Personalunion er en forbindelse mellem to eller flere stater gennem et fælles statsoverhoved, hvor hver enhed har sine egne politiske og administrative institutioner og love. Personalunionen skaber altså ikke én international person; hver del bevarer sin status. Der er således ikke tale om en føderation, hvor der eksisterer et fælles overnationalt niveau, eller om en union, hvor enhederne har fælles institutioner. Unionen mellem Danmark og Island 1918-1944 omfattede fx mere end blot fælles konge, herunder udenrigstjenesten og kystbevogtningen (se Island – historie).

Faktaboks

Etymologi

Ordet personalunion (af tysk persönliche Vereinigung) henviser til en union bundet sammen af et fælles statsoverhoved, ikke af fælles institutioner. Det blev angiveligt først brugt af den tysker jurist Johann Stephan Pütter i anden halvdel af 1700-tallet.

Forbindelsen mellem staterne i en personalunion var alene skabt gennem monarkens person og hverken retligt eller institutionelt organiseret som ved et statsforbund. Personalunioner bestod normalt af to eller flere arvemonarkier, hvor samme monark havde arvet tronen. Men der kunne i princippet også være tale om valgmonarkier, hvor samme monark var blevet valgt flere steder. Endelig var der den mulighed, at en monark havde arvet sin magt i én enhed og var blevet kongevalgt i en anden.

Historiske eksempler

Af .

Man kan diskutere, om begrebet personalunion giver mening, inden den moderne forestilling om suverænitet blev en realitet (og stater blev anset som internationale personer). Men hvis man breder forståelsen lidt ud, kan man finde mange historiske tilfælde på en form for personalunioner. Kalmarunionen (1397-1523) er et eksempel, hvor monarkerne blev kongevalgt i Danmark, Norge og Sverige. Et eksempel på en monark, der arvede en trone og blev valgt til en anden, er Augustus den Stærke, der var kurfyrste af Saksen 1694-1733 (baseret på arveret) og konge af Polen 1697-1706 og 1709-1733 (kongevalgt).

Et kendt eksempel på en personalunion, hvor monarken arvede begge troner, er Storbritannien-Hannover i perioden 1714-1837. Denne personalunion blev skabt ved, at kurfyrst Georg Ludwig af Hannover arvede titlen som britisk konge som George 1. i 1714. Tidligere var Skotland og England blevet en personalunion i 1603, da den skotske kong Jakob (James) 6. blev konge af England som Jakob 1. De forskellige numre illustrerer personalunionens logik, nemlig at de to enheder er selvstændige enheder, hvorfor samme monark indgår i forskellige kongerækker.

Personalunioner og konglomeratstater

Personalunionen er mere generelt et tilfælde af det bredere begreb konglomeratstat, dvs. en stat, hvor forskellige politiske enheder har samme monark. De var særlig udbredte i Europa, hvor konglomeratstaten i århundreder var den almindelige statsform. For at vise sig langtidsholdbare skulle en personalunion normalt have den samme dynastiske successionsregel i hver enhed, således at det eksempelvis var den afdøde monarks ældste søn, der arvede magten i samtlige enheder (se primogenitur). Det er bl.a. derfor, at personalunioner var mere sjældne i valgmonarkier.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig