2. Verdenskrig

Mens forløbet forud for 1. Verdenskrig fortsat er et diskussionsemne i international historieforskning, er ansvarsplaceringen for 2. Verdenskrigs udbrud entydig: Krigen var resultat dels af Tysklands aggressive udenrigspolitik efter 1933, da det nationalsocialistiske parti kom til magten med Adolf Hitler som rigskansler, dels af japansk ekspansionspolitik og militarisme. Japans imperialistiske politik førte fra 1800-tallet til anneksion af Korea, Taiwan og i 1932 Manchuriet (Manchukuo).

Til forskel fra europæiske kolonimagter industrialiserede Japan de afhængige områder og manglede i stigende omfang energi- og råstofresurser; yderligere ekspansion skulle løse dette problem samt tilfredsstille japanske herrefolksforestillinger. For Tysklands vedkommende var forholdet mellem økonomiske og ideologiske motiver anderledes. Versaillestraktatens bestemmelser pålagde landet store krigsskadeserstatninger, forbød det at have en moderne hær og satte den sværindustri, tyskerne var stolte af, under kontrol.

Dette oplevede den tyske befolkning som ydmygende (se også dolkestødslegenden og Ruhrbesættelsen 1923-1925). Social uro og store økonomiske og politiske problemer, særlig i forbindelse med Verdenskrisen fra 1929, gav nationalsocialisterne vind i sejlene; de lovede befolkningen at bryde "Versaillesdiktatet" og genskabe Tysklands stormagtsposition (se Tyskland – historie).

Adolf Hitlers vision var at skabe et klasseløst folkefællesskab, der hvilede på "racerenhed" og økonomisk autarki. Store dele af middelstanden og eliterne støttede disse mål, og den oprustning, der var nødvendig for at realisere dem, lovede godt for beskæftigelsen og tysk erhvervsliv. Fra nazisternes magtovertagelse i januar 1933 satte regimet alle kræfter ind på at virkeliggøre disse mål.

Tilsvarende motiver og ekspansionshensigter lå i Mussolinis italienske fascisme.

Den aggressive ekspansionspolitik førte Japan, Tyskland og Italien sammen som politiske allierede, fra 1936/37 i Antikominternpagten og fra 1940 i Tremagtspagten. Den sigtede mod at sikre dem en dominerende position i hver sit område af verden, om nødvendigt ved krig. For Japan var målet at skabe et japansk behersket imperium i Østasien; det tyske mål var at "germanisere" Central- og Østeuropa, tvinge det øvrige Europa ind under tysk dominans og gennemføre en etnisk "nyordning" på racistisk grundlag, mens Italien havde ambitioner om at skabe et Middelhavsimperium.

Det internationale system, som blev skabt efter 1. Verdenskrig, blev sat under pres af de tre magters aggressive udenrigspolitik: I 1931 angreb Japan Manchuriet og bragte det som Manchukuo under sin kontrol; i 1933 brød det nazistiske Tyskland ensidigt Versaillestraktaten og frigjorde sig fra de bindinger, den lagde på landets sikkerheds- og udenrigspolitik, og i 1935 indledte Italien en krig mod Abessinien (nuv. Etiopien og Eritrea), som gav det kontrol med Afrikas Horn (Den Italiensk-abessinske Krig). Japan og Tyskland forlod Folkenes Forbund i 1933, Italien i 1935, hvorved det svage kollektive sikkerhedssystem i realiteten blev sat ud af kraft.

Fra 1934 begyndte Tyskland en massiv oprustning, og fra 1936 blev dets økonomi og militær målrettet efter, at landet i løbet af fire år skulle kunne føre en erobringskrig. Ifølge det nazistiske regimes tankegang var 1. Verdenskrig blot blevet afbrudt, og den krig, der forberedtes, var anden akt af det drama, der gennem nye krigeriske erobringer skulle gøre Tyskland til verdensmagt.

I 1937 fremlagde Hitler sine ekspansionsplaner for den tyske militærledelse, og i 1938 begyndte dets ekspansion, da Østrig i marts blev indlemmet uden krig (se Anschluß). Vestmagternes bekymring for regimets hensigter syntes afværget med Münchenaftalen sidst i september 1938 (se også appeasement), der indebar, at Hitler under trussel om krig fik frie hænder til at indlemme Sudeterland i oktober 1938 (se sudetertyskere). Men da Slovakiet 14.3.1939 erklærede sig selvstændigt, rykkede tyske tropper ind i resten af Tjekkoslovakiet; Tjekkiet blev omdannet til protektoratet Bøhmen-Mæhren, mens Slovakiet blev en tysk lydstat.

