Aksel Andersen, Aksel Stokholm Andersen, 29.1.1903-19.7.1952, havearkitekt. Født i Ringkøbing, død i Charlottenlund. A. blev uddannet som gartner. Hans faglige kunnen parret med en dybt kunstnerisk begavelse og en udpræget evne til at kunne udtrykke sig grafisk var grundlaget for hans virke som landskabsarkitekt, fra 1930–46 hos stadsgartneren i København og, sideløbende, fra 1936–45 som medarbejder hos G. N. Brandt. 1.11.46. efterfulgte han G. N. Brandt som stadsgartner i Gentofte kommune indtil sin død 1952. Fra nov. 1946 var han medlem af akademirådets udvalg for havekunst. Hans personlighed var beskeden, lavmælt og en smule veg, men han var sig sit arbejdes kvalitet bevidst og ubøjelig over for sine kunstneriske ideer og krav, og han indlod sig aldrig på kompromiser. Han var en fremragende tegner, grafikeren i dansk havekunst er han blevet kaldt. Som elev og medarbejder hos G. N. Brandt var han stærkt påvirket af dennes syn på og arbejde med terræn og planter, men medens Brandt var nøgtern og streng var A. graciøs i sit plantevalg og legende og romantisk i sit projekteringsarbejde. Hans kærlighed til farver og yndefulde vækster er for eftertiden kun bevaret i hans skitser, tegninger og planer. I haveanlæggene udviskes disse detaljer i årenes løb, og kun de store linjer, behersket af naturens love og de pågældende vedligeholdelsesgartnere vidner om A.s indsats som navekunstner. Sammen med G. N. Brandt har han udarbejdet haveplaner til haven ved Store Kro i Fredensborg, 1938–42, Radiohusets taghave i København, 1940–41, friarealerne ved udvidelsen af Københavns universitet på Nørre fælled, 1940–41, springvandsterrassen ved søen i Københavns Tivoli 1943 og restaureringen og forenklingen af haven ved Marienlyst slot i Helsingør 1944. I sin embedstid som stadsgartner i Gentofte har han udformet offentlige anlæg som Holmehaven, Dyssegårdsparken, stianlæg ved Gentofte sø og omdannelse af Charlottenlund fort til folkepark, strandpark og campingplads. I 1951 udformede han de fine grønområder ved Skovgårdsskolen. Som privat landskabsarkitekt har han projekteret en lang række anlæg ved boligområder: Søndergårdsparken i Bagsværd, 1940 og 1950, Carlsro i Rødovre (i samarbejde med J. Palle Schmidt) 1951–57, Bredalsparken i Hvidovre (i samarb. med samme) 1949–55 og Islevvænge 1959. En særlig indsats gjorde A. ved planlægningen af Mindelunden Ryvangen med en følsom kombination af moderne parkanlæg og eksisterende bevoksning til understregning af stedets særlige karakter.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.