Monterede podcasts (også kaldet historiefortællende podcasts eller storytelling-podcasts) er redigerede podcasts, hvor indholdet er klippet og formidlet i flere lydspor (også kaldet soundtracks).
Ofte vil dele af podcasten være optaget som reportage ”i marken”, hvor en reporter har gennemført lydoptagelser, der evt. rummer beskrivelser og interview på en geografisk lokation, der ikke er i et lydtæt studie, men som i stedet er nøje udvalgt, og som understøtter fortællingen i podcasten. Det kan f.eks. være på et skib, på et værksted eller på et fodboldstadion.
Lyden, der monteres og klippes, kan både være reallyd, cleansound eller musik, og den er med til at drive historien og budskabet fremad. Reportageelementerne er som regel præsenteret i et levende og beskrivende sprogbrug. Som udgangspunkt er interviewklip, lydtapetet og dets indhold redigeret sammen med speaks.
Metoden kommer fra radiomontager og radioteater og findes også i både spille- og dokumentarfilm. Monterede podcasts er som udgangspunkt ikke fiktion – men er i overvejende grad dokumentarisk inspireret. Langt de fleste fortællende podcasts er serielle, hvor hver episode er bygget op over en dramaturgisk spændingskurve, der i slutningen af hver episode bygger op og teaser for det næste afsnit.
Tidsmæssigt er det generelt mere krævende at producere monterede podcasts end talepodcasts, der minder meget om live-tale-radio, der er langt billigere at producere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.