John Cunningham, ca. 1575-.1651, søofficer, ekspeditionsrejsende. Født i Skotland, muligvis på godset Barons, død antagelig på Gerdrup, begravet 9.12. s.å. i Eggeslevmagle k. C. blev 1603 på kong Jacob Is anbefaling taget i tjeneste som skibshøvedsmand i den danske flåde, rimeligvis især på grund af sit kendskab til arktiske farvande, idet han da Christian IV 1605 realiserede sin plan om udsendelse af en ekspedition til genopdagelse af Grønland valgtes til leder af denne. Ekspeditionen bestod af tre skibe Trost, Løven og Marekatten, af hvilke C. selv førte det førstnævnte og havde James Hall om bord som "kendtmand". Ekspeditionen afgik fra Kbh. 4.5. og nåede i slutningen af måneden op under Grønland hvor et fremtrædende forbjerg døbtes Kap Christian efter kongen. Skibene skiltes nu idet "Løven", ført af Godske Lindenov, søgte land ved Fiskenæsset og efter kort ophold sejlede hjem. C. søgte med de to andre skibe nordover i Davisstrædet, tog landkending omkr. 67° n. br. hvor det højeste fjeld i landskabet, Qåqatsiaq, døbtes Mount C. medens andre lokaliteter fik navn efter dronning Anne og enkedronning Sophie. I midten af juni løb de ind i fjorden Itivdleq (66½° n. br.) som døbtes Kong Christians fjord og hvor C. tog station, kom i forbindelse med indfødte der trods forsøg på at vinde dem stillede sig ret uvenligt og til sidst fjendtligt, og i de følgende uger undersøgte omegnen og rejste varder forskellige steder i Itivdleq medens Hall sendtes ud for at udforske landet nordefter til ca. 69° n. br. I juli forenedes de igen og tiltrådte hjemrejsen der endte heldigt i løbet af fire uger. Ekspeditionen hjembragte nogle grønlændere, en del varer og noget mineral der antoges for sølvholdigt. Dens betydningsfuldeste resultat var dog kyststrækningens kortlægning og geografiske undersøgelse. I den n.å. udsendte nye ekspedition på fem skibe deltog C. som chef på Løven medens ledelsen var overdraget Lindenov - C. var derefter skibschef i flåden til han 1619 blev lensmand for Vardøhus og Finmarken. Ved sit andet giftermål blev han ejer eller medejer af Gerdrup.
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen præsenterer i dag et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.