T-celle lymfom

T-celle lymfomer er sjældne og har en samlet forekomst på omtrent 140 nye tilfælde om året i Danmark. Ud af de 140 nye tilfælde er cirka 40 lokaliseret til huden. T-celle lymfomer udgør omkring 5-10 % af Non-Hodgkin lymfomer.

WHO har defineret 36 undertyper af T-celle lymfomer og NK-celle lymfomer. NK-celler er såkaldte "natural killer cells", som sammen med en undergruppe af T-lymfocytter (gamma/delta) T-lymfocytter indgår i det tidlige immunforsvar mod invaderende mikroorganismer. En anden hovedgruppe af T-lymfocytter (alfa/beta) indgår i senere og mere sofistikerede faser af immunforsvaret med en højere grad af specificitet for angrebsmålet og med indbygget hukommelse for tidligere angreb, hvilket danner basis for effekten af vaccinationer.

T-lymfocytterne opdeles også i henholdsvis CD4 og CD8 positive T-lymfocytter, hvor CD4 positive T-celler betegnes "hjælper" T-lymfocytter, og CD8 positive T-lymfocytter betegnes "cytotoxiske" T-lymfocytter med reference til deres funktioner. T-lymfocytterne stammer fra thymus, og i den tidlige fase af deres udvikling er de både positive for CD4 og CD8, indtil de modner op og udspecialiserer sig.

Alle undertyper af T-lymfocytter og NK-celler kan udvikle sig til kræftceller og præsentere sig som et lymfom. Ofte er disse lymfomer lokaliseret til hud eller slimhinder, men der findes også T- og NK-celle lymfomer lokaliseret til lymfeknuder, milt, knoglemarv og blod. Afhængigt af undertypen kan sygdommen være meget aggressiv med hurtig sygdomsudvikling eller meget indolent og fredelig.

Behandlingen kan være lokal med salver eller bestråling eller mere generelt medicinsk med kemoterapi eller immunterapi. Behandlingen er ofte vanskeligere og behandlingsresultaterne ringere end for tilsvarende lymfomsygdomme udgående fra B-lymfocytsystemet.

• mycosis fungoides
• lymfom
• T-lymfocytter