Tyskland tog endvidere Memelområdet fra Litauen. Disse aggressionshandlinger fik i slutningen af marts 1939 Storbritannien og Frankrig til at udstede en garanti om støtte til Polen, hvis territorium syntes udpeget som det næste mål for den tyske ekspansion. Italien besatte Albanien i april 1939 og indgik i maj Stålpagten med Tyskland.

Også Japan havde siden 1931 gennemlevet en militarisering af samfundet, og i slutningen af 1930'erne, da det var gået i krig mod Kina, befandt landet sig under kontrolleret krigsøkonomi.

Den internationale afrustningskonference i Genève var strandet i 1933; i 1935 genindførte Tyskland værnepligten, og fra 1936 anvendtes en stigende andel af statsbudget og BNP til militære formål, i 1939 knap 70%. I Japan lå andelen fra 1937 på over 70%. Men også stater som Frankrig og noget senere Storbritannien øgede rustningsudgifterne.

Kort tid efter anneksionen af det tjekkiske område satte Adolf Hitler planlægningen af et angreb mod Polen i gang. Med indgåelsen af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt den 23. august 1939 og en hemmelig tillægsprotokol, der opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære, mente han at have fået ryggen fri til et angreb på Polen og at have sat Storbritannien og Frankrig under pres.

Den 1. september 1939 angreb Tyskland Polen. Storbritannien og Frankrig stod ved deres garanti til Polen og erklærede den 3., september 1939 Tyskland krig. Vestmagterne indledte en søblokade af Tyskland, der svarede igen med en tysk ubåds- og handelskrig mod allierede og neutrale skibe, Slaget om Atlanterhavet. I felttoget mod Polen benyttede tyskerne en ny offensiv strategi: lynkrigen. Lynkrigen, som efterfølgende blev praktiseret under den tyske erobring af Vesteuropa i foråret 1941, af erobringen af Jugoslavien og Grækenland i foråret 1941 og i den indledende offensiv mod Sovjetunionen i sommeren 1941 var karakteriseret ved et tæt samarbejde mellem luftstyrker og panserstyrker, støttet af motoriseret infanteri og artilleri i en bevægelseskrig, hvor hurtighed og udnyttelse af overraskelsesmomentet var de afgørende momenter. Det var en strategi, som viste sig effektiv. Det overordnede politiske mål var at realisere nazismens ekspansionsprogram i en situation, hvor Tyskland økonomisk egentlig ikke var stærkt nok til det og ikke mindst at undgå en opslidende territorial stillingskrig som 1. Verdenskrig.

På seks uger nedkæmpede Tyskland Polen og besatte landets vestlige og centrale dele. Den 17. september 1939 angreb Sovjetunionen Polen og indlemmede den østlige del af Polen i Sovjetunionen i henhold til den hemmelige tillægsprotokol. Både Tyskland og Sovjetunionen gennemførte en brutal udryddelsespolitik i de dele af Polen, som de havde besat.

Krigen mod Polen var første etape i det nazistiske regimes bestræbelser for at "etnisk rense" Østeuropa og sikre det tyske folk Lebensraum (ty. 'plads til at leve'). I oktober 1939 blev de vestpolske områder og Vestpreussen indlemmet i Det Tyske Rige, mens resten af de tyskbesatte dele blev omdannet til et tysk protektorat under ledelse af en generalguvernør, som regerede enevældigt over det, der nu var tilbage af den tidligere polske stat, som nu betegnedes som Generalguvernementet. Også SS indtog en central rolle i den nazistiske Polen-politik. Det gjorde den som den organisation, som stod for udryddelsen af jøder som en mindreværdig race , men også når det drejede sig om bekæmpelsen af polsk modstand mod det yderst brutale tyske besættelsesregime og i fortyskningen af de indlemmede polske områder.

Det var ifølge de tyske planer hensigten at genbosætte store dele af den polske befolkning i Generalguvernementet for i Wartheland og Vestpreussen at skaffe plads til etniske tyskere, der gennem århundreder havde beboet egne i det østlige Europa (se også folketyskere og nation). De polske jøder flyttedes under brutale former til Generalguvernementet, hvor de "indtil videre" spærredes inde i ghettoer. Det lykkedes dog for en del at flygte til sovjetisk-kontrolleret territorium.

