Sovjetunionen

Antallet af Sovjetrepublikker har vekslet, men efter 1956, da Den Karelsk-finske Republik blev nednormeret til såkaldt autonom republik inden for Rusland, bestod unionen af 15 republikker med Rusland (egl. Den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik, RSFSR) som langt den største. Alle var organiseret som Sovjetrepublikker, dvs. med Det Kommunistiske Parti som eneste og styrende parti, med statseje af produktionsmidlerne og med en centralt styret planøkonomi fastlagt i stramme femårsplaner for produktionen.

I 1930'erne gennemførtes en forceret industrialisering, som fortsattes under og efter 2. Verdenskrig (i Sovjetunionen og stadig i Rusland kaldet Den Store Fædrelandskrig). Af militære og strategiske grunde skete der en omfattende omlokalisering af industrien, som påvirkede samfundsforhold og befolkningsstruktur i hele unionen. På få årtier var Sovjetunionen blevet forvandlet fra et overvejende agrart, tilbagestående og decentralt samfund til et urbaniseret industrisamfund med et velfungerende uddannelsessystem og et ret udbygget velfærdssystem. Republikkerne blev også i højere grad multietniske, især som følge af indvandring af specialuddannet arbejdskraft fra Rusland og de øvrige slaviske republikker.

Trods den store mobilitet og folkeblanding og på trods af både ideologiske og uddannelsesmæssige bestræbelser lykkedes det kun i begrænset omfang at skabe en særlig sovjetisk identitet i befolkningen; den nationale kultur forblev stærk i hver af republikkerne, hvilket blev meget tydeligt i årene omkring Sovjetunionens opløsning.

Sovjetkulturen udfoldede sig på Sovjetunionens politisk-ideologiske betingelser. Dens historie kan inddeles i faser med vekslende grader af partikontrol og censur. Lenins nye økonomiske politik (NEP, 1921-29/30) tillod et vist omfang af privat foretagsomhed og organisationsfrihed. I de år var kulturlivet opsplittet i talrige stridende fraktioner. Partiet støttede Proletkult og andre kulturrevolutionære initiativer, men gik endnu ikke til åben kamp mod den såkaldte borgerlige kultur. Det blev derimod en vigtig målsætning i Stalins første femårsplan 1928-32. Afskaffelsen af analfabetismen blev højt prioriteret, og et nyt uddannelsessystem bygget op fra grunden. Her blev arbejderklassen tilgodeset med særlige kurser, skoler og fakulteter. Også fritiden fik politisk indhold. Børn og unge blev organiseret som hhv. pionerer og komsomoller (se Komsomol). Mange af unionens små folkeslag fik først nu et skriftsprog og egne kulturelle institutioner, ligesom forfatningen sikrede borgernes fri religionsudøvelse. I praksis blev denne ret dog drastisk indskrænket, og tusinder af kirker, templer og moskéer blev jævnet med jorden eller indrettet til klubhuse, museer o.l. Partiet iværksatte massive ateistiske kampagner, og i stedet fik tilbedelsen af revolutionens helte, Lenin og Stalin, udpræget religiøs karakter.

I årene 1932-34 blev den socialistiske realisme udråbt til det bærende princip for litteraturen, billedkunsten og musikken. Al kunst skulle give udtryk for korrekt klassebevidsthed, kollektiv begejstring og optimisme. Afvigelser blev stemplet som antisovjetiske, og alle grene af kulturlivet blev ramt af 1930'ernes udrensninger. Arkitekturen skulle være "national i sin form og socialistisk i sit indhold". Moskvas nye metro og højhuse blev opført i den tidstypiske pompøse, klassicistiske eller nybarokke stil. Alt i alt er der påfaldende ligheder mellem Stalintidens og Nazitysklands totalitære æstetik.

Bolsjevikkerne havde blik for filmkunstens propagandamæssige potentiale. I 1919 blev verdens første filmskoler grundlagt i Petrograd (Sankt Petersborg) og Moskva. I 1924 blev al produktion samlet i det statsejede selskab Sovkino. Stalin betragtede filmen som den vigtigste kunstart og oprettede nye produktionscentre, bl.a. i sin føderepublik, Georgien. Trods censuren formåede den sovjetiske filmkunst gennem alle årene at hævde sig på det internationale marked.

Under 2. Verdenskrig blev Sovjetkulturens internationale prætentioner nedtonet til fordel for ren national propaganda. Stalins død i 1953 indledte tøbruddet, hvor Khrusjtjov gjorde op med "personkulten" og afstak en ny, liberal kurs. Den blev dog atter opgivet, i takt med at den kolde krig eskalerede. Det blev Sovjetunionens erklærede mål at indhente og overgå Vesten på alle områder lige fra rumfart til sport, musik, ballet, skak og cirkus.

