Julius Strandgaard, Niels Julius Strandgaard, 17.4.1867-5.12.1953, læge. Født i Tårnby sg, død på Skørping sanatorium, begravet Sundby kgd. S. blev student 1885 fra Borgerdydskolen på Chr.havn og 1892 medicinsk kandidat. Derefter var han kandidat ved forskellige hospitaler og erhvervede 1895 universitetets guldmedalje for afhandlingen Fremstilling af Hjertets Perkussionsforhold for sunde og syge. Han var reservelæge ved Almindelig hospital 1896–98, ved Frederiks hospital 1898–1900 og ved Vejlefjord sanatorium 1900–01. 1899 blev han dr.med. på afhandlingen Gigt og urinsur Diatese. Han studerede intern medicin i Tyskland og Paris, ved tuberkulosesanatorier i Tyskland og Schweiz og klimatiske kursteder i Tyskland og Sverige, også efter at han 1901 var blevet overlæge ved Boserup sanatorium. S. var korresponderende medlem af den internationale forening til tuberkulosens bekæmpelse 1904–21 og blev æresmedlem 1922, han var formand for Foreningen af overlæger ved danske brystsygesanatorier 1914–21 og blev membre titulaire de l'Union internationale contre la tuberculose fra 1922. Han var medstifter af Nordisk tuberkuloselægeforening 1919 og var formand for Nordisk tuberkulose-litteraturring 1923–25, for Dansk selskab for tuberkuloselæger 1924–27 og for Nordisk tuberkuloselægeselskab 1925–27. Han var endvidere medlem af Kbh.s kommunes hospitalsrådsudvalg 1916–20 og af dens hospitalskommission af 1932 samt tilforordnet sundhedsstyrelsens specialistnævn 1935. S. har skrevet adskillige tidsskriftartikler og udgivet et større arbejde, Lungetuberkulosens hygiejniske Behandling, 1912, samt holdt en betydelig række foredrag ved møder og kongresser. Sin væsentligste indsats ydede han som overlæge ved Boserup sanatorium (1901–36) som han ledede med stor dygtighed, brændende iver og aldrig svigiende omhu for patienternes vel.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.