stridsvogn

I mykensk tid samtidigt med dansk ældre bronzealder er stridsvognen forspændt med to heste afbildet på gravsteler i græsk Mykene. I vognen befandt sig krigeren og en vognstyrer, begge stående. Fremstillinger fra 800-600-tallet f.v.t. viser krigeren udrustet med skjold, sværd og to spyd. Den tohjulede stridsvogn spredtes af kelterne til England i tiden okring Kristi fødsel. I York-området er der således fundet stridsvogne i våbengrave med hjul og beslag som minder meget om hjul og beslag på de danske pragtvogne fra Dejbjerg. De keltiske (galliske) stridsvogne figurerer i Caesars beretning om Gallerkrigene og anses for at være ispireret via stepperne fra vogne med mangeegrede hjul i kinesiske (og måske indiske) områder. Stridsvognen kendes også fra Homer der fortæller at selve kampen ikke foregik fra vogn. Man kørte til kamppladsen for derefter til fods at udkæmpe tvekampen. Rent taktisk har vognen dog kunnet anvendes i forbindelse med flugt eller forfølgelse. Efterhånden mistede stridsvognen sin militære betydning i Romerriget for at blive brugt som triumfvogn og til væddeløb i hippodromerne.

Stridsvogne ses afbildet på skandinaviske helleristninger fra bronzealderen (1: Viifarasten, Skåne; 2: Kivik, Skåne; 3: Vitlyckes, Bophus Län – alle i Sverige) og kan være inspirationen til Solvognen fra Trundholm på Sjælland. Et tidligt depot fra Gallemose ved Randers Fjord indeholder støbte bronzer, der er tolket som dele af et trækåg til en hestetrukket stridsvogn. Tolkningen har ikke kunnet verificeres og der således ikke fundet sikre rester af stridsvogne i Norden oldtid.

• quadriga
• romerske vogne