For både Nazityskland og Sovjetunionen var det centralt at udrydde den polske intelligentsia, det vil sige de lag i samfundet, der sås som bærerne af den polske nationalitetsfølelse – akademikere, lærere og officerer.

For den vestlige verden er det mest kendte udtryk for den sovjetiske forfølgelse af intelligentsiaen den såkaldte Katynmassakre. Baggrunden var, at Stalin i 1940 beordrede henrettelse af det polske officerskorps, som man havde taget til fange under krigen mod Polen i 1939 og samlet og skudt nær Katyn, som er en lille by vest for Moskva. Her opdagede tyskerne under den tysk-sovjetiske krig i 1943 massegravene. Gravene blev udgravet med bistand fra det Internationale Røde Kors, og fra tysk side benyttedes fundet af gravene som påskud for en propagandakampagne mod Sovjetunionen. Sovjetunionen påstod på sin side, at der var tale om tyske massegrave og søgte indtil 1990 at give Tyskland ansvaret for.

Sovjetunionen stillede i efteråret 1939 en række krav til de baltiske lande og Finland. Estland, Letland og Litauen accepterede hurtigt de sovjetiske krav om oprette sovjetiske sø- og luftbaser i de tre lande. I sommeren 1940, hvor verdens opmærksomhed var rettet mod det franske nederlag i krigen mod Tyskland, indlemmedes de tre lande i Sovjetunionen, som i sommeren 1940 og sommeren 1941 gennemførte omfattende deportationer af intelligentsiaen i de tre lande. Endvidere indsatte Sovjetunionen kommunistiske regeringer i alle tre lande. Først i 1991 genvandt de tre baltiske lande deres selvstændighed.

Finland afviste de sovjetiske krav og blev 30. november 1939 angrebet af Sovjetunionen (se Vinterkrigen). Til at begynde formåede den dårligt udrustede finske hær at holde stand, men efter en sovjetisk storoffensiv måtte Finland den 12. marts 1940 afstå Det Karelske Næs og andre områder. Sammen med den sovjetiske invasion i de selvstændige stater Estland, Letland og Litauen i juni 1940 førte Vinterkrigen Finland i armene på Tyskland.

Den britiske opbringelse af den tyske hjælpekrydser Altmark i norsk territorialfarvand i februar 1940 overbeviste Hitler om, at Norge hverken kunne eller ønskede at forsvare sig mod britiske krænkelser af norsk neutralitet. Resultatet blev, at tyske tropper den 9. april 1940 invaderede Danmark og Norge under foregivende af at ville hindre en britisk besættelse af Norge (se også Weserübung). Felttoget var den første trifibiske militære operaton i militærhistorien, idet både land-, sø- og lufttyrker deltog i Weserübung.

Danmark kapitulerede stort set omgående og bevarede indtil befrielsen i maj 1945 sin formelle suverænitet. Den af alle demokratiske partier støttede regering (efter 29. august 1943 Departementschefstyret) samarbejdede økonomisk og politisk med besættelsesmagten (forhandlingspolitikken), men undgik dansk krigsdeltagelse, bl.a. ved at tolerere hvervning af danske frivillige til SS, mens modstandsbevægelsens illegale arbejde i stigende grad kom til at præge offentlighedens og udlandets opfattelse af forholdene (se Danmark (historie)).

Norge fortsatte derimod med at yde væbnet modstand, støttet af Storbritannien og Frankrig, som afsendte tropper og materiel til Norge. Kongen og regeringen flygtede i første omgang til Nordnorge, men efter at det meste af Norge var erobret af tyskerne flygtede de videre til London, hvor de sad som norsk eksilregering indtil krigens afslutning. I juni 1940 kapitulerede den norske hær, og det besatte Norge blev derefter omdannet til et tysk styret rigskommissariat.

Kort efter afslutningen af Polenfelttoget satte Hitler forberedelser i gang til et angreb mod Frankrig, der dog flere gange blev udskudt pga. dårligt vejr. Samtidig med Weserübung var forberedelserne til angrebet mod Frankrig fortsat. I sidste øjeblik ændrede tyskerne angrebsplanen, således at det kampvognstunge hovedangreb blev ført nord om den franske forsvarslinje, Maginotlinjen og gennem Ardennerne, et skovrigt område i det sydlige Belgien, som man fra vestlig side anså som umuligt for kamvogne af passere. Den 10. maj 1940 gik tyske tropper til angreb mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. De tyske panserstyrker passerede Ardenerne for så den 20. maj 1940 at stå ved Den Engelske Kanal. Hermed var de britiske og franske styrker i Nordfrankrig afskåret og måtte evakueres til Storbritannien fra Dunkerque. Efter et kort, voldsomt felttog overgav først Holland og derefter Belgien sig, mens eksilregeringer fra disse lande etablerede sig i London, hvortil også den hollandske dronning var flygtet.

