C.E. Bloch

C.E. Bloch, Carl Edvard Bloch, 21.9.1872-11.2.1952, læge. Født i Kbh. (Holmens), død sst., urne på Vestre kgd. B. blev student 1890 fra Hauchs skole og tog medicinsk eksamen 1897. Han var klinisk assistent under professoratet i klinisk medicin 1899–1901, derefter kandidat ved Kbh.s amts sygehus, Frederiks hospital og Dronning Louises børnehospital 1901–04, reservelæge sidstnævnte sted 1904–07, blev dr. med. 1902 (Studier over Tarmbetændelse) og privatdocent 1906, var chef for Kbh.s polikliniks børneafdeling 1906–10. Fra 1910–43 var han overlæge ved rigshospitalets s.å. oprettede afdeling for børnesygdomme og docent ved universitetet i pædiatri, som ved B.s initiativ blev gjort til obligatorisk undervisningsfag 1912. Han blev fungerende professor 1916, professor ordinarius 1931. Han blev medlem af konsistorium 1928 og var universitetets rektor 1931–32 og fra 1936–42. B. har ydet værdifulde bidrag til pædiatrien ved grundlæggende arbejder over fordøjelsesorganernes patologi i den første barnealder; i disputatsen påviste han betændelsesforandringerne i nedre del af tyndtarm og i tyktarm. Børneatrofi var en funktionel forstyrrelse. Han påviste i 1916 at den såkaldte øjentørsot (Xerosis conjunctivæ) og henfald af hornhinden (Keratomalacia) der medførte blivende blindhed, skyldtes mangelfuld ernæring, specielt mangel af et stof der findes i smorfedt og levertran, og som senere viste sig at være identisk med det på dette tidspunkt endnu ikke kendte A-vitamin. Sin interesse for ernæringsproblemer overførte B. til en lang række af elever, og dygtige arbejder om D-, C- og B-vitaminernes kliniske betydning kom fra hans afdeling i de følgende år. Han vejledede sine elever og medarbejdere uden ønske om selv at optræde som medforfatter – ligesom han ved sin klinisk betonede studenterundervisning ønskede at lære studenterne at iagttage og tænke selvstændigt. Han var svær at komme på nært hold, men kunne optræde både vindende og human. Som medlem af konsistorium blev han ved sin stringente tanke en af universitetets fire repræsentanter i universitetskommissionen af 1935 hvis vigtigste resultat blev ændringen af universitetets forfatning. B. blev den første rektor under den nye forfatning hvor han kom til at forme traditionen under det nye styre med deling af ansvaret mellem rektor og kurator – og han kom til at lede universitetet i de første og i mange henseender afgørende år under den tyske besættelse 1940–45 med fasthed og værdighed ved sin frygtløshed og smidige retlinethed. Det lykkedes ham sammen med departementschef K. H. Kofoed at sikre universitetet byggegrundene på Nørre fælled for det naturvidenskabelige og medicinske fakultet, ligesom han sikrede universitetets gobeliner for udvidelsen af festsalen. Inden sin afgang nåede han også ved en aktiv indsats at sikre oprettelsen af Michaelsen-instituttet, hvori neuro-fysiologisk og isotopinstituttet fik gode ydre kår.