PRESSE: Nyt samarbejde om kunst og barsel

Dato

september 3, 2025

Kunst På Arbejde og Kunst På Barsel lancerer et helt nyt tilbud til virksomheder, der vil styrke trivsel, tilknytning og fællesskab under barsel.

1 ud af 3 medarbejdere skifter job efter endt barsel. Det vil to kunstaktører nu gøre op med – ved at bringe kunsten i spil som brobygger mellem arbejdsliv og forældreskab.

Med et nyt samarbejde introducerer Kunst På Arbejde og Kunst På Barsel et unikt tilbud til danske virksomheder, der ønsker at investere i deres medarbejderes trivsel – også under barsel. Initiativet kobler kunstoplevelser, netværk og samtaler i trygge rammer og styrker både den mentale sundhed, forældrerollen og relationen til arbejdspladsen.

“Barslen er en overset overgang i arbejdslivet. Mange føler sig ensomme og mister tilknytningen til arbejdspladsen. Med kunstens nærvær og åbne rum skaber vi et fælles tredje – hvor det enkelte menneske bliver mødt som både forælder og fagperson,” siger Tanya Lindkvist, direktør for Kunst På Arbejde. 

Kunst På Barsel - Apolonia Arken

Kunst som samtalestarter og fællesskaber i bevægelse

Det nye initiativ bygger på månedlige kunstmøder for barslende medarbejdere i Kunst På Arbejdes medlemsvirksomheder. Her mødes deltagerne om kunstudstillinger, atelierbesøg, oplæsninger, workshops eller små koncerter – på kulturinstitutioner landet over.

 “Vi ved fra både forskning og praksis, at kunst skaber forbindelse og åbner for refleksion. Det er præcis, hvad mange nybagte forældre har brug for – et meningsfuldt frirum og et sted at dele tanker, erfaringer og drømme med andre i samme livssituation,” siger stifter af Kunst På Barsel, Malou Solfjeld

Tilbuddet er både for førstegangs- og flergangsforældre, og kan tilpasses virksomhedens eksisterende netværk eller fungere på tværs af virksomheder. Konceptet understøtter sociale bundlinjer (ESG) og kan være en del af virksomhedens DE&I-strategi, sundhedstilbud eller rekrutteringsindsats.

Fordele for virksomheder
·   Styrker trivsel og mental sundhed hos medarbejdere på barsel
·   Fastholder relationen til arbejdspladsen i en sårbar livsfase
·   Letter overgangen tilbage til arbejdet – kunsten som brobygger
·   Positionerer virksomheden som ansvarlig og moderne
·   Understøtter ESG (S’et), DE&I og employer branding

Om parterne

Kunst På Arbejde er en mobil kunstinstitution med 70 års erfaring i at bringe samtidskunst ud til arbejdspladser i hele Danmark.

Kunst På Barsel skaber kunstneriske oplevelser og fællesskaber for forældre på barsel og er kendt for at bringe æstetik, eftertanke og nærvær ind i hverdagen med baby.

Kontakt os

Tanya Lindkvist, direktør, Kunst På Arbejde
T: +45 2167 0749 / M: [email protected]

Eva Helsted, presse- og kommunikationsansvarlig, Kunst På Arbejde
T: +45 5334 9626 / M: [email protected]

Læs pressemeddelelsen i sin fulde længde her

PRESSE: Kunst På Arbejde er udpeget som rådgiver for kunstindsatsen i Børsen

november 3, 2025
Styregruppen Børsen Dansk Erhverv 2025

PRESSE: Kunst På Arbejde og Polestar satser på kunst i bevægelse

september 18, 2025
Kunst i bevægelse - Kunst På Arbejde og Polestar - Foto Daniel Rasmussen

PRESSE: Kunst På Arbejde sætter ny retning for fremtidens arbejdsliv

august 21, 2025
Tanya Lindkvist og Kristina May