Kort efter indtog tyskerne Paris, og 22. juni 1940 underskrev Frankrig og Tyskland en våbenstilstandsaftale, der reelt var en fransk kapitulation, i den samme jernbanevogn i Compiègne, som havde været rammen om våbenstilstandsaftalen i november 1918.

Frankrig blev delt i et større, tyskbesat område i vest og nord, hvoraf Alsace-Lorraine kort efter de facto blev indlemmet i Tyskland, og et mindre, "frit" Frankrig mod sydøst ledet af marskal Pétain i nært samarbejde med Tyskland (se Vichystyret). Holland blev civilt regeret som rigskommissariat, mens Belgien og den tyskbesatte del af Frankrig forblev under tysk militærstyre. Sejren og revanchen over Frankrig blev fejret med en stor militærparade i Berlin den 6. juli 1940. Først på dette tidspunkt var Italien gået aktivt ind i krigen på tysk side og havde allerede den 10. juni 1940 indledt en offensiv mod den franske Middelhavskyst, som dog hurtigt blev bremset af det franske forsvar.

I Berlin forventede man, at Storbritannien derefter ville søge at få sluttet fred og indgå en aftale med Tyskland. Men den britiske regering, fra maj 1940 ledet af premierminister Winston Churchill, besluttede sig efter kort tids tøven til at videreføre krigen.

Fra midten af juni rettede Tyskland talrige luftangreb mod De Britiske Øer for at forberede en invasion (kodenavn Operation Seelöwe). Fra august frem til midten af september 1940 bølgede Slaget om England. Da det imidlertid lykkedes for Royal Air Force at forsvare luftrummet, blev den tyske landsætningsoperation i september udsat på ubestemt tid og reelt opgivet. Den tyske luftkrig mod England var det første eksempel på en krig, der primært rettede sig mod civile mål. London og andre britiske byer blev udsat for massive bombeangreb; bl.a. blev Coventry næsten udslettet (se Blitzen).

Briterne svarede igen i slutningen af august 1940 ved at gennemføre det første luftangreb mod Berlin, der dog mere var af psykologisk betydning. Luftslaget kostede ikke mindst det tyske luftvåben dyrt, men Storbritannien blev støttet med forsyninger af USA, der førte en partisk neutralitetspolitik, og som fra november 1940 i voksende omfang hjalp briterne, fra 1941 som de facto-allieret.

I foråret 1941 rettedes tyske opmærksomhed mod Balkan for at komme sin italienske allierede til hjælp, hvis erobringskrig mod Grækenland var gået i stå. Den 6. april 1941 overfaldt Tyskland Jugoslavien, som hurtigt blev nedkæmpet. Efterfølgende indledte Tyskland en offensiv mod Grækenland, som imidlertid fik britisk støtte. Baggrunden var ikke mindst at Grækenland med sin beliggenhed i det østlige Middelhav spillede en vigtig rolle i den britiske strategi om at bevare kontrollen over Middelhavet af hensyn til de livsvigtige olieforsyninger fra Mellemøsten. Mens det græske hovedland snart faldt i tyske hænder udestod erobringen af øen Kreta. Den 20. maj 1941 angreb Tyskland Kreta med en massiv indsats af faldskærmtropper og erobrede efter en hård kamp med bl.a. new zealandske styrker øen.

Den græske konge og regering gik i eksil i Egypten, og Grækenland blev efter at have afgivet territorium til Bulgarien og Albanien delt i tyske og italienske besættelseszoner under tysk overkommando. Jugoslaviens konge og regering gik i britisk eksil, og landet blev efter oprettelsen af en tysk lydstat i Kroatien delt mellem Tyskland, Italien, Ungarn og Bulgarien.

Hos Adolf Hitler veg forsøget på at besejre Storbritannien pladsen for det, der trods Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt af 1939 var hans væsentligste krigsmål, nemlig erobringskrigen mod Sovjetunionen med henblik på at "knuse den jødiske bolsjevisme", som det hed i nazistisk propaganda, og at sikre sig landområder (Lebensraum) og råstofresurser. I december 1940 blev forberedelserne til storangrebet sat i gang (Barbarossaplanen).

