Børneloven i 1905 og forsorgen for børn i Danmark

I oktober 1905 trådte Lov om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Personer i kraft. Loven, der blev kendt som Børneloven, fulgte i kølvandet på en række socialreformer i slutningen af 1800-tallet, heriblandt regulering af børnearbejde på fabrikker i 1873, revideringen af Fattigloven i 1891, Lov om alderdomsunderstøttelse for de såkaldt værdigt trængende over 60 år fra samme år og nye forsikringsordninger såsom Sygekasseloven fra 1892. Socialreformerne kom som følge af en samfundsudvikling, der havde skabt ny usikkerhed. Fra 1870’erne og frem havde udvandring, urbanisering og industrialisering medvirket til, at fattigdom ikke længere kun var et problem for folk på landet. Sociale problemer og fattigdom blev nu i tiltagende grad forbundet med arbejderbefolkningen i byerne. Urbaniseringen og industrialiseringen var med til at forandre de sociale strukturer, og arbejdsdagen på fabrikkerne blev mere reguleret. Armod og arbejdsløshed var selvsagt ikke fænomener, der alene blev skabt af det moderne industrisamfund. Lovgivning om fattighjælp går fx helt tilbage til efter reformationen i 1536. Men i takt med, at folk i stigende grad stuvede sig sammen i små uhumske boliger i byen og udførte farligt arbejde på fabrikkerne, blev de sociale problemer umulige at overse. Det gjaldt i særdeleshed for børnene, som legede og hang ud på gader og stræder – især i byens arbejderkvarterer. For hvem holdt øje med børnene, hvis begge forældre arbejdede på byens fabrikker?

Der var en stigende bekymring for børns ve og vel i byerne, og i 1893 blev der nedsat en kommission, som skulle vurdere, hvorvidt den moralske opdragelse af ”forbryderske og forsømte” børn skulle høre ind under statens ansvar. Kommissionens betænkning udkom i 1895, og det blev et rungende ja til, at staten nu skulle på banen. Kommissionens konklusioner var primært statistisk begrundet. Kommissionsmedlemmerne talte bl.a. juristen og den senere formand for Dansk Kriminalistforening Carl Torp (1855-1929) og mente at kunne påvise en stigning i børne- og ungdomskriminaliteten. På landsplan kunne man særligt spore en stigning i kriminalitetsraten blandt de unge drenge. Det var et problem nu og på længere sigt. Hvis staten ikke blandede sig, ville resultatet uvægerligt blive, at de skulkende og rapsende børn (drenge) endte som dårlige arbejdere, ringe soldater og ikke mindst som mangelfulde skattebetalere.

I betænkningen af 1895 var statistik ikke den eneste metode til at afgøre, om staten skulle træffe nye foranstaltninger for de yngste borgere. Også udveksling af idéer mellem lande var afgørende for den måde, Børneloven blev udformet og brugt på. De internationale sammenligninger fyldte en del, og man skævede særligt til forholdene i Tyskland og Norge. Den tyske model blev forholdsvis hurtigt afvist, idet den udelukkende forholdt sig til børn, der allerede havde begået strafbare handlinger, og dermed lod børn, som stod i fare for at gå ”moralsk og legemlig til grunde”, være fuldstændigt uden beskyttelse.

Norge og Sverige introducerede i henholdsvis 1896 og 1902 børnelove, hvorefter der blev etableret lokale værgeråd. Danmark fulgte i slipstrømmen på sine skandinaviske naboer, og dermed gik de nordiske lande ad en særlig vej, hvor kommunale råd og nævn skulle varetage ansvaret for ”forbryderske og forsømte” børn. Det adskilte sig fra USA og flere europæiske lande, der i stedet indrettede særskilte børne- og ungdomsdomstole.

I Børneloven blev straf og beskyttelse blandet sammen. Et barn kunne blive fjernet af tre årsager. Hvis det 1) havde begået en strafbar handling, 2) ikke havde begået noget strafbart, men måtte anses for moralsk fordærvet eller blev udsat for moralsk fordærvelse pga. forældrene, eller 3) blev mishandlet af forældre eller opdragere eller led en sådan nød, at dets sundhed eller normale legemlige udvikling blev udsat for alvorlig fare. Loven havde altså både en straffende og beskyttende funktion. På den ene side straffede den kriminelle børn og ”moralsk lastefulde” forældre. På den anden side beskyttede den børn mod mishandling og vanrøgt.

