Peder Jespersen, Peder Dam Jespersen, 11.3.1772-28.9.1835, sandflugts-kommissær, landmand. Født i Neksø, død i Rønne, begravet sst. Efter dansk juridisk eksamen nedsatte J. sig som prokurator 1795, blev 1797 byskriver i Neksø (til 1816), 1798 tillige herredsskriver for Sønderherred. J. fik adskillige offentlige hverv, bl.a. som priseretsdommer under Englænderkrigen, som landvæsenskommissær og sandflugtskommissær. Kort før sin død blev han valgt som stænderdeputeret for de bornholmske købstæder. Efter svigerfaderens død overtog han købmandsgården og flyttede til Rønne 1809. Til købmandsgården hørte avlsgård og J. købte ydermere Sejersgård nord for Rønne. Han interesserede sig mere for landbrug end for købmandskab og blev foregangsmand inden for landbruget. Sejersgård lå umiddelbart syd for det daværende sandflugtsområde, nu Blykobbe plantage. 1818 havde rentekammerets sandflugtsinspektør Erik Viborg (også veterinær og botaniker) besøgt de bornholmske sandflugtsarealer og afgivet betænkning om dæmpning som skulle ske ved fredning af klitterne for kreaturgræsning og plantning af hjelme. 1819 blev J. tilsynsførende med sandflugten og 1821 blev han udnævnt til sandflugtskommissær. Han fulgte kun første del af Viborgs anvisning, nemlig fredning, idet selve dæmpningen blev gennemført ved udsæd af græs- og urtefrø der blev samlet på J.s hølofter samt af frø af birk, el, elm, kirsebær, lærk og senere også af skovfyr og rødgran. Hans strenge håndhæven af forbudet mod kreaturgræsning på sandflugten skabte megen modvilje mod ham hos dem der tidligere havde haft græsningsret, men J. stod fast, støttet af sin bror Christian J. der var amtmand på Bornholm. Takket være græsningsforbudet lykkedes det snart J. at frembringe en skovbevoksning mellem Rønne og Hasle. Træerne voksede så godt at han kunne give tilladelse til kvassankning allerede omkring 1830. En mindesten, rejst 1886 på Tillehøje i Blykobbe plantage meddeler: "Taknemmeligt minde fra egnens beboere."
Det sker
Karakterer og karakterskalaer
Regeringen har nu præsenteret et udspil til en ny karakterskala, der skal erstatte den nuværende 7-trinsskala. 7-trinsskalaen har været i brug siden 2006 og er blandt andet blevet kritiseret for dens brug af den negative karakter -3.
J-dag
J-dag er dagen, hvor Tuborgs julebryg kommer i handlen. Dagen falder hvert år på den første fredag i november. J-dag blev lanceret i 1990 efter fransk forbillede.
Tropiske cykloner
Tyfonen Kalmaegi har været skyld i mindst 114 filippineres død siden tirsdag. Kalmaegi bevæger sig nu mod Vietnam, der allerede er ramt af massive oversvømmelser. Tyfon er betegnelsen for en tropisk cyklon dannet i det vestlige Stillehav.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.