Hitlers ordrer til hærledelsen i foråret 1941 om, at krigen mod Sovjetunionen skulle føres som en tilintetgørelseskrig uden hensyn til folkeretlige regler, og at tilfangetagne politiske officerer straks skulle likvideres (Kommissærordren), blev accepteret af den tyske generalstab, ikke mindst af chefen for generalstaben, generaloberst Franz Halder, og af de generaler, som stod for at skulle kommandere de tyske styrker i den kommende krig mod Sovjetunionen. Målsætningen om at ekspandere langt ind i Rusland og "civilisere" et land, som tyskere siden senmiddelalderen havde opfattet som primitivt og truende, lå i forlængelse af 1. Verdenskrigs tyske krigsmål og havde officerskorpsets fulde tilslutning.

Den 22. juni 1941 indledte Tyskland støttet af Finland, Italien, Rumænien og Ungarn den planlagte storoffensiv mod Sovjetunionen. En hærstyrke på knap 3,5 mio. soldater støttet af fly og kampvogne overskred grænsen og rykkede hurtigt frem. Det sovjetiske forsvar, der var svækket af stalinismens udrensninger, brød delvis sammen, så de tyske hære i store omringelsesslag kunne tage millioner af sovjetsoldater til fange, som i stort tal sultede ihjel i krigsfangelejrene. Sommeren og efteråret 1941 var domineret af store tyske erobringer af den vestlige Sovjetunion frem til en linje fra Leningrad i nord, mod syd vest for Moskva og ned til Rostov ved Det Asovske Hav i syd. I september 1941 blev Leningrad (nuv. Sankt Petersborg) omringet og en belejring indledt, der skulle komme til at vare 872 dage, fra 8. september 1941 til 27. januar 1944.

De sovjetiske hære trak sig taktisk tilbage, men stod fortsat over for tyskerne i stadig nye slag. Det lykkedes Stalinregimet at stabilisere situationen og drage fordel af tyskernes voksende problemer med at forsyne den tyske østhær med ammunition, materiel og forstærkninger i det vidtstrakte område mellem Polen og Moskva med en svagt udviklet infrastruktur.

I december 1941 måtte tyskerne standse fremstødet mod Moskva kun knap 30 km fra byen; Takket være informationer fra den tyske mesterspion i Japan, Richard Sorge, fik sovjetledelsen vished om, at Japan ikke havde til hensigt at angreb de fjernøstlige sovjetiske besiddelser, det vil sige Østsibirien og havnebyen Vladivostok ved Stillehavet. Det fik sovjetledelsen til at flytte betydelige troppestyrer vestpå, som den 5. december 1941 startede en modoffensiv mod de tyske linjer. Det lykkedes inden årsskiftet at trænge den tyske front 250 km tilbage i en modoffensiv, som det først lykkedes for tyskerne at få stoppet først på foråret 1942. Det var sket i et tabsrigt vinterslag, hvor den hårde vinterkulde med temperaturer ned til 40 minusgrader og epidemier som følge af dårlig hygiejne krævede store dødsofre.

De nazistiske ledere havde optimistisk regnet med, at Sovjetunionen ville blive rendt over ende i løbet af seks uger, og da det i juli 1941 endnu så gunstigt ud, blev Generalplan Ost udarbejdet. Ifølge den opererede SS-fører Heinrich Himmler med at forflytte ca. 30 mio. russere fra de vestlige områder af Rusland mod øst, således at dette område kunne gøres klar til germanisering og tysk kolonisering. Desuden betød starten det tyske østfelttog, at den nazistiske udryddelse af de europæiske jøder blev bragt et skridt meget nærmere.

For samtidig med angrebet på Sovjetunionen iværksatte Tyskland, støttet af lokale kollaboratører, en udryddelseskrig mod Sovjetunionens jødiske befolkning. Således oprettede SS i foråret 1941 fire såkaldte indsatsgrupper, hvis opgave det var ved skydning at dræbe jøder og kommunistiske partifunktionærer. Indsatsgrupperne blev fordelt bag de kæmpende styrker og myrdede frem til udgangen af 1941 ca. 2 mio. sovjetiske jøder. Et af de mest kendte massakrer er massakren ved Babi-Jar i nærheden af Kiev, hvor over 30.000 jøder myrdedes i løbet af kun to dage.

