Ved vakuumekstraktion sættes en sugekop på fosterets hoved, som fødselslægen trækker i.
BruceBlaus.
Licens: CC BY SA 3.0

Vakuumekstraktion er en teknik, der kan anvendes til at afslutte en fødsel, og hvor barnet trækkes ud ved hjælp af en sugekop (vakuumekstraktor). Fødslen forventes afsluttet inden for et kvarter, når der er lagt kop på barnets hoved, og der trækkes i den.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af de latinske ord vacuus 'tom' og extrahere 'trække ud'

Forekomst

Otte procent af alle fødende i Danmark bliver forløst ved hjælp af vakuumekstraktion.

Indikationer på vakuumekstraktion

Vakuumekstraktor anvendes i slutningen af fødslen, hvis fødselsveerne bliver svækkede, den fødende ikke længere har kræfter til at presse effektivt, eller hvis barnets hjertelyd falder med risiko for iltmangel hos barnet.

Anvendelse af vakuumekstraktion

Sugekoppen bruges, når der er behov for hjælp til at afslutte fødslen og til at trække fosterets hoved ned gennem fødselskanalen. Vakuumekstraktion virker også vestimulerende. Koppen sættes på den del af fosterhovedet, der ligger dybest. Koppen suger sig fast til hovedet ved hjælp af en pumpe. Ved at trække i håndtaget samtidig med, at kvinden har veer og selv presser, kan fosteret trækkes ned og ud gennem fødselsåbningen.

Forudsætninger for at anvende sugekop

Inden at en fødsel kan afsluttes ved vakuumekstraktion, skal følgende forudsætninger være opfyldt:

  • Fosterhinderne skal være bristet, så "vandet skal være gået"
  • Livmodermunden skal være fuldt åben (10 cm)
  • Barnets hoved skal være trængt halvvejs ned i bækkenet eller allerhelst være på bækkenbunden
  • Den fødendes blære skal tømmes for at skabe så meget plads som muligt til barnet
  • Eventuelt skal der lægges et klip i den fødendes mellemkød for at øge pladsen

Komplikationer

Under sugekop opstår der altid en fødselsvulst på barnets hoved, som kan se skræmmende ud, men som forsvinder i løbet af få dage og er ufarlig. Det kan ske, at huden under sugekoppen bliver skadet, men skaden heler som regel hurtigt. Fødsel med sugekop øger desuden risikoen for, at der opstår fødselsbristninger i mellemkødet.

Vakuumekstraktoren

Vakuumekstraktoren består af en sugekop af metal (hård kop), der via en slange er forbundet med en vakuumpumpe, som skaber undertryk. Slangen kan have indlagt en metalkæde, der øger styrken ved træk, og den har en tværpind, der fungerer som håndtag. Der findes også en sugekop af gummi (blød kop), der på samme måde forbindes til en vakuumpumpe, og en engangssugekop af plastik, som er uden vakuumpumpe, men hvor fødselslægen med en lille pumpe i hånden etablerer det undertryk, der får koppen til at sætte sig fast på barnets hoved. Hvilken type kop, der vælges afhænger af, hvor barnets hoved er placeret i bækkenet. Det vil sige på baggrund af en vurdering af, hvor meget, der skal trækkes. Den bløde kop anvendes, når barnets hoved er helt på bækkenbunden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig