Christian Bloch, Jacob Christian Demant Bloch, 6.8.1859-5.3.1944, søofficer. Født i Kerteminde, død i Kbh. (Holmens). B. blev kadet 1877, sekondløjtnant 1881, premierløjtnant 1883, kaptajn 1899 og kommandør 1909. Han deltog 1886–87 i Ryders opmålings-ekspedition i Sydgrønland nord for Upernavik og ledede 1890 selv en opmåling i Sydgrønland. 1892–95 var han skoleofficer og 1899–1903 næstkommanderende ved søofficersskolen, i de mellemliggende år var han fyrinspektør. 1904 var B. chef for fiskeriinspektionen uden for Skagen. 1905–09 var han chef for flådens mærkevæsen, 1909–19 direktør for søkortarkivet. Han udførte sin tjeneste her som andetsteds med samvittighedsfuldhed og dygtighed. Han var dansk medarbejder ved udgivelsen i 1901 af den dansknorske signalbog, 1917 formand i en international voldgiftsdomstol i Haag i anledning af to tyske undervandsbådes internering i Holland, 1918 medlem af "Igotz Mendi"-kommissionen i Berlin i anledning af damperen Ivigtuts sænkning i Atlanterhavet. Som Danmarks delegerede deltog han 1919 i den internationale hydrografiske konference i London hvor der blev taget bestemmelse om internationalisering af søkort og farvandsbeskrivelser m.m. og hvor oprettelsen af det international-hydrografiske bureau der fik sæde i Monaco blev vedtaget. Ved opnået aldersgrænse s.å. fik han sin afsked fra søofficerskorpset og udnævntes til kommandant i Nyboder, i hvilken stilling han forblev til 1930.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.