organdonation

Indtil organer fra arveligt ændrede (transgene) dyr bliver tilgængelige, forudsætter transplantation hos mennesker adgang til menneskelige væv og organer. Derved berører donorsituationen menneskers grundlæggende ret til psykisk og legemlig ukrænkelighed og stiller dermed krav om informeret samtykke hos både levende og døde donorer, fra de sidste enten som et foreliggende donortestamente eller som et samtykke afgivet af de pårørende.

I Europarådets Bioetikkonvention, som Danmark ratificerede i 1999, er al handel med donororganer strafbar i Europa. Det betyder, at organdonation i Danmark alene kan foregå som en gave fra donor til modtager i overensstemmelse med donorbegrebets betydning, dvs. uden pression eller forventet modydelse. Et utilstrækkeligt antal disponible organer hidrørende fra afdøde donorer kan udløse en tiltagende anvendelse af visse organer fra levende donorer blandt familie og venner til den syge. Dette medfører et etisk problem, hvis organdonationen skyldes et moralsk pres på organdonoren.

Transplantation af væv, der kan gendannes, fx knoglemarv, eller et organ ud af et parvis sæt som nyrer, hvor det efterladte organ kan dække donors behov, rummer færre etiske problemer end transplantation af livsvigtige enkeltorganer som hjerte og lever, der alene er henvist til donation fra afdøde med brug af en del af leveren som undtagelse i visse tilfælde. Etikken ved donation indeholder også et mindre moralsk pres på befolkningen, hvorfra donorerne rekrutteres, hvis det organsvigt, som ligger bag behovet for transplantation, kan afhjælpes ad teknisk vej, om end i en mere belastende og kostbar form. Det gælder fx dialyse ved nyresvigt og ernæring via blodkarsystemet ved tarmsvigt.

Nogle organer tåler en pause i blodtilførslen efter afbrydelse ved død. Det gælder fx nyrer, selvom resultaterne også her bliver bedre uden en sådan pause. Ønsket om at transplantere organer, der ikke tåler et selv kortvarigt ophør af blodforsyningen, fx hjerte og lever, har i Danmark ført til loven om hjernedød fra 1989. Forud for lovens vedtagelse var debatten om dens etiske konsekvenser meget omfattende. Hjernedød, dvs. hjernestammens død som et sikkert tegn på en uafvendelig dødsproces, selvom kroppen kan holdes i gang og dermed varm i kort tid vha. en respirator, føltes som et etisk dilemma af de pårørende. Årsagen var, at dødsdiagnosen ikke stemmer overens med oplevelsen af en normal, varm hud og vejrtrækning som livstegn, selvom vejrtrækningen er vedligeholdt ved respirator.

Grove brud på en dansk og europæisk etisk opfattelse kendes fra ulande, hvor fattige har solgt en af deres nyrer til rige modtagere via mellemmænd, og fra ikke-demokratiske samfund ved statsligt salg af bestilte donororganer fra henrettede.

• donor