I efteråret 1941 fik Reinhard Heydrich i opdrag at udarbejde organisatoriske planer til en "endegyldig løsning af det jødiske spørgsmål". En årsag var, at Hitler sent i efteråret lod SS-chefen Heinrich Himmler forstå, at jøderne skulle udryddes på samme måde som de sovjetske partisaner. Til dette formål fandt der den 20. januar 1942 en konference sted i Wannsee, en bydel i det sydvestlige Berlin, hvor den nærmere fremgangsmåde i mordet på de europæiske jøder blev fastlagt. I vinteren 1941-42 udvidedes massemordene derfor til at omfatte jøder i hele det tyskkontrollerede Europa og til at foregå ved hjælp af giftgas i nyindrettede udryddelseslejre i det tidligere Polen.

Udryddelsen af ikke kun de polske jøder, men også jøder fra resten af det tyskbesatte Europa skete bl.a. i det net af udryddelseslejre, som tyskerne opbyggede i den sydøstlige del af Polen – Auschwitz, Treblinka, Sodibor og Belsec. Det kendteste erindringssted for den tyske udryddelse af jøder er lejrkomplekset ved Auschwitz i det sydlige Polen, hvor ca. 2 mio. jøder blev gasset ihjel.

Stillingen på østfronten holdt sig, indtil tyskerne i forsommeren 1942 iværksatte en ny offensiv. Således erobrede tyskerne den vigtige havneby Sevastopol på Krim.

Som følge af de store tyske tab i 1941 og først i 1942 var det ikke muligt for tyskerne at udskrive nok nye rekrutter til at udfylde de gabende huller den tyske østhær eller til at genudruste de tyske enheder materielt. I stedet koncentreredes de enheder, som det lykkedes at genudruste i det sydlige, ukrainske frontafsnit, hvor tyskerne i maj/juni 1942 stødte frem mod industribyen (nu Volgograd) ved Volga i øst og sydpå mod Kaukasus i håb om at erobre de vigtige oliefelter. Det lykkedes imidlertid ikke. I sommeren 1942 nåede det tyskkontrollerede område i Europa sin største udstrækning, men uden at de stillede krigsmål blev nået.

I slutningen af august 1942 krydsede tyskerne Don og nåede hurtigt frem til den strategisk vigtige by Stalingrad. I langvarige gadekampe indledte tyskerne nu erobringen af den byen, hvilket kun delvist lykkedes. Den 19. november 1942 indledtes den sovjetiske modoffensiv, som det lykkedes at omringe de tyske styrker i Stalingrad. Samtidig indledtes en tilsvarende sovjetisk offensiv omkring byen Rshev nordvest for Moskva. Den brød dog sammen og medførte betydelige sovjetiske tab.

Slaget om Stalingrad varede frem til januar 1943, hvor de omringede tyske, italienske, ungarske og rumænske tropper overgav sig. Omkring 90.000 tyske soldater gik i sovjetisk krigsfangenskab. Slaget ved Stalingrad blev et vendepunkt i krigen, ikke kun i første række militært, men politisk og psykologisk. Det markerede, at krigslykken var vendt, og at Tyskland var tvunget i defensiven. I de tyskbesatte lande medførte det tyske nederlag voksende modstand mod besættelsesmagten.

I Tyskland forsøgte propagandaminister Joseph Goebbels med parolen om total krig den 18. februar 1943 at samle det tyske folk til en beslutsom modstand. Det lykkedes dog ikke at få gennemført nogen total krigsindsats af det tyske folk, bl.a. fordi Hitler afviste at indføre total arbejdspligt for kvinder, noget som eksisterede i fx Storbritannien og Sovjetunionen. Men troen på sejr og tilliden til Hitler havde lidt et knæk, uden at der dog opstod nogen modstand af betydning. Af langt større betydning var det, at chefen for SS, Heinrich Himmler, i august 1943 blev udnævnt til rigsindenrigsminister. Det betød, at han ud over at kontrollere tysk politi og SS, herunder koncentrationslejrene, nu også bestemte over tyske fængsler og tugthuse og i realiteten over tysk strafferetspleje. I stedet for begejstret opslutning bag Adolf Hitler var det i de resterede knap to år af krigen for det tyske folk i endnu højere grad et spørgsmål om rendyrket terror over for tvivlere og modstandere af det nazistiske regime.