Med Børneloven blev der oprettet kommunale værgeråd, fra 1933 kaldt børneværn, der bestod af frivillige lægfolk. I begyndelsen var disse valgt ud fra erhverv (byens præst, læge, lærer eller lærerinde), og fordi de var valgt af kommunalbestyrelsen og arbejdede frivilligt, blev børneværnet opfattet som en demokratisk og lokalt forankret institution. Værnets opgaver bestod først og fremmest i at føre tilsyn, give advarsler og i sidste instans fjerne børn fra familien – også når det var imod forældrenes vilje. Værgerådsmedlemmer havde oftest fuldtidsarbejde ved siden af deres hverv, måske med undtagelse af visse fruer og frøkener. Der var ofte udskiftning i de lokale værgeråd, gerne efter et kommunalvalg, men der var flere eksempler på nogle, for hvem værgerådet blev en livsgerning.

Værgerådene var en underlig størrelse i det kommunale velfærdslandskab, og der opstod hurtigt en betydelig gråzone mellem det private og det offentlige. Det ses fx med en sag om en sognepræst fra et lille værgeråd, der klagede over, at værgerådet ikke havde noget lokale til afholdelse af deres møder, da de havde fået afslag på at benytte sig af den lokale skole. Svaret på klagen lød, at nævnte værgeråd i så fald måtte afholde møder hjemme hos formanden, for der var i Børneloven ikke afsat midler til mødelokaler. Det var formentlig en sjældenhed, for de fleste værgeråd afholdt deres møder på det lokale rådhus, men det har altså givetvis været en nødvendighed i nogle små landkommuner. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der ikke altid var vandtætte skotter mellem det private og offentlige, og så sent som i 1922 måtte en vejledning til værgerådene understrege, at der var tavshedspligt ved disse møder: Forældrene skulle kunne tale frit og åbent om private forhold, uden at det skulle gøres til genstand for kaffesladder eller bladreferater i den lokale avis dagen efter! Det har ofte været temmelig mudret, hvornår værgerådsmedlemmer var privatpersoner eller repræsentanter for en myndighed.

I løbet af det 20. århundrede blev kommunerne centraliseret, og den offentlige administration blev løbende professionaliseret. Lokalt var der dog stor forskel på, hvor hurtigt denne professionalisering blev gennemført. Med Socialreformerne i 1933 blev der oprettet socialkontorer i de større byer. Disse kontorer kunne nu bistå børneværnene i kontakten med familierne og den administrative byrde, der fulgte en anbringelsessag. Den Sociale Skole begyndte i 1937 at uddanne socialrådgivere, men der gik mange år, før de slog igennem på de kommunale børneværnskontorer. Det var først med indførelsen af familievejledning i 1964, at socialrådgiverne for alvor kom på banen. Og selv her gik det langsomt. I 1971 i Odense havde de kun én socialrådgiver ansat, mens de andre ansatte i familievejledningen bestod af: fem sygeplejersker, fire børnehave- og fritidshjemspersonaler, en børneforsorgsmedarbejder, seks handels- og kontormedarbejdere, en fra fængselsvæsenet og en dameskrædder.

Selv om det langtfra kun var børneværnet, der bestod af lægfolk, blev det i løbet af det 20. århundrede et større og større problem. Hver gang der var en ny skandalesag i medierne, blev børneværnet fremhævet som en utidssvarende institution, og det blev kritiseret fra flere sider, at forældrenes retssikkerhed i børneværnsarbejdet var til at overse. Bistandsloven fra 1976 blev enden for børneværnet. Nu blev beslutningerne i børnesager varetaget af de kommunale social- og sundhedsudvalg, senere de kommunale familie- og børneudvalg. Allerede forinden var der begyndt at blæse nye vinde ind over børneforsorgen, hvor nye nøgleord var tilbudstanke, forældresamarbejde og frivillige anbringelser. Da Bistandsloven trådte i kraft i 1976, stod den som kulminationen på denne forebyggende tilgang til familien. Dog betød den ikke en grundlæggende reformering af måden, det sociale arbejde blev udført på eller organiseret.

