Axel Bisgaard

Axel Bisgaard, Axel Emil Bisgaard, 23.5.1875-20.8.1939, læge. Født i Kbh. (Holmens), død i Roskilde, begravet Skt. Hans kgd. B. blev student 1893 fra Ålborg og tog samtidig med at han gjorde studier inden for kemien medicinsk embedseksamen 1899. Efter forskellige kandidatpladser ved kommunehospitalet, Oringehospital og Frederiks hospital (1902–03) nedsatte han sig som praktiserende læge i Vinderup 1904. 1909 vendte han tilbage til psykiatrien og var kandidat på Skt. Hans hospital til 1911 hvorefter han ansattes som reservelæge sst. til 1915. 1913 erhvervede han doktorgraden på en afhandling om Æggehvidestofferne i Cerebrospinalvædsken og deres kliniske Betydning. Hans metode og apparatur var i mange år norm for disse undersøgelser, både på danske hospitaler og i udlandet. 1915 udnævntes han til overlæge på Skt. Hans hospital. B.s betydning for dansk psykiatri består i at han på fremtrædende måde har fremmet interessen for sindslidelsernes organiske grundlag, især i biokemisk henseende og til gengæld kun indrømmet den psykologiske anskuelse betinget værdi. Han har herved indledt en moderne æra inden for psykiatrien som har fået navn af den B.ske skole, fulgt af mange elever. Han har selv offentliggjort en række afhandlinger, bl.a. en afhandling i Skt. Hans hospitals festskrift om de Abderhaldenske afværge-fermenter. En række arbejder af B. og hans elever over forstyrrelser i kvælstofomsætningen (dysregulatio ammoniaci) ved epilepsi har haft afgørende betydning for epilepsiforskningen. Selv om dette problem ikke er afklaret har B.s undersøgelser dog ledet epilepsiforskningen ind i nye baner og vist den betydning der må tillægges faktorer uden for selve centralnervesystemet ved denne lidelse. Også på andre områder har B. været foregangsmand; han var således den første, der indførte malariabehandlingen af Dementia paralytica i Danmark 1922, umiddelbart efter dennes fremkomst (i Wien). B. var en ægte forskernatur der med entusiasme gik op i sit laboratoriearbejde, virksom og ansporende til det sidste.