Peter Sabroe, 1867-1913

Peter Sabroe blev født i Gødvad ved Silkeborg i 1867, men allerede som barn flyttede han til Aarhus med familien. Han var søn af forpagter Anders Agerup Sabroe (1820-1896) og Mette Marie Rasmussen (1841-1921), men trods de pæne titler voksede han op under relativt fattige kår, hvor han hjalp til og samlede kul på havnen til familiens komfur. Sabroe var også kun 14 år gammel, da han drog mod hovedstaden for at gå i lære som skomager. I København fattede han hurtigt interesse for den gryende socialistiske bevægelse, og hans deltagelse i en skomagerstrejke førte til bortvisning fra pladsen. Herefter forsøgte han sig med en læreplads som hattemager, men snart blev han fanget af at skrive.

Peter Sabroe blev i 1892 gift med Thyra Møller (1868-1940), og sammen fik de fire børn. Familien rummede dog ofte flere, idet de havde mange plejebørn boende. En af Sabroes sønner, Sven Sabroe (1906-1996), udgav i 1967 en bog om sin far under titlen Min mærkelige far, hvori han beskrev, at han ofte havde en ny plejesøn at lege med under sin opvækst.

Peter Sabroe fik dog ikke sjældent ørerne i maskinen for egenhændigt at blande sig i andre familiers private anliggender. Han mente, at han reddede en masse plejebørn fra dårlige familier, mens disse modsat anlagde sager om barnerov. Sådanne benspænd satte dog ikke en stopper for Sabroes overbevisninger om, hvad der var i barnets bedste interesse.

Peter Sabroes skarpe pen og mund bragte han med til Folketinget, hvor han blev valgt ind i 1901. Sabroe var særdeles højlydt modstander af justitsminister P.A. Albertis (1851-1932) såkaldte ’pryglelov’ og holdt timelange dundertaler imod korporlige afstraffelser. I sin tid som folketingsmedlem var han bl.a. medlem af Tyendekommissionen (1906), ligesom han var medvirkende til vedtagelsen af Børneloven i 1905. Fra talerstolen i Folketinget udtalte han bl.a. om den nye børnelov, at denne lov: ”må betragtes som ikke alene denne samlings vigtigste lovgivningsresultat, men jeg vil endog sige som et af de vigtigste, der er opnåede i løbet af den sidste halve snes år. Det skal nok vise sig, når det bliver ført ud i livet, at betyde velsignelse og lykke for tusinder og titusinder af børn i årenes løb”.

Sabroe var med til at afdække en række dårlige forhold og straffende opdragelsesmetoder på børnehjem også efter Børnelovens ikrafttræden, så han var formentlig også klar over, at en anbringelse fra hjemmet ikke nødvendigvis var en velsignelse. Særligt den såkaldte Hebron-sag står nok som en af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende skandalesager. Her satte Sabroe sit polemiske talent på spidsen, da han medbragte ildelugtende fedtegrever i Folketingets sal i 1908 for at fremvise, hvad pigerne på det indremissionske pigehjem Hebron blev udsat for. Pigehjemmet lå ved den lille landsby Handbjerg ved Struer. De ildelugtende fedtegrever var da også beregnet til hunde og fjerkræ, men det havde altså været en del af den daglige kost på pigehjemmet.

Sabroe nøjedes dog ikke med sin aktion på Folketingets talerstol. Sideløbende førte han en kampagne i den socialdemokratiske avis Demokraten, som resulterede i en kommissionsundersøgelse, der dog på de fleste punkter afviste Sabroes anklager med henvisning til de anbragte pigers påståede løgnagtighed. Presset blev dog tilstrækkeligt stort på forstanderinden for Hebron pigehjem, Edle Bransholm (1856-1922), som til sidst måtte tage sin afsked.

