Frederik, 1529-27.10.1556, hertug. Død i Kiel, begravet i Slesvig domk. F. havde fra 1540 Christian IIIs tyske hofpræst Andreas Jedicke til tugtemester og fik en halvlærd opdragelse da han bestemtes til at søge bispeværdigheden. Ved hertugdømmernes deling 1544 blev han forbigået idet brødrene lovede at skaffe ham ærkebispedømmet Bremen. Da dette ikke lykkedes, skaffede de ham foreløbig et kannikedømme i Köln. Da han blev tyve år gammel, stod brødrene over for at måtte indrømme ham en del af hertugdømmerne hvis stænder havde hyldet ham. For at undgå dette overdrog kongen ham bispedømmet Slesvig med Svavsted, idet kapitlet valgte ham til koadjutor hos bispen, Tileman van Hussen (1549). S.å. indgik han i Assens en overenskomst med sine brødre, hvorefter han opgav al ret til hertugdømmerne for deres og deres mandlige efterkommeres livstid imod foruden Slesvig stift at få en årpenge af 9.000 mark indtil der kunne skaffes ham et større stift. Kort efter døde biskoppen, og F. der tidligere var indtrådt i hans ret antog nu også titlen. 1552 opnåede han derpå ligeledes bispedømmet Hildesheim hvor han ligesom i Köln stod i lydighedsforhold til paven. Han beholdt dog også indtil videre sin pension fra brødrene. F.s tidlige død skyldtes vistnok tuberkulose; før sin død testamenterede han broderen Adolf på Gottorp alle sine ejendomme. Slesvig stift havde han forpligtet sig til at overlevere kongen skadesløst, men overlod det ikke des mindre til Adolf der straks efter hans død satte sig i besiddelse af det. De to brødre synes at have stået hinanden nær også i deres tvetydige eller lunkne forhold til de kirkelige spørgsmål som kongen omfattede med den største nidkærhed.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.