Chr. Speggers, Christen Speggers, 26.11.1906-3.2.1983, landmand, organisationsleder. Født i Mjang, Hørup sg., Als. Efter uddannelse ved landbruget, på ungdoms- og efterskole overtog S. 1931 sin fødegård som han ejede til 1973. 1938 blev han formand for det lokale mejeri, og 1944 for Den alsiske landboforening. S.s indsats kom dog til at ligge inden for mejeriorganisationerne hvor han 1945 valgtes til formand for Sønderjyske landmænds andels smøreksportforening og 1949 for den betydende Sønderjydsk mejeriforening. 1958 blev S. formand for De samv. jydske mejeriforeninger, og n.å. efterfulgte han Søren Overgaard som formand for De danske mejeriforeningers fællesorganisation. S. markerede sig tilsyneladende mindre stærkt end sin forgænger, men han evnede at formidle samarbejde i en for mejeribruget problemfyldt overgangstid, og i et nært samarbejde med fællesorganisationens direktør, T. Mathiassen, forberedte han etableringen af Mejeriselskabet Danmark 1970 og reorganisationen af fællesorganisationen i takt med den ændrede struktur i mejeribruget der gennemførtes 1972. Efter denne reorganisation fratrådte S. som formand s.å. og afviklede tillige de talrige hverv der naturligt fulgte med stillingen som folkevalgt leder af de danske mejeriers sammenslutning. – S. virkede på sin post som formand for fællesorganisationen for en styrkelse af denne, både over for medlemmerne og over for myndighederne, og hans indsats har væsentlig bidraget til at den reorganiserede organisation også efter indtrædelsen i EF har kunnet bibeholde en lang række administrative funktioner. Ved siden af sin virksomhed inden for mejeribruget har S. taget aktivt del i sin hjemegns folkeligt-nationale arbejde og er fra 1974 formand for Sprogforeningen. -Tildelt Segelcke-medaljen 1976.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
USA's højesteret
USA's højesteret vil i løbet af de kommende måneder tage stilling til, om det er lovligt, at præsident Donald Trumps regering tidligere i år indførte høje toldsatser på udenlandske varer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.