificere om end ikke eliminere den magt, som besiddelsen giver arbejdsgiverne. I afgørelsen af de basale eksistensproblemer kan der siges at være etableret en art magtbalance på arbejdsmarkedet, mens der i spørgsmålet om magten på selve arbejdspladsen kun er sket minimale reduktioner af arbejdsgivernes magt. Som forbrugere udøver borgerne en vis magt på markedet. Navnlig er der i den nyeste tid fremstået en bevidsthed om forbrugermagten, hvilket har fundet udtryk i begrebet "den politiske forbruger" om den, der med sin adfærd på markedet søger at påvirke både produktionens karakter og varernes indhold.

Mellem staten og markedet har der i de sidste hundrede år været udkæmpet en magtkamp. Markedets iboende tendens til at underlægge sig alle samfundsmæssige relationer er søgt modificeret gennem en aktiv intervention i markedet fra statens side. En meget væsentlig del af den politiske magtkamp i vor del af verden har været udkæmpet netop om omfanget af statsmagtens indgreb i markedets lovmæssigheder og om magtbalancen mellem markedskræfterne og staten som udtryk for en borgermagt over for en økonomisk magt. I den forstand har kampen om magten i de seneste 200-300 års moderne samfund udspillet sig i feltet mellem staten og markedet, mellem de to instanser, hvor Thomas Hobbes og Adam Smith lokaliserede magten.

Hvis man med Max Weber definerer magt som evnen til at sætte sin vilje igennem og nå sine mål, selvom man møder modstand, vedrører magt psykologisk betragtet dels menneskers indflydelse på hinanden i de nære forhold, dels den enkelte personligheds egenskaber.

Magten ytrer sig kommunikativt på talrige måder overalt i hverdagen. Valg af bolig og boligområde, indretning af hus og arbejdsplads, familie- og stillingsstruktur, omgangskreds, omgangsformer, beklædning, sprog — alt kan afspejle magtforhold, styrke og autoritet.

Patriarkens traditionelle plads for bordenden modsvares af chefens tilsvarende placering ved mødebordet; chefstolens høje ryg, lokalets indretning og placering signalerer magtens sæde. Symmetri i magtrelationer må i det hele betragtes som en sjældenhed, hvad der også viser sig i kommunikationsvilkårene. Nogle skal præsentere sig før andre, nogle leder og fordeler ordet, på møder såvel som privat, nogle kan afbryde andre, andre kan ikke, nogle har ret til sidste ord, andre må leve med dagsordener og konklusioner formuleret af andre. Audiensens varighed afhænger af majestæten, toldeftersynets og politiafhøringens varighed af den pågældende funktionær. Den berømteste rockgruppe lader tilskuerne vente, eventuelt i selskab med opvarmningsgrupper, og bejleren er parat til at vente længe under balkonen, bare der er mulighed for at få et glimt af den elskede. Han er i hendes magt.

At være henvist til at skulle vente på andre opfattes i almindelighed som afmagtens vilkår. Eleverne skal være på plads, når læreren kommer til stede, studenterne rejste sig indtil slutningen af 1960'erne op, når deres underviser ankom, og medarbejderne skal i almindelighed være mødt op, når chefen indfinder sig; kun chefen kan have gode grunde til at være forsinket, men ofte behøver han ikke at formulere dem. De velhavende kan købe sig ret til at møde op umiddelbart før færgens afgang, og business class-passagerer er de sidste, der bliver udkaldt ved flyafgangen.

Kommunikationsforløbenes struktur er ofte bestemt af magtforhold. Hilseformer afspejler i de fleste kulturer relationen mellem de involverede, og så at sige alle efterfølgende kommunikationsforløb er organiseret på tilsvarende måde. Lederen afgør, hvornår en samtalefase afløses af en forhandlingsfase, hvem der får ordet, og hvornår samværet skal afsluttes, husfaderen i den patriarkalske familie sad solidt på ordet; børn skulle netop ses, ikke høres.

Feed back-mekanismer, nik, hovedrysten, tilbagemeldinger i form af samtykkende eller skeptiske tonebevægelser, alle sådanne ytringer er effektive magtmidler. Man kan uden ord markere, om man ønsker samtalepartnerens indlæg videreført eller afsluttet. Et synspunkt kan få støtte, hvis en indflydelsesrig tilhører reagerer med positive tilbagemeldinger i sprog og kropssprog; at fokusere på en person med blikket er at give vedkommende en central placering, hvad der kan være tegn på interesseret opmærksomhed og stor kærlighed, men også på kritisk-analytisk mønstring. At overse en anden er modsat at usynliggøre vedkommende, hvad der ofte afspejler et ønske om at umyndiggøre den pågældende.

Militæret har standardiseret magtens hierarkisk indrettede kommunikationsformer vha. symboler og strenge regler. Hverdagslivets magtmarkeringer er betydelig mere subtile, men de gør sig lige så magtfuldt gældende.

Også til afmagten knytter der sig komplicerede kommunikationsmønstre. Den svagere part kan fra sin position forsøge at få indflydelse ved at appellere til andres skyldfølelse ("se, hvad du gør imod mig!"), ved at udstille egne ofre, indsatser og martyrier ("se, hvor meget jeg har gjort for dig!"), ved at optræde så defensivt og selvudslettende, at man på den ene side ikke udsætter sig for magtkonfrontationer, men på den anden side kan påvirke omgivelserne til at handle i ens interesse.

Den skjulte magt kan være uhåndgribelig, men den lader sig ikke ignorere. Se også autoritet, køn, lydighed og talehandling.