middelnedertysk

Nabosprogene var alle tætbeslægtede vestgermanske sprog bortset fra dansk mod nord samt baltiske og slaviske sprog mod øst. I vest strakte det middelnedertyske område sig så langt som til de nederlandske provinser Gelderland og Overijssel, hvor der blev talt overgangsdialekter mellem middelnedertysk og middelnederlandsk. Hen mod syd blev der mellemtyske overgangsdialekter mod højtysk ved grænsen til provinserne Hessen og Thüringen.

Mod nord blev middelnedertysk talt i Slesvig-Holsten, hvor det grænsede op til dansk og frisisk. Mod øst kom middelnedertysk i kontakt med folkeslag, der talte slaviske og baltiske sprog. Blandt disse var slaviske folkestammer som venderne og kasjuberne og baltiske folkestammer som preusserne.

Udbredelsen af middelnedertysk var i høj grad begrundet i etableringen af handelsforbundet Hansa, der blev dannet fra midten af 1100-tallet med Lübeck som centrum. Som handelssprog blev middelnedertysk således brugt i hansestæderne som fx Riga, Reval (Tallinn) og Visby.

I 1669 blev den sidste Hansedag afholdt i Lübeck, hvorefter Hanseforbundet i praksis var ophørt. Opløsningen af forbundet førte til, at middelnedertysk i stadig mindre grad blev anvendt inden for handel og administration, og det gik hurtigt af brug som skriftsprog. Til gengæld blev højtysk mere udbredt som kancellisprog, forstærket af Luthers bibeloversættelse (som dog også var blevet oversat til nedertysk).

Skønlitterære værker og opbyggelige tekster kendes også på middelnedertysk, enten forfattet på sproget selv eller oversat fra andre europæiske sprog. Det middelnederlandske rævedigtning Van den vos Reynaerde blev oversat til middelnedertysk og trykt i Lübeck i 1498 ved titlen Reinke de Vos.

Flere af disse europæiske tekster blevet oversat fra middelnedertysk til ældre dansk, som for eksempel Selentrost (Sjælens trøst) fra 1300-tallet.

Konsonantsystemet havde tre ustemte klusiler (p t k) samt tre stemte (b d g). Den sidstnævnte konsonant blev dog ofte skrevet gh og vekslede sommetider med ch, hvilket tyder på, at der var tale en hæmmelyd [ɣ] eller [x].

Øvrige hæmmelyde i middelnedertysk var det ustemte h, som kun blev brugt i begyndelsen af ord; det ustemte f, der oftest blev skrevet v i begyndelsen af ord; og det stemte v, der kun forekom mellem vokaler. Den ustemte sibilant (hvislelyd) s blev stemt til z mellem vokaler og muligvis også i begyndelsen af ord, hvor det til tider blev skrevet som z. Derudover fandtes likviderne r og l, nasalerne m og n (udtalt [ŋ] foran g og k), og halvvokalerne w og j.

I slutningen af ord blev stemte lyde ofte ustemte ved såkaldt udlydshærdning. Dermed blev g ustemt til ch ordfinalt i ord som dach ‘dag’, men forblev g mellem vokaler, fx i flertalsformen dage. I konsonantforbindelsen ng blev g dog hærdet til k, fx könink ‘konge’, i flertal köninge. Ligeledes blev d afstemt til t ordfinalt, fx gût ‘god’, svag bøjning gûde, mens v blev ustemt til f i fx gaf ‘gav’, datid af geven ‘give’.

I vokalsystemet fandtes både korte og lange vokaler. Vokalernes længde blev ikke altid gengivet skriftligt, men lange vokaler kunne skreves dobbelt, fx een ‘en’, eller med et efterfølgende e eller i, fx boeck ‘bog’. I moderne grammatikker markeres denne længde i stedet ofte med længdestreg (makron) eller circumfleks, fx bōk eller bôk ‘bog’.

Ligesom i de øvrige vestgermanske sprog blev vokalerne i middelnedertysk påvirket af omlyd. Omlyden blev ofte ikke gengivet i skriften; dog kunne den markeres med et lille e skrevet ovenpå vokalen, fx hoͤghest ‘højeste’; dette tegn udviklede sig efterhånden til den moderne omlydsmarkør ¨ som i ö. Ovenpå u brugtes en lille forhøjet o som omlydsmarkør i fx důdesch ‘(neder)tysk’.

Hos substantiverne fandtes tre køn: maskulinum (hankøn), femininum (hunkøn) og neutrum (intetkøn). Disse faldt ikke nødvendigvis sammen med naturligt køn. For eksempel var wîf ‘kone’ intetkøn ligesom det tilsvarende ord i moderne højtyske Weib (men modsat dansk viv). En femininendelse -inne brugtes dog til at danne feminine betegnelser med ud fra maskuline substantiver, fx köninginne ‘dronning’ fra maskulinumsordet könink ‘konge’.

Substantiver bøjedes i fire kasus (nominativ, akkusativ, dativ, genitiv) og to tal (ental, flertal). Den bestemte artikel blev bøjet i samme kasus, tal og køn som det substantiv, den lagde sig til. Følgende tabel viser bøjningen af maskulinumsordet dach ‘dag’ med den bestemte artikel.

Adjektiver, der stod som adled, bøjede også i samme kasus, køn og tal som det substantiv, de lagde sig til. Adjektiverne havde særlige bøjningsformer til ubestemt form (stærk bøjning, fx ên gût könink ‘en god konge’) og bestemt form (svag bøjning, fx dê gûde könink ‘den gode konge’).

Adjektiver bøjedes også i komparation, fx rîk – rîker – rîkest ‘rig – rigere – rigest’. Ligesom på dansk fandtes suppletion hos visse adjektiver som fx gût – beter – best ‘god – bedre – bedst’.

Ud over substantiver, adjektiver og den bestemte artikel gjaldt kasusbøjningen også pronominer og talordene ét til tre. Blandt personlige pronominer var tre personer (1., 2., 3.), hvor der i tredje person fandtes tre køn. Dog bøjedes alle tre køn ens i 3. person flertal.

Verberne bøjedes i tid (nutid, datid), tal (ental, flertal), person (1., 2., 3.) og aspekt (indikativ, konjunktiv, imperativ). I flertal brugtes dog samme endelse for alle personer, i modsætning til i moderne standardtysk, hvor der også skelnes mellem 1., 2. og 3. person i flertal. Denne endelse, der oprindeligt tilhørte 3. person, var -et i nutid indikativ og -en i datid og konjunktiv. Dog havde en-endelsen også spredt sig til nutid indikativ i flere dialekter.

Hvert verbum tilhørte et bestemt bøjningsparadigme. Der skelnes mellem stærke bøjninger, hvor datid blev dannet med en ændring i stamvokalen (aflyd), og svage bøjninger, hvor datid blev dannet med en endelse på -d- eller -t-.

Derudover fandtes præterito-præsentiske verber, hvis nutidsbøjning ligner datid af stærke verber, samt andre uregelmæssige verber.