Det er uvist, præcis hvilket år Reformationen blev indført på Færøerne; men man ved, at Jens Gregersøn Riber blev indsat som superintendent i 1540. Han blev udnævnt til biskop i Stavanger i 1557, og Færøerne blev et provsti under Bergens Stift. Da handelen på Færøerne i 1620 overgik til København, blev provstiet samtidig lagt under Sjællands Stift. Ved oprettelsen af Københavns Stift i 1923 fulgte Færøerne med.
Den kirkelige struktur synes at have fundet sin form efter Reformationen og er forblevet uforandret i de næste 350 år med i alt 39 kirker og syv præstegæld: Norðoyggjar, Eysturoy, Norðurstreymoy, Vágar, Sydlige Streymoy, Sandoy og Suðuroy. De syv sognepræster havde hver deres præstegård, og i 1632 fik de yderligere tildelt nådesgårde. Disse fungerede som enkesæder eller bopæl for den kapellan, som man på grund af alder eller sygdom kunne ansøge biskoppen om. De fleste kapellaner overtog embedet ved sognepræstens død, og man finder derfor en stor kontinuitet i præstegældenes betjening. De lutherske præstegårde blev en del af det kulturelle landskab, og mange kan føre deres familie tilbage til en eller flere betydelige præster.
Med de mange små bygder og fjerntliggende øer havde præsterne ikke mulighed for at besøge alle deres sognebørn særlig ofte. Nogle kirker fik besøg af præsten seks gange om året og andre kun to-tre gange. Når præsten kom til kirken, holdt han gudstjeneste med skriftemål og altergang, barnedåb, fremstilling af hjemmedøbte og indledelse af kirkegangskoner (ritualet i forbindelse med første gang, en kvinde gik i kirke efter at have undfanget), vielse og begravelse. Var der nogen, der var døde og begravet siden sidst, foretog præsten jordpåkastelse på deres grave. Konfirmationen blev indført i 1736, men også før den tid skulle præsterne holde opsyn med den kristelige børnelærdom.
En stor del af det kirkelige liv måtte overlades til frivillige lægfolk. Der var gerne to kirkeværger ved hver kirke, som foruden at have ansvar for kirkebygningens vedligeholdelse og økonomi også forestod den regelmæssige gudstjeneste med oplæsning af en postil (prædikensamling) i præstens fravær. Præsterne begyndte at føre kirkebøger omkring år 1700. De bevarede skifteprotokoller fra samme tid dokumenterer læsningens udbredelse blandt befolkningen med et stort og varieret udbud af religiøse bøger i privat eje. Det gælder først og fremmest salmebøger og postiller, men også katekismer samt bønne- og andagtsbøger. Udbredelsen af den lutherske lære og folkets høje dannelsesniveau skyldtes altså i lige så høj grad hjemmeundervisning og læsning som præsternes indsats. Teologiske retninger og tendenser nåede i løbet af århundrederne til Færøerne både gennem præsterne og gennem de bøger, man læste. En kongelig forordning om lægmandsgudstjenesten fra 1765 i forlængelse af en boggave til samtlige kirker medførte, at den ortodokse fromhed med Brochmands prædikener (oprindelig fra 1635‑38) og Kingos salmebog fra 1699 kom til at påvirke befolkningen helt op til 1900-tallet.
Den kirkelige administration lå hos stiftsøvrigheden bestående af biskop og stiftamtmand, som begge var i København. Lokalt var der en foged og en provst, som blev udnævnt af kongen efter præsternes indstilling og biskoppens votum. Præsterne mødtes i Tórshavn til ólavsøka til det årlige konvent med indledende gudstjeneste, og provsten bekendtgjorde love og anordninger, som biskoppen havde sendt med forårets skibe. Skulle større personsager behandles, nedsatte man en provsteret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.