Fra sin koloni Libyen angreb Italien den 13. september 1940 den britiske koloni Egypten, men blev hurtigt drevet tilbage. Da den italienske hær efter slagene ved Tobruk og Benghazi i januar-februar 1941 var nærmest udraderet, og store dele af Libyen under britisk kontrol, landede tyske styrker under general Erwin Rommel i Nordafrika og indledte i april 1941 en offensiv, hvorunder briterne blev trængt tilbage til Egypten.

Offensiven, der havde Suezkanalen som mål, blev dog standset ved el-Alamein i juni 1942. I november 1942 lykkedes det engænderne at vinde en betydelig sejr ved el-Alamein, som betød, at englænderne gennembrød den tysk-italienske front og derved indledte en offensiv, som pressede de tyske og italienske styrker vestpå gennem Libyen og videre mod Tunesien. Den amerikanske landgang i Marokko og Algeriet i november 1942 (operation Torch) gjorde det i foråret 1943 muligt for de amerikanske og britiske styrker at få besejret de tyske og italienske styrker i Nordafrika og få presset tyskerne tilbage til Tunesien. Her overgav de sig i maj 1943 (se også Ørkenkrigen). Herefter var hele Nordafrika fra Marokko i vest og frem til Ægypten i øst under allieret kontrol, hvilket åbnede for en allieret landgang i Italien med det formål at få tvunget aksemagten Italien ud af krigen på tysk side.

Fra Abessinien erobrede italienerne i august 1940 Britisk Somaliland (nu del af Somalia), men en efterfølgende britisk offensiv fra Aden og Kenya, der varede til november 1941, fordrev dem fra hele Østafrika.

Siden 1937 havde det industrialiserede, men råstoffattige Japan ført en brutal krig mod Kina (se kinesisk-japanske krige) og frem til 1941 besat store dele af landet, inklusive hovedstaden Nanjing. I sommeren 1939 tabte japanerne et større grænseslag ved grænsen mellem Manchuriet og det østlige Mongoliet (som var under sovjetisk kontrol) mod Sovjetunionen og rettede derefter sin videre ekspansion mod syd for at undgå yderligere konflikt med Sovjetunionen, med hvilket de i april 1941 indgik en ikke-angrebs-traktat. I løbet af 1940-41 erobredes Fransk Indokina; det udløste økonomiske sanktioner fra områdets store kolonimagter, Storbritannien og Holland, samt fra USA, der kontrollerede Filippinerne.

Presset af olieembargoen forberedte Japan krig imod Storbritannien og Holland og forsøgte at forhindre amerikansk engagement i de kommende fjendtligheder. Da forsøget på at opnå en aftale med USA imidlertid slog fejl, besluttede Japans militærregering at angribe både Storbritannien, Holland og USA i Østasien og Stillehavsområdet. Den 7. december 1941 foretog Japan et overraskelsesangreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii og satte en stor del af den amerikanske Stillehavsflåde ud af spillet. Afgørende for det videre forløb af krigen i Stillehavet var det forhold, at de amerikanske hangarskibe, stationeret i Pearl Harbour, i de dage var ude på en øvelse i Stillehavet og af den grund ikke blev opdaget eller angrebet af japanerne. Tilstedeværelsen af en intakt amerikansk hangarskibsflåde fik afgørende betydning for det videre forløb af Stillehavskrigen.

Mens den tyske storoffensiv i Rusland kørte fast i slutningen af 1941, havde Japans militære offensiv hastigt skaffet landet kontrol over store områder som Thailand, Malaya, Burma, Singapore, Guam, Hongkong og en del af Filippinerne. I 1942 fortsatte den japanske ekspansion med erobringen af store dele af Hollandsk Indien (nuv. Indonesien) og Ny Guinea og truede dermed de britiske besiddelser Indien, Australien og New Zealand. Af betydning på længere sigt spillede det en rolle, at flertallet af disse landområdet var enten britiske, franske eller hollandske kolonier. Oplevelsen af at vestmagterne ikke formåede at beskytte dem mod en japansk aggression var afgørende for fremvæksteng af uafhængighedsbevægelserne allerede under den japanske besættelse fra 1942 til 1945. Og efter besættelsen for udviklingen af en egentlige væbnede organisationer, som tog kampen op med de vestlige kolonimagter, mest kendt i oprettelsen af Vietmin i det dengang franske koloni Indokina.

