G.N. Brandt

G.N. Brandt, Gudmund Nyeland Brandt, 17.3.1878-30.4.1945, havearkitekt. Født på Frbg, død i Gentofte, urne på Ordrup kgd. B. blev student fra Ordrup gymnasium 1897 og cand. phil. 1898. Han blev uddannet som gartner hos handelsgartner N. Jensen, Vandal, Valby, 1899–1901, i England 1901–02, i Jardin des Plantes, Paris, 1902 og i Tyskland 1903. Efter hjemkomsten arbejdede han i faderens gartneri i Ordrup som han overtog 1906 og afhændede kort efter. Han blev ansat som gartner ved Gentofte kommune 1906 og var graver ved Ordrup kirkegård 1910–27. Fra 1921 var han samtidig konsulent for Gentofte kommune i parkspørgsmål og 1927–45 kommunegartner i samme kommune. Her anlagde han Hellerup strandpark 1912–18 hvis staudehave og rosenhave er perler i dansk havekunst, bevaret og let restaureret af C. Th. Sørensen. I 1918, året efter at Øregård var blevet erhvervet af kommunen, foretog B. en omlægning af Øregårdsparken, og i decenniet 1920–30 ændrede og udvidede han Ordrup kirkegård hvor landskabsmoti verne: engen, skovbrynet og skovbunden blev indført som noget nyt i dansk havekunst. Samme motiver genfindes i lille skala i B.s egen have ved tjenesteboligen på Ørnekulsvej, Ordrup. Hans hovedværk var Mariebjerg kirkegård ved hvis planlægning og tilplantning B. lagde vægt på planternes naturlige og arkitektoniske virkning. Den blev indviet 1936 og projektet belønnet med Eckersberg-medaljen 1937, med C. F. Hansen-medaljen 1945. Af privathaver har B. projekteret Svastika i Rungsted 1925–27, fru Else Kraks have i Vindbyholt 1928, Helge Jacobsens have i Rungsted 1930–31. Han anlagde kolonihaveparkerne i Jægersborg 1931, Helsingør 1935 og forestod restaurering af Marienlyst slotshave 1917, kunstindustrimuseets grønnegård i København 1923–24 og Vordingborg slotsbanke. Hans sidste projekter var nyanlæg i Københavns Zoo, taghaverne på Radiohuset, Rosenørnsalle i Kbh., terrassehaverne med springvandsanlæggene i Tivoli og en udviklingsplan for Tivoli. B.s store faglige indsigt og gode pædagogiske evner gjorde ham selvskrevet til at beklæde det første lektorat i havekunst ved kunstakademiets arkitektskoler 1924–40. Han lagde her grunden til det fremtidige samarbejde mellem arkitekter og havearkitekter og formede samspillet mellem hus og have. Han var medlem af akademirådets udvalg for havekunst 1942–45. B. skrev en række populære havebøger Stauder 1915, Roser, (red.) 1917, Vand- og Stenhøjsplanter, 1917, Chrysanthemum og Lathyrus, 1920, men hans vægtigste litterære indsats var dog en lang række tidsskriftsartikler, ofte med polemisk indhold: Den kommende Have i Havekunst årg. 8, Ujævn Kulturi Ark. Ugeskr., årg. 1931, Den moderne Haveplan i Ark. Ugeskr. årg. 1937, Marienlyst Have i Ark. årg. 20, Træer i Ark. årg. 21 og Kirkegaarde og Gravsteder, Ark. årg. 24. Hans fagbibliotek findes opbevaret i kunstakademiets studiearkiv. B. kaldte sig selv gartner, ikke havearkitekt, især for at understrege planternes og gartnerens grundlæggende betydning ved udformning af alle typer haveanlæg. Hans virke er skelsættende i Danmark, den første af de moderne havearkitekter hvis arbejder berører alle samfundets havetyper. B. arbejdede analytisk og færdiggjorde sine planer i tankerne før de blev tegnet. Han udnyttede skønheden i balancen mellem det arkitektoniske og det landskabelige, han dyrkede "særhaven" og genskabte i sine haveanlæg de bedste detaljer fra det danske landskab og den danske natur.