Brezjnevs epoke, 1964-85, har fået betegnelsen stagnationstiden. Den var præget af en vis økonomisk og politisk stabilitet, men også af kulturel isolation. Det dårlige informationsniveau gav grobund for udbredt mistro, apati og paranoia. Samtidig opstod der en voksende modkultur i form af menneskerettighedsbevægelser, systemkritik og eksperimenterende undergrundsaktiviteter.

En af Sovjetstyrets vigtigste bestræbelser var at fremme unionens "progressive, multinationale kultur". Men i realiteten oplevede de vidt forskellige folkeslag en mærkbar kulturel ensretning og russificering. De ulmende nationale oprør var en væsentlig medvirkende årsag til unionens krise og endelige sammenbrud.

Gorbatjovs reformpolitik fra 1985, med slagordene glasnost og perestrojka, fik bred tilslutning fra hele kulturlivet. I de følgende år fulgte et omfattende opgør med Sovjetkulturens dogmer, tabuer og bornerthed. Emigrantkulturernes tilbagevenden var et vigtigt led i denne proces. Efter 1991 har unionens folk hver især bestræbt sig på at genfinde deres nationale og religiøse identitet, men nu i en voldsom konfrontation med Vestens massekultur og den globale markedsøkonomi.

• Læs mere om Sovjetunionens uddannelsessystem.

Sovjetunionens borgere blev allerede i 1918 i forbindelse med kirkens adskillelse fra staten og skolens adskillelse fra kirken tilsikret samvittighedsfrihed og ret til at bekende sig til hvilken som helst religion eller ikke at bekende sig til nogen. Der fastsattes imidlertid en række bestemmelser, der begrænsede religionsfriheden til alene at omfatte det kultiske, som foregik inden for kirkens, moskéens eller synagogens mure under myndighedernes kontrol. Fx blev religionsundervisning forbudt, og kirken og de andre religiøse samfund blev frataget retten til ejendom. I 1920'erne og 1930'erne gennemførtes masselukning af kirker, moskéer, synagoger og lamaistiske (buddhistiske) helligdomme. Adskillige gejstlige arresteredes, og der gennemførtes massive antireligiøse kampagner.

Med den åbning, der skete for den russiske kirke under 2. Verdenskrig, lettedes vilkårene for alle trossamfund i Sovjetunionen, og kirker osv. genåbnedes i et vist omfang. I Khrusjtjov-perioden strammedes statskontrollen med alle religiøse organisationer dog igen.

I forlængelse af de begrænsninger, de religiøse samfund var underlagt, gennemførtes en omfattende propaganda for en videnskabeligt baseret ateisme, der med tiden institutionaliseredes og indlagdes i undervisningssystemet fra børnehaver til universiteter.

• Læs mere om den russiske kirke og Rusland (religion).

Med bolsjevikkernes magtovertagelse blev det zaristiske Ruslands sportsorganisationer opløst, og al idræt blev under krigskommunismen underkastet behovet for militær uddannelse. Ved begyndelsen af Lenins nye økonomiske politik fandtes der to stridende retninger: Hygiejne-fraktionen, ledet af læger og sundhedseksperter, gjorde sig til talsmand for en stærkt funktionel og sundhedsorienteret fysisk kultur, mens Proletkult-fraktionen favoriserede masseoptog og teatralske iscenesættelser af kampe mellem reaktionære og socialistiske kræfter. Begge var imod alle rester af den borgerlige sport, herunder eksistensen af en sportselite, og den sovjetiske stat trak sig ud af internationale sportskonkurrencer.

Med overgangen til kollektiviseringen og industrialiseringen blev der gennemført en centralisering af den fysiske kultur og en betoning af konkurrenceorienteret sport. Efter 1936 blev sporten centralt organiseret af et sportsministerium på basis af arbejdspladserne og fagforeningerne. Samtidig blev der indført et idrætsmærkesystem (GTO), der omfattede både skoleelever, voksne i produktionen og den nye sovjetiske elitesport. I 1952 deltog Sovjetunionen for første gang i OL, og der opstod en sportspolitisk rivalisering mellem Øst og Vest og mellem Sovjetunionen og USA. I 1968 fik den sovjetiske sportsmodel sin endelige udformning med sportskomitéen Goskomsport: en central statslig styring af sportssammenslutningerne baseret på fagforeninger, en central styring af forskning og uddannelse og et rekrutteringssystem til elitesport baseret på børne- og ungdomssportsskoler. Skærpelse af forholdet mellem USA og Sovjetunionen under Afghanistankrigen førte til, at USA og en række vestlige stater boykottede OL i Moskva 1980. Ved OL 1984 i Los Angeles gjorde Sovjetunionen gengæld med en boykot.

Gorbatjovs reformpolitik medførte en diskussion af prioriteringen af elitesport, og de første sovjetiske idrætsudøvere og -trænere forlod Sovjetunionen til fordel for Europa og USA. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 optrådte 11 af de tidligere Sovjetrepublikker med et samlet hold ved OL 1992; det var det sovjetiske sportssystems sidste internationale optræden.