For størstedelen af de anbragte børn i det 20. århundrede varede en anbringelse indtil det fyldte 18. år, og anbringelsesstedet var oftest et børnehjem. Børnehjemmene var for de flestes vedkommende ikke skabt på statens initiativ, og over tid har institutionerne haft mange navne: fra anstalter, optagelseshjem, skolehjem, lærlingehjem, spædbørnshjem, fredehjem, drengehjem, børnehjem, behandlingshjem til døgninstitutioner og opholdssteder.

Børneforsorgens infrastruktur kan spores langt tilbage i tiden. Allerede i 1605 oprettede Christian 4. (født 1577, regent 1588-1648) Tugt- og Børnehuset i København for løsgængere, forældreløse og tiggere, og med en forordning i 1622 skilte han institutionen i to, således at der blev oprettet et regulært børnehus med et vist pædagogisk sigte. Sidenhen blev der etableret fødselsstiftelser til hittebørn, og fra 1830’erne opstod såkaldte opdragelsesanstalter som Flakkebjerg ved Slagelse. Både børnehjem og opdragelsesanstalter fungerede på private initiativer, og de kunne være drevet af enkeltpersoner, kirkelige foreninger eller lignende. Det samme gjaldt for børn, der blev sendt i pleje af private plejeforeninger, oftest på landet.

Frem til Børneloven i 1905 eksisterede der stort set intet tilsyn med disse private institutioner eller plejeforhold. Børnehjemmene fik efter loven betaling af staten for hvert anbragt barn, men tilsynet var fortsat sporadisk og blev ofte kritiseret. De samme problemer kunne spores i de andre skandinaviske lande, som ligeledes havde store problemer med at styre forvaltningen af den lokale børneforsorg. Der blev føjet statslige anstalter til rækken af institutioner: Bråskovgård for drenge og Vejstrup Pigehjem, begge opført i 1908. Decideret statsdrevne børnehjem forblev dog et særsyn. De private hjem i børneforsorgen var stadig i klart overtal. I 1941 var der 344 statsanerkendte institutioner, men heraf kunne kun 29 betegnes som statslige eller kommunale. Private donationer udgjorde ikke fundamentet for de statsanerkendte, private institutioners økonomi, men det gjorde derimod statstilskuddene samt plejepengene per barn.

Børnehjemmet lå gerne i landlige omgivelser, ligesom plejeforældre på landet blev prioriteret frem for dem i byerne. Landet blev af flere grunde romantiseret. Bylivets farer med moderne forlystelser som biografer, slik, kaffe og cigaretter inden for rækkevidde stod i skarp kontrast til, hvordan man opfattede en ideel barndom. Mange blev af den grund placeret mange kilometer væk fra barndomshjemmet. Men det var ikke udelukkende den geografiske distance til fødeegnen, der markerede et markant brud med tiden før anbringelsen. Det var ikke usædvanligt, at et barn ved ankomsten til et børnehjem skulle aflevere sine private ejendele, hvorefter det blev forsynet med nyt tøj. Dette kunne være ensartet beklædning, måske endog udstyret med numre frem for navne. Derudover blev nogle børn og unge klippet skaldede for at undgå en regulær luseepidemi. Det var på én gang en anonymiserende og offentligt udstillende praksis. Uniformering af børnehjemsbørn var også praktisk, hvis børn og unge tog på springtur fra børnehjemmet, men fra 1952 måtte børnehjemsbørn ikke længere bære uniform. Fra 1960’erne begyndte større børn at sove i mindre værelser, og sent i 1970’erne blev der indført enkeltværelser.

En af de væsentligste forandringer i børneforsorgens brydningstid var overgangen fra opdragelse til behandling. Socialforskningsinstituttet udgav i 1977 rapporten Effekten af behandling på børne- og ungdomshjem,og heraf fremgik det tydeligt, at børnehjem ikke længere bare skulle fungere som ”opbevaring” af børn og unge. Nu skulle de tilbyde ”behandling”. Rapporten kastede i det hele taget et kritisk blik på børnehjemmenes praksis og idealer. For det første blev der sat et stort spørgsmålstegn ved effekten af at placere børn og unge på døgninstitutioner. Det blev kaldt både naivt og optimistisk. For det andet blev der også sat spørgsmålstegn ved den formodede positive effekt, som børneforsorgens folk altid havde tillagt de landlige omgivelser. Det var ganske givet bedre end en overbefolket lejlighed i et dårligt bykvarter, men at blive sendt langt fra ens fødested midt ud i ingenmandsland kunne give de anbragte en følelse af at blive deporteret. 1970’erne blev årtiet med massiv kritik af de store ’totale institutioner’, og det følgende årti kan da også betegnes som masseinstitutionernes død, hvor mange af de store børnehjem blev lukket. Siden 1980’erne har familiepleje været i støt stigning.

Siden den første børnelov i 1905 er der sket meget ift. vores barndomssyn, særligt med FN’s Børnekonventions (1989) vægt på børns ret til at blive hørt i egen sag, men der er også vedvarende dilemmaer, når det gælder anbringelsessager: For hvornår lever børn under så uacceptable forhold, at en intervention er påkrævet? Og kan staten tilbyde bedre alternativer?

Barndomssynet er ikke det eneste, der har forandret sig. Der er også kommet et nyt blik på statens ansvar over for anbragte børn. Foreningen Godhavnsdrengene, tidligere børnehjemsbørn fra Skolehjemmet Godhavn, formåede i 2009 at få Socialministeriet til at betale for en historisk udredning af forholdene på Godhavn samt andre børnehjem. Det resulterede i Godhavnsrapporten (2011), som kortlagde og bekræftede mange af de voldsomme og ydmygende forhold, som drengene havde været udsat for på børnehjemmet. I 2019 fik Godhavnsdrengene sammen med andre børnehjemsbørn endelig deres undskyldning fra staten, og året efter fik de grønlandske børn fra det såkaldte ’eksperiment’ ligeledes en undskyldning. De historiske udredninger på socialområdet har ikke alene givet oprejsning til de individer, som det handlede om, fx tidligere anbragte, men de har også givet ny viden og nye roller for historikere. Vidnesbyrd fra tidligere anbragte er nu blevet indsamlet systematisk, hvilket har tilføjet en ny dimension til historieskrivningen, som ikke længere udelukkende er baseret på børnehjems- og myndighedsarkiver. Det har dog også ført til heftige diskussioner om erindringer som kilde, deres troværdighed og legitimitet. Dertil har der været faglige debatter om, hvad denne type af historisk bestillingsarbejde gør ved historieforståelsen. Nogle historikere kritiserer, at den slags udredninger risikerer at skabe et forfejlet billede af en dyster fortid over for en oplyst nutid, der skygger for de kritisable forhold, som fortsat eksisterer i børneforsorgens regi.

Historikerne har i samme ombæring påtaget sig en ny opgave med at udføre et politisk bestillingsarbejde. Her er der pres fra flere sider; både i forhold til at forholde sig neutralt til optrævlingen af mulige misforhold i fortiden og i forhold til tidligere anbragte, foreninger og aktivisters forventninger til, at der med en udredningsrapport bliver rådet bod på fortidens synder. Det er ikke altid helt enkelt at afgøre, hvornår dårlig behandling på et børnehjem for 50 år siden også kan klassificeres som sådan i samtiden.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

• Peter Sabroe, 1867-1913
• Regulering af børnearbejdet i København, 1873-1919
• Socialreformen af 1933
• Bistandsloven, 1974-1998
• Officielle undskyldninger 1945-
• 100 danmarkshistorier
• Tidslinje for 100 danmarkshistorier

• Lov om Børns og unge Menneskers Arbeide i Fabrikker, 23. maj 1873
• Uddrag af 'Lov om offentlig Forsorg' vedrørende særhjælp, kommunehjælp og fattighjælp, 20. maj 1933
• Forordning om tugt- og børnehuset i København, 1621
• Børneloven, 14. april 1905
• En Værgeraadssag – vejledning i håndteringen af anbringelsen af børn, 1907

• Bjerre, Cecilie: Børneloven 1905, 100 danmarkshistorier. Aarhus Universitetsforlag (2023).
• Bjerre, Cecilie: Når staten er far og mor. Børneværnets anbringelser og børn i Danmark 1905-1975. Syddansk Universitetsforlag (2021).
• Bjerre, Cecilie, Jacob Knage Rasmussen og Stine Grønbæk Jensen: Journalens potentialer – konstruktioner af og møder med journalsager i børneforsorgens regi. Temp – Tidsskrift for Historie (2017), s. 76–94.
• Løkke, Anne: Vildfarende børn. Om forsømte og kriminelle børn mellem filantropi og stat, 1880-1920 (1990).
• Petersen, Klaus: ”Børnesagen – dansk familiepolitik” kap. 9 i Dansk velfærdshistorie, bd. 2 (2011), s. 645-788.