tibetansk medicin

Urtemedicin, diætbehandling, healing, meditation, yoga og adfærdsterapi er vigtige elementer i den tibetanske medicin. Derudover er den særlige ku nye-massage et vigtigt element. "Ku" betyder, at der anvendes olie. Den tibetanske medicin er i sit udgangspunkt spirituel, og det er et overordnet princip, at en patient aldrig kan helbredes helt, og at enhver behandling er livslang og indeholder instruktioner vedrørende livsstil og personlig udvikling.

Tibetanernes ældste medicinske værk er De fire Tantraer, der stammer fra 700-tallet. Nogle gange anvendes betegnelsen De fire medicinske Tantraer for at adskille det fra Tantra-begrebet i andre sammenhænge. Værket angiver selv at være en oversættelse fra sanskrit. Forfatteren menes at være Yuthok Yónten Gónpo den ældre (729-854). Han er delvist en mytisk figur, og det er uklart, om han eller andre har skrevet det. Senere er værket blevet revideret af Yuthok Yónten Gónpo den yngre (1126-1202), som til gengæld beviseligt er en virkelig historisk person.

I år 641 samlede kong Songsten Gampo Tibet til et rige og giftede sig med to prinsesser: Bhrikuti fra Nepal og Wen Cheng fra Kina. De introducerede kongen til buddhismen og buddhistiske munke, og vismænd blev inviteret til Tibet. Under kong Trisong Deutsen (755-795) inviteredes læger fra Indien, Kina, Persien og Grækenland til møde i Tibet. Essensen af de diskussioner og den udveksling af viden, der foregik, blev samlet og nedskrevet af Yuthok Yónten Gónpo i De Fire Tantraer. Fra denne periode stammer ligeledes to tekstsamlinger med kinesisk medicinsk litteratur oversat til tibetansk: Tanjur og Kanjur. De kinesiske originaltekster gik senere tabt. Den mongolske krigsherre og fyrste Kublai Khan foranledigede i 1200-tallet, at teksterne blev oversat tilbage fra tibetansk til kinesisk.

I 1696 grundlagde Desi Sangye Gyatso en lægeskole, Chogporí, i Lhasa. Efter færdiggjorte studier blev de nyuddannede læger udstationeret som lægekyndige munke ved tibetanske klostre, hvor de praktiserede blandt den lokale befolkning. I 1916 grundlagde den 13. Dalai Lama en kombineret klinik, lægeskole, og apotek, Men Tsee-Khang, i Lhasa. Efter den kinesiske besættelse måtte Men Tsee-Khang i 1961 flyttes i eksil i Indien. Den tibetanske medicin har haft svære vilkår i Tibet efter Kinas intervention, men ved det medicinske fakultet i Xinning undervises og forskes der i emnet i begrænset omfang og i samarbejde med kinesiske forskere. Uden for Tibet har interessen været stigende, og i 1989 grundlagdes Shang-shung-instituttet i Italien. I 2010 blev den buddhistiske mester Chögyal Namkhai Norbu Rinpoche inviteret til det anatomiske institut i Bologna for at forelæse om "Tibetan medicine, Heritage of the Mankind" (Tibetansk medicin, Menneskets arv).

Den første europæiske beskrivelse af den tibetanske medicin stammer fra 1789, hvor den britiske kirurg Robert Saunder skrev en artikel. Selvom Tibet aldrig kom under britisk herredømme, var det en del af englændernes interessesfære. Modstanden mod at åbne landet for englænderne var stor, men efter diplomatisk pres fra vicekongen i Indien, Lord Curzon, lykkedes det englænderne at få adgang. I 1904 åbnede Indian Medical Service (IMS) en lille lægeklinik i Gyantse, hvor der arbejdede en enkelt engelsk militærlæge og dennes assistent. I 1936-37 byggede englænderne et hospital i Lhasa og herefter begyndte en gradvis introduktion af moderne vestlig biomedicin i det tibetanske kulturområde.

• indisk medicin
• Tibets historie