Folkevandringstiden.
Af .

Visigoterne var de gotere, der flygtede fra hunnerne ind i Romerriget og efter slaget ved Adrianopel i 378 fik lov af bosætte sig som foederati på Balkan. Efter et længere forløb erobrede de Rom i 410 og bosatte sig efterfølgende i det sydlige Gallien, hvor de med tiden skabte et rige, der dækkede det meste af Hispania og store dele af Gallien. I årene efter arabernes angreb i 711 faldt visigoternes rige.

Faktaboks

Etymologi

Opdelingen i visigoter og ostrogoter kan spores tilbage til slutningen af 200-tallet, og i slutningen af 300-tallet kan man første gang læse om de vestlige Tervingi-Vesi. Først i 500-tallet føjede Cassiodor gotere til Vesi. Vesi betyder 'ædle' eller 'gode', mens ostrogothi betyder 'den opgående sols gotere'. Således er ostrogoterne de østlige gotere, mens vesi ikke som sådan hentyder til en geografisk realitet, før Cassiodor tilføjede -goter til navnet og dermed dannede et modstykke til ostrogoterne.

Også kendt som

vestgoter

Visigoternes tidlige historie

En del af goterne havde efter slaget ved Adrianopel taget ophold på Balkan syd for Donau, hvor de havde indgået en aftale om at stille soldater til rådighed for kejseren mod at bo på romersk jord. Således var Alarik 1. (konge 395-410) konge over goterne og magister militum. dvs. øverstbefalende over de romerske styrker. Han havde været blandt de gotere, der tjente under Gainas, og besad ligesom denne meget stor magt i Romerriget.

Forholdet mellem kejseren og Alarik var svingende, og i 410 forlod goterne i utilfredshed Balkan og marcherede ned i Italien, hvor de erobrede Rom. Selvom det chokerede romerne, ændrede det ikke meget på goternes situation, og de rejste videre til Aquitanien i det vestlige Gallien, hvor de efter aftale med kejseren slog sig ned – på papiret som romerske undersåtter, men reelt etablerede de et selvstændigt kongedømme.

Visigoterriget

Visigoternes rige bredte sig over det sydvestlige Gallien og Hispania med hovedstad i Tolosa, nutidens Toulouse. Som en del af aftalen om at slå sig ned på romersk jord, den såkaldte foedus, stillede goterne tropper til rådighed for kejseren, og de deltog bl.a. i forsvaret mod hunnerkongen Attila i slaget ved De Katalauniske Marker. Her stod de over for andre gotiske stammer, der sidenhen samlede sig under navnet Ostrogoter.

Kong Euric (ca. 440-484) førte krig mod både gotiske konkurrenter, andre folk som sveberne i Hispania og briterne i Gallien og romerne. I 475 blev han efter en række erobringer anerkendt af romerne som selvstændig regent over store dele af Gallien og næsten hele Hispania. I 507 blev hans efterfølger Alarik 2. (konge 484-507) besejret af frankerne under Chlodovech 1., og han tabte kontrollen med størstedelen af de galliske dele og kom en tid under Theoderik den Stores direkte styre. Herefter var rigets centrum Toledo.

Under Justinian 1.s (kejser 527-565) krige mod germanerne i vest kom den sydlige del af Den Iberiske Halvø under romersk herredømme, mens goterne havde held med at underlægge sig sveberne i nord i 585. I starten af 600-tallet erobrede goterne igen de sydlige egne fra Romerne, og regerede over det meste af Hispania indtil 711, hvor kalifatets tropper under ledelse af Tariq ibn Ziyad angreb fra Nordafrika og i de næste år underlagde sig hele det visigotiske rige.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig