minoisk kultur

Navnet minoisk skyldes den britiske arkæolog Arthur Evans. På en seglsten han havde fundet på øen, havde han set en billedskrift, som var forskellig fra egyptiske hieroglyffer.

Evans mente, at skriften var ældre end fønikisk og derfor den ældste skrift i Europa, og hans ønske om at studere den højt udviklede civilisation, der anvendte denne skrift, førte ham til en systematisk udgravning af paladset i Knossos fra 1899. Han ville gerne forbinde paladset med den mytiske kong Minos og gav derfor civilisationen navnet minoisk og kaldte folket minoere.

Den minoiske kultur er siden Arthur Evans blevet inddelt i tre perioder baseret på keramikken:

• tidlig minoisk tid, 3100-2100 f.v.t.
• mellemminoisk tid, 2100-1600 f.v.t.
• senminoisk tid, 1600-1100 f.v.t.

På tværs af disse foreslog i 1958 den græske arkæolog Nicolaos Platon (1909-1992) at operere med en inddeling baseret på arkitekturen:

• førpaladstid, 3100-2000 f.v.t.
• tidlig paladstid, 2000-1700 f.v.t.
• sen paladstid, 1700-1400 f.v.t.
• postpaladstid, 1400-1100 f.v.t.

Overgangen mellem neolitisk tid og bronzealder, omkring 3100 f.v.t., viser kontinuitet i keramikteknologi, værktøj, byggeteknik og byggeformer. Samtidig introduceredes nye keramikformer og dekorationsteknikker, de første tholosgrave blev bygget, og metal sporadisk anvendt. Samfundet ændredes gradvis, og befolkningstallet steg. Kreta fik flere kontakter udadtil, hvilket er kendetegnende for den minoiske civilisation, der havde en systematisk og vedvarende kontakt med det øvrige ægæiske område og Nærorienten.

I førpaladstid, 3100-2000 f.v.t., var samfundet organiseret i slægtsgrupper, der boede i bosættelser af bymæssig karakter. Karakteristisk for perioden er gravarkitekturen med store tholosgrave og cirkulære grave, som især findes på den centralt beliggende Mesaraslette. Gravene anvendtes klanvis, og de døde blev begravet med værdifulde gaver som smykker af guldblade og pragtfulde stenvaser.

I tidlig paladstid, 2000-1700 f.v.t., skete en gradvis ændring af samfundet til et højere kulturelt og økonomisk udviklet system. De første monumentale minoiske paladser blev bygget i allerede eksisterende byer, Knossos, Phaistos, Mallia, Archanes og muligvis Zakros. Med undtagelse af Archanes lå alle ved havet med adgang til et rigt fladt bagland. Paladserne spillede en vigtig rolle i øens økonomi og administration; de var endvidere centrum for det religiøse liv. I denne periode blev grave arrangeret i nekropoler med imponerende gravmonumenter.

Øen havde fred, beskyttet af den minoiske flåde, hvilket resulterede i ubefæstede paladser og byer. Kontakter til fremmede lande blev talrigere, og kolonier og handelsstationer grundlagdes i det mediterrane område, bl.a. på flere af de ægæiske øer såsom Kithera, Milos, Kea og Santorini (oldtidens Thera), men også i Lilleasien, fx i Milet.

De første skriftformer stammer fra denne tid og blev først og fremmest anvendt i paladsadministrationen. Det var flere former for hieroglyfskrifter, som blandt andet ses på den berømte Phaistos-skive, og Linear A-skriften. Ingen af disse skriftformer er endnu blevet tydet.

Omkring 1700 f.v.t. ramte et jordskælv Kreta og ødelagde de gamle paladser. Yderligere katastrofer ramte øen, blandt andet et jordskælv i anden halvdel af 1600-tallet f.v.t., hvilket muligvis skal forbindes med vulkanen Theras udbrud.

Nye og endnu mere strålende paladser blev dog snart bygget; disse markerede en ny tidsalder, Kretas guldalder, der varede fra omkring 1700-1400 f.v.t. og kaldes sen paladstid. Paladserne dannede i denne periode rammen om en administration med et strengt hierarki og med den politiske og religiøse magt koncentreret hos én person, præstekongen.

Lokale herskere kontrollerede dele af øen fra deres overdådige residenser, men var afhængige af kongen. I denne periode byggedes en række veje på øen, og havne blev etableret som baser for minoernes magt til havs, thalassokratiet. I egyptiske grave fra denne tid ses kretensere, der kommer med gaver til kongerne, som kaldte dem keftiu.

Omkring 1450 f.v.t. ramte endnu en katastrofe de minoiske paladser, villaer og byer, som brændte. Der er flere teorier om årsagen hertil. En teori er, at Kreta blev invaderet af en mykensk stamme, achaierne. En anden bygger på det faktum, at Knossos ikke blev ødelagt, hvilket kunne tyde på, at kongen i Knossos lod de andre paladser ødelægge for at få magten på hele øen.

Da mykenerne, lokket af Kretas velstand og strategiske placering, kom til øen i begyndelsen af 1300-tallet f.v.t., behøvede de derfor kun at erobre ét palads. Kreta blev herefter en del af den mykenske verden. Denne periode, ca. 1400-1100 f.v.t., kaldes postpaladstiden. I Knossos etableredes et nyt administrativt system, som betjente sig af en anden skrift, Linear B. Denne skrifttype har sin oprindelse i Linear A, men sproget, der benyttedes i skriften, var en græsk dialekt.

