21-årig syrer skal 6,5 år i fængsel for terrorplaner i København

Den 21-årige syrer Dieab Khadigah får 6,5 års fængsel, lyder dommen i retten i den sydtyske by Ravensburg.

Den 21-årige har igennem retssagen benægtet, at han selv ville udføre et terrorangreb. Han var blot kurer, forklarede han i retten. (Foto: © Hanne Høier, DR)

En 21-årig syrisk flygtning er dømt skyldig i en sag om et planlagt bombeangreb i København.

Således lyder kendelsen i retten i den sydtyske by Ravensburg, hvor Dieab Khadigah dømmes til fængsel i 6,5 år.

Dommen skal afsones som en såkaldt ungdomsstraf, der betyder, at der i straffen indgår en større del rehabilitering. Ungdomsstraffen skyldes hans lave alder, at han ikke er tidligere straffet og at han tidligere har fået konstateret posttraumatisk stress.

Dommen blev afsagt i en tætpakket retssal, hvor bevæbnede betjente vogtede alle døre, og hvor den 21-årige syrer blev ført ind i retten iført fodlænke og håndjern.

Fra dommeren lød det, at Dieab Khadigah forberedte den værste forbrydelse, som tysk ret kender til, hvor målet var at slå mange mennesker ihjel. Retten finder det dog ikke bevist, at den 21-årige syrer selv ville gennemføre bombeangrebet, som anklagemyndigheden ellers havde påstået.

Til gengæld er han kendt skyldig i at have udstyret til en bombe og at have planer om at finde mere materiel, så han dermed kunne producere flere bomber, lød det fra sagens dommer.

Arbejdede tæt sammen med IS

Sagens dommer kalder de 6,5 år for en relativt lang straf. Den konkrete udmåling skyldes, at Dieab Khadigah havde tæt kontakt med Islamisk Stat på internettet - via Facebook, mail og Messenger - og at han har arbejdet tæt sammen med medsammensvorne.

Det er desuden bevist, at den 21-årige syrer havde fortalt terrororganisationen, at han var klar til at gøre hvad som helst, der kunne fremme deres sag. Det er yderligere underbygget ved, at den dømte havde efterladt sig otte afskedsbreve på sin telefon. Dieab Khadigah havde påstået, at brevene var skrevet af en ven, men den forklaring købte sagens dommer ikke.

I dommen forklares det i stedet, at man får det indtryk, at den 21-årige syrer var en mand, der lukkede sit liv i Sydtyskland ned, inden han tog til Danmark.

Dieab Khadigah har nu en måned til at beslutte, om han vil anke dommen til en højere retsinstans.

Syrer: Jeg var kurer for IS

Den 21-årige syriske flygtning har tidligere erkendt, at han sympatiserer med Islamisk Stat. Han har dog nægtet sig skyldig i, at han selv ville begå et terrorangreb i København.

Dieab Khadigahs forklaring var, at han var kurér for terrororganisationen, og at han skulle aflevere materiale til at producere en bombe til en person i Danmark.

- Min opgave var at transportere en taske til København og aflevere den til en kontaktperson på banegården der, har han sagt under retssagen.

Under retssagen har han erkendt at have haft kontakt med to personer, der planlagde et bombeangreb i København.

Den ene har han kun haft kontakt med på Facebook. Den anden skulle han efter eget udsagn mødes med på Hovedbanegården i København.

Den tyske anklagemyndighed har dog fra retssagens begyndelse ment, at der er klare beviser på, at den tiltalte selv ville begå udåden. Eksempelvis fandt man efter anholdelsen en række breve på hans telefon, som man mener var afskedsbreve.

Desuden havde den 21-årige syrer ikke nogen returbillet til Tyskland, han havde intet skiftetøj og næsten ingen penge.

Havde ikke papirerne i orden

Dieab Khadigah blev anholdt 20. november i fjor, efter at han dagen forinden var blevet afvist ved færgeafgangen ved Rødby, da han hverken havde pas eller billed-id.

Tysk politi havde længe haft den unge mand i søgelyset for at sympatisere med Islamisk Stat og valgte at anholde ham under hans togtur hjem til Biberach i den sydlige del af landet.

I bagagen gjorde betjentene et opsigtsvækkende fund. Blandt andet fandt man 17.000 tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkies og to køkkenknive, ingredienser, som man kan bruge til at lave en bombe med.

Til trods for fundet var den 21-årige helt rolig under anholdelsen, har en betjent fortalt under retssagen.

- Han reagerede egentlig ganske roligt. Jeg havde formentlig selv reageret noget anderledes og ikke så roligt, hvis det var mig, fortæller en politimand, der var på vagt 20. november sidste år, i retten.

Anholdelsen af den unge syrer sidste år fik ikke Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at hæve trusselsniveauet, som i forvejen er højt. PET har oplyst, at de løbende er i kontakt med de tyske myndigheder om sagen.