I sommeren 1942 beherskede japanerne et kæmpeområde med over 450 mio. indbyggere og vigtige økonomiske resurser. Herefter gik de over til en defensiv strategi for at sikre og forsvare det japanske imperium mod amerikanske og britiske angreb.

Fælles for de tre store allierede – Storbritannien, USA og Sovjetunionen – var deres målsætning om at tvinge Aksemagterne (Tyskland, Japan og Italien) til overgivelse, således at de aldrig mere ville kunne true deres naboer og verdensfreden. Men ser man på deres visioner om, hvordan verdenen, herunder Europa ville se ud efter disse landes overgivelse, var der klare forskelle.

Storbritannien ønskede, at det britiske imperium skulle genoprettes og at der skulle tilvejebringes en europæisk balance mellem staterne i Europa, herunder at Frankrig på ny skulle genvide sin position som en europæisk stormagt oven på nederlaget til Tyskland i 1940. Endvidere, at Polen, som var den direkte anledning til at Storbritannien var gået ind i krigen mod Tyskland, skulle genvinde sin suverænitet og uafhængighed.

For Sovjetunionen drejede det sig om at genvinde grænserne fra 1941, det vil sige inklusive de stater og landområder, som Sovjetunionen havde annekteret efter indgåelsen af ikke-angrebspagten med Nazi-Tyskland i 1939. Det drejede sig om Estland, Letland, Litauen, det østlige Polen og Moldavien. Endvidere at Sovjetunionen skulle havde en indflydelsessfære, omfattende de nord- og østeuropæiske stater.

For USA var det afgørende, at et begreb som magtsfærer og stormagternes indflydelse på magtsfære skulle erstattes af en ny global organisation, De Forenede Nationer. Verdens stater skulle som medlemslande i denne organisation leve i international harmoni under opsyn af de fire stormagter, tit omtalt som "politibetjente", nemlig USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Kina. I tilfælde af brud på denne nye verdensorden skulle de fire stormagter sammen bestemme, hvorledes De Forenede Nationers magtmidler skulle skulle anvendes for at genoperette sørge freden.

I takt med at Aksemagterne blev nedkæmpet komme disse meningsforskelle til at spille en stadig voksede rolle i de tre stormagters tilgang til krigen i Europa og Stillehavet. Ikke mindst på de to topmøder, som fandt sted på et tidspunkt, hvor det var åbenbart, at de allierede ville vinde krigen: Teherankonferencen i november 1943 og Jalta-konferencen i januar 1945.

Begyndelsen til de tre stormagters samarbejde om at besejre Tyskland skete med det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941. Storbritannien var ikke længere ene om at bekæmpe Tyskland, og det tyske angreb på Sovjetunionen førte således til dannelsen af Anti-Hitler-koalitionen, en ad-hoc alliance mellem Storbritannien og Sovjetunionen. Ad-hoc alliancen var gjort mulig ved midlertidig tilsidesættelse af de politiske og ideologiske modsætninger mellem de to lande. Den 12. juli 1941 indgik de en gensidig bistandstraktat, som betød, at Sovjetunionen fik britisk og amerikansk bistand og fra november 1941 tillige var omfattet af den amerikanske lov om lån og leje af militært udstyr (Lend-Lease Act).

USA's indtræden i krigen og i den allierede koalition i december 1941 gav denne et globalt sigte. De allierede havde i januar 1942, bl.a. af hensyn til Sovjetunionens forsvarskamp, bekræftet den fastlagte krigsstrategi, som lød "Germany first". Et tysk nederlag forventedes også at ville føre Japans med sig. De tøvede dog med at imødekomme Stalins krav om at åbne "den anden front" i Europa, det vil sige foretage en egentlig landgang på det europæiske kontinent for at vestfra at nedkæmpe Nazityskland.

Takket være den amerikanske industris enorme styrke blev det i kraft af USA's indtræden i krigen muligt at sætte ikke blot de amerikanske styrker i Stillehavet i stand til at undertvinge Japan i Stillehavet, men også at forsyne dem med våben til på et senere tidspunkt at føre krigen til Europa for at besejre Tyskland. Desuden gjorde den det muligt at levere våbenhjælp til Storbritannien og Sovjetunionen. USA blev med den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelts ord "demokratiets arsenal."

En væsentlig del af æren for denne industrielle kraftpræsentation tilkommer dansk-amerikaneren William S. Knudsen. Han havde en baggrund i den amerikanske bilindustri i Detroit i mellemkrigstiden, hvor samlebånds-metoderne var blevet videreudviklet