I private foretagender havde Sabroe ikke helt samme succes, som han havde som aktivist og politiker. I 1906 stiftede han eksempelvis en pølsefabrik som en protest mod konservesindustrien, men blot fire år senere blev den afhændet igen. Fabrikken havde ellers produceret ’Sabroes pølser’. Da han oplevede flere og flere injurie- og bødesager, fik han i stigende grad svært ved at få artikler trykt, hvorfor den entreprenante Sabroe stiftede sit eget blad, Sabroes Blad, der senere blev til Lille Paul.

I sommeren 1913 var Sabroe på en foredragsturné på Fyn og i Jylland, men den fik en brat ende den 26. juli. Toget mod Esbjerg blev afsporet ved Bramming i en af danmarkshistoriens største togulykker. 53 mennesker blev kvæstet, og 15 mennesker omkom, heriblandt Sabroe, kun 46 år gammel. Han blev begravet i Aarhus den 3. august, hvor en stor folkemængde på omkring 40.000 tog deres afsked med socialdemokraten, da han på sin sidste færd blev ført fra Domkirken til Nordre Kirkegård.

Peter Sabroe var i samtiden såvel som eftertiden kendt som ’børnenes ven’, men visse dele af historien har været mindre omtalt. Før sin død ved den frygtelige togulykke i 1913 var han ad flere omgange ved at blive ekskluderet af Socialdemokratiet. Han var dog så populær, at det ikke skete. Også senere har hans folkelige appel overskygget de interne stridigheder, og statsminister Mette Frederiksen (født 1977) har trukket en lige linje fra børnenes ven til børnenes statsminister i en tale ved Socialdemokratiets kongres i 2019:

”Socialdemokratiets historie er børnenes historie. Det startede med Peter Sabroes kamp for børnehjemsbørnene. Politiske modstandere mente, han overdrev. Indtil han tog en pakke fedtegrever med ind i Folketingssalen. Store kager af udkogt kød, indsølet i svinefedt. Det var den mad, der blev serveret på børnehjemmet Hebron. Sabroe vandt. Heldigvis. […] Poul [Nyrup]. Du afskaffede forældres ret til at slå på deres børn. Og med Helle [Thorning-Schmidt] satte vi den kriminelle lavalder op. […] Nu er vi klar til at tage de afgørende næste skridt. For der er stadig for mange børn, der vokser op med alkohol, misbrug og vold. Når forældre ikke kan finde ud af at tage sig af deres børn, så skal samfundet tage over. Og vi skal gøre det hurtigere. Alt for mange forældre får chance på chance. Og børnene betaler prisen. Vi skal altid stå på børnenes side. Flere børn skal have en ny familie. Flere børn skal vokse op i en familie med tryghed og kærlighed. Flere børn skal kunne adopteres. […] Danmark skal være verdens bedste sted at være barn. […] En regering under min ledelse skal være dén regering, der skriver det næste store kapitel i børnenes historie. Det er derfor, jeg i dag siger, til alle børn i Danmark: Jeg vil være børnenes statsminister.”

Sabroe er blevet et vigtigt holdepunkt for den socialdemokratiske selvforståelse, og også i Aarhus husker de deres tidligere bysbarn, hvor man på Østbanetorvet kan finde en mindestatue af Peter Sabroe udført af Elias Rasmussen Ølsgaard (1873-1964).

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

• Mette Frederiksen, f. 1977
• Socialdemokratiet, 1871-
• Børneloven i 1905 og forsorgen for børn i Danmark

• Børneloven, 14. april 1905
• En Værgeraadssag – vejledning i håndteringen af anbringelsen af børn, 1907
• Indkaldelser til kvindemøderne den 19. marts 1911
• Social-Demokraten: ”Kvindernes Demonstration i Gaar”, 20. marts 1911

• Bjerre, Cecilie: Børneloven 1905, 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag (2023).
• Sabroe, Sven: Min mærkelige far (1967).
• Voss, Erik: Peter Sabroe – De fattiges værner og de riges ris (2023).