Omkring 1100 f.v.t. indtraf en ny katastrofe, muligvis igen på grund af invasion udefra, og Kreta affolkedes. Immigranter fra det græske fastland kom til øen med nye skikke og den doriske dialekt.

En gruppe af øens indfødte, som blev kaldt eteokretensere, flygtede op i bjergene, hvor det i en periode lykkedes dem at fastholde de minoiske skikke og sprog. Langsomt blev Kreta dog en del af den hellenske verden.

Kretas beliggenhed mellem tre kontinenter med hver sin kultur og dog langt fra dem tillod udviklingen af en autonom og original kultur, som stadig fascinerer.

Paladserne, der i det store hele var bygget efter den samme arkitektoniske og labyrintlignende plan efter model af Knossos, var enorme fleretagers bygninger anlagt omkring en central rektangulær gård med de vigtigste rum på første etage.

Karakteristiske træk var store haller, monumentale trapper, lysskakter, dræningssystem med lerrør og anvendelse af søjler til at skabe imponerende indgange og kølige søjlegange.

Store områder var reserveret lagerrum med mandshøje krukker, pithoi, hvilket understreger paladsernes økonomiske rolle. Uden sidestykke på så tidligt et tidspunkt er de såkaldte teaterområder med rækker af siddepladser, der sandsynligvis var beregnet til tilskuerne ved religiøse optrin.

Religionen i minoisk tid er altovervejende kendt gennem arkæologisk materiale, idet de ældste kendte skrifttyper på Kreta, herunder Linear A, ikke har kunnet tydes.

Fund af offergaver viser, at kult har fundet sted såvel i huler som på højdedrag; desuden fandtes kultrum i huse og paladser. Hyppigt forekommende sakrale genstande er dobbeltøkser og stiliserede tyrehorn, der formentlig har en sammenhæng med de akrobatiske tyredanse, der kendes fra vægmalerier.

En række seglbilleder viser tilbedende personer stående foran træer eller søjler; fugle forekommer hyppigt i forbindelse hermed. På nogle fremstillinger ses en svævende figur, der gerne tolkes som guden selv, som kommer til syne.

Mandlige guddomme forekommer, men de kvindelige er i overtal. Til gudindefremstillingerne regner man ofte nogle små kvindestatuetter, der bærer slanger.

I en periode af senminoisk tid, omkring 1450-omkring 1400 f.v.t., anvendtes i Knossos skriften Linear B. På tavlerne med denne skrift omtales guder kendt fra det græske pantheon, men de må antages at være en udefrakommende herskerklasses guddomme.

Der er fundet store vægmalerier og enkelte store skulpturer på Kreta, men det er i små arbejder, man virkelig ser den minoiske kunstner udfolde sig. I det 3. årtusinde f.v.t. blev bjergkrystal, marmor og steatit anvendt til vaser, små skulpturer og seglsten. Elfenben anvendtes til segl, dekoreret med motiver fra dyre- eller planteverdenen, guld til smykker med indviklede, naturinspirerede mønstre; keramikken karakteriseres af mørke dekorationer på lys bund.

Med bygningen af paladserne og koncentrationen af magten fra omkring 2000 f.v.t. opstod nye kunstneriske former, der især var beregnet på at tilfredsstille herskeren og hoffet. Vægmalerierne havde naturinspirerede motiver, og den karakteristiske keramik, den såkaldte Kamaresvare, blev dekoreret med naturalistiske motiver fra plante- eller dyreverdenen i røde og hvide farver på sort bund.

Højdepunktet i den minoiske kunst var sen paladstid. Kunsten blev præget af ynde og udsøgt raffinement, og i keramikken understreger motiver fra planternes og havets verden, fx blæksprutter, perfekt vasernes form.

Blandt store lerfigurer og figuriner er den berømte Slangegudinde i fajance (Det Arkæologiske Museum i Iraklio) og Akrobaten i elfenben (sammested), begge fra Knossos.

Kunsten at skære i sten nåede sit højdepunkt i sen paladstid med reliefvaser og pragtfulde ritualvaser som tyrehoved-rhytonen af steatit fra Knossos (Det Arkæologiske Museum i Iraklio), hvor detaljerne er hugget i lavt relief, indridsede eller påført i andre materialer.

Mesterværker findes også i guldsmedekunsten, især miniaturekompositioner på guldsignetringe og seglsten med dyr i bevægelse, processioner eller udtryksfulde portrætter. I de fragmentarisk bevarede vægmalerier ses linjens perfektion i kompositioner som Tyrespringsfreskoen og Dansende kvinde, begge fra Knossos, nu i Det Arkæologiske Museum i Iraklio.

I perioden efter paladstid betød den mykenske indflydelse et nyt kunstnerisk udtryk. Dekorationerne på keramikken blev stiliseret ligesom i vægmaleriet og på segl, hvor stiliseringen gik til ekstremer i lineære, geometriske mønstre.

I 2025 blev seks minoiske paladscentre på Kreta optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. Stederne omfatter Knossos, Phaistos, Mallia, Zakros, Zominthos og Kydonia.

• Kreta
• Knossos
• linear A
• Grækenlands forhistorie
• mykensk kultur
• kykladisk kultur