Kort efter revolutionen i 1917 blev der fra regeringens side gjort en målrettet indsats for at fremme skakspillet. Lenin, Trotskij og Stalin var alle overbeviste tilhængere af spillets kvaliteter og anså det for en gavnlig (og billig) måde at aktivere de brede masser på intellektuelt. Det sovjetiske skakforbund fik med tiden millioner af medlemmer, og ethvert sovjetisk barn voksede op med et vist kendskab til spillet, som blev dyrket flittigt i bl.a. de mange pionerpaladser. Der blev ligeledes satset stærkt på eliten, og der udviklede sig et mytelignende begreb, den sovjetiske skakskole.

Internationalt kom det store gennembrud efter 2. Verdenskrig, da M. Botvinnik som den første Sovjetborger vandt VM i 1948, og titlen forblev på sovjetiske hænder helt frem til unionens opløsning i 1991 med undtagelse af 1972-1975, da Bobby Fischer havde titlen.

Oktoberrevolutionen i 1917 er tidligere ofte blevet opfattet som et helt afgørende nybrud i Ruslands historie; i begyndelsen af 2000-tallet kan man se Sovjetperioden 1917-91 som en ganske vist meget vigtig, men dog afgrænset 74-års-episode i landets mere end tusinde år lange udvikling. Episoden fik sit særpræg deri, at det russiske samfund blev påtvunget og derpå fungerede efter et i forvejen udtænkt, om end uklart formuleret og ofte modificeret politisk-økonomisk system, der havde udgangspunkt i Lenins udlægning af den vesteuropæiske marxisme og blev endeligt formuleret af Stalin. Således betragtet fik Sovjetperioden sin dynamik i sammenstødet mellem magthavernes bevidste og med magt gennemtvungne omkalfatring af samfundet på den ene side og den socio-økonomiske, kulturelle og individuelt-psykologiske russiske virkelighed på den anden. Desuden var der i forholdet til omverdenen en selvstændig dynamik, der klarest kom til udtryk i 2. Verdenskrig og Den kolde krig.

Sovjetperiodens historie kan deles i to hovedfaser, en etableringsfase, hvor socialismen indførtes som system, og en "normalfase" (mht. en detaljeret kronologisk gennemgang, se Rusland (historie)). Etableringsfasen indledtes med erobringen af statsmagten og de første nationaliseringer i 1917 og fuldbyrdedes med Stalins såkaldte revolution fra oven fra 1928/29. Her skabtes under uhyrlige menneskelige omkostninger det politisk-økonomiske system, der kom til at definere selve Sovjetkommunismen og udgøre samfundsgrundlaget frem til sammenbruddet i 1991. Systemet karakteriseredes af en fuldstændig statsliggørelse af økonomien og kollektivisering af landbruget, forceret industriel vækst med fokus på sværindustrien, central økonomisk planlægning og styring uden brug af markedsmekanismer (se også planøkonomi), Sovjetunionens Kommunistiske Partis magtmonopol (under Stalin dog overgået af hans personlige diktatur) parret med et system af pseudodemokratiske folkevalgte organer uden reel indflydelse og endelig politisk, ideologisk og kulturel ensretning gennem omfattende brug af propaganda, statslig overvågning og politisk repression (se fx GULag).

Normalfasen omfatter de sidste 40-50 år af Sovjetunionens eksistens; her begyndte det etablerede stalinistiske system at fungere efter sine egne politiske, administrative, kulturelle og sociale normer og rutiner. Sovjetsystemet var længe en relativ succes mht. økonomisk vækst, teknologisk formåen, militær magt og legitimitet i befolkningen, men evnede pga. en række iboende svagheder ikke i længden at opretholde sig selv. Forrest blandt svaghederne var den topstyrede planøkonomis manglende evne til at skabe vækst og udvikling ud over et vist niveau samt den politisk-ideologiske elites manglende vilje til at dele magten med befolkningen og gennemføre politisk-økonomiske reformer, der kunne true dens magtmonopol. Sammen med korruption, nepotisme, kynisme og udbredt alkoholisme førte disse forhold til en dyb stagnationskrise først i 1980'erne, og situationen forværredes af de store sovjetiske tabstal i krigen i Afghanistan. Da Gorbatjov fra 1985 forsøgte at reformere systemet, bragte hans perestrojka så mange konflikter op til overfladen, at det ikke stod til at redde.

• Læs mere om Sovjetunionens historie i artiklerne om Ruslands historie 1917-1945 og Ruslands historie 1945-1991.

• Sovjetuniones uddannelsessystem
• Ruslands historie 1917-1945
• Ruslands historie 1945-1991
• Sovjetunionens regeringschefer
• Sovjetunionens statsoverhoveder
• Sovjetunionens udenrigsministre