moksibustion

I moderne tid har teknikken, der anvendes i moksibustion, udviklet sig i mange forskellige retninger væk fra den traditionelle moksibustion, således findes der i dag både direkte og indirekte moksibustion. Ved indirekte moksibustion afbrændes moksen i nogle få centimeters afstand fra huden, eller der anbringes salt, hvidløg, ingefær eller andet materiale ovenpå huden, så varmepåvirkningen fra den brændende moks bliver mindre. Ligeledes findes der nu laser-moksibustion, mikrobølge-moksbustion, elektrotermisk moksibustion m.m.

Udover blade fra Artemesia vulgaris kan en moks indeholde mange forskellige ingredienser. Det varierer alt efter årstid og hvilken egn af Asien, man befinder sig i. Mere end 60 forskellige komponenter er blevet identificeret i den olie, som plantebladene nulres sammen med. Heriblandt er der kemiske stoffer af typen alkener, alkaner, aldehyder, fenoler, ketoner, benzen m.m. Mange behandlere og patienter tillægger det stor betydning, hvad der er blandet i moksen.

I en grundig litteraturgennemgang af kinesiske lærebøger dækkende perioden 1954-2007 blev der fundet eksempler på 364 sygdomme og symptomer, hvor moksibustion blev anbefalet som en del af behandlingen, heriblandt træthed, hovedpine, vandladningsbesvær, slidgigt i knæene, astma, smerter i hælen, helvedesild (herpes zoster), menstruationsforstyrrelser m.m.

Det meste af den videnskabelige forskning i moksibustion er lavet i asiatiske lande. Moderne videnskabelig forskning i moksibustionens effekter begyndte omkring 1912, da japanske læger begyndte at undersøge om moksibustion havde indflydelse på blodtrykket og tarmperistaltikken. Temperaturen i flammen fra moksen er blevet målt til 548-890° C. Man har interesseret sig for, hvad denne kortvarige opvarmning eventuelt har af fysiologiske effekter. Forsøg på mus har vist, at temperaturen på hudens yderside stiger til ca. 130° C og på indersiden til 65° C, når moksen afbrændes. Det antages, at varmen på mennesker forplanter sig gennem overhuden og læderhuden til fedtlaget i underhuden og musklerne under fedtlaget. Forsøg har vist, at gentagne behandlinger kan øge smertetærskelen. Det har ført til teorier om, at moksibustion påvirker receptorerne i de perifere nerver, der er nerverne uden for hjerne og rygmarv, og derfor kan anvendes i behandlingen af kroniske smerter.

Den ældste omtale af moksibustion er fra år 581 f.v.t., hvor det nævnes af Zuo Zhuan som en metode til at regulere livskraften qi eller chi. Eksistensen af en livskraft eller grundlæggende energi, der animerer alt liv i universet, inklusive sygdomsprocesser, er et centralt begreb i kinesisk medicin. Moksibustion nævnes tillige i både Den Røde og Den Gule Kejsers bøger, som er nedskrevet omkring år 300 f.v.t., men ifølge manges overbevisning er omkring 2000 år ældre end det. Silkebøgerne fra år 168 f.v.t. beskriver 11 meridianer fra fod til isse, langs hvilke, der befinder sig moksibustionspunkter, og ligeledes 52 sygdomme, der kan behandles med moksibustion.

Akupunktur og moksibustion kom til vestens kendskab i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet ikke via Kina, men indirekte via Japan og det hollandske Ostindiske Handelskompagni, der havde en handelsstation i Nagasaki. Det var især den tyske læge Engelbert Kaempfer (1651-1716), der gjorde akupunktur og moksibustion kendt i Vesten, men den hollandske læge Jacob de Bondt (1592-1631) bidrog ligeledes.

Otto von Mohnike (1814-1887), som introducerede japanerne til koppevaccination og brugen af stetoskopet, stiftede også bekendtskab med moksibustion under sit ophold i Japan. Han beskrev bl.a., at man ved gulsot (icterus) anbragte moksen på hver side af ribbenskurvaturen.

Moksibustion har i vesten aldrig vundet den samme popularitet og udbredelse som akupunktur, og behandlingsmetoden er forblevet en niche på markedet for alternativ medicin.

Blandt lægestanden bliver moksibustion almindeligvis anset for uvidenskabeligt. Ind imellem kan man dog støde på undtagelser. En artikel i Journal of American Medical Association (JAMA) fra 1998 beretter om anvendelse af moksibustion i forbindelse med vanskelige fødsler. Det drejede sig om fødsler, hvor fosteret ikke præsenterede sig i længdeleje og med hovedet nedad (hovedpræsentation), sådan som det gør af sig selv ved 95-97 % af alle fødsler, men i stedet for med underkropspræsentation, eller hvad der er værre endnu i tværleje eller skråleje. I følge artiklen kunne man i flere tilfælde få fosteret til at rette sig ved moksibustion på kvindens lilletå i overensstemmelse med "den kinesiske magi" uden brug af jordmodergreb eller andet.

• alternativ medicin
• akupunktur
• kinesisk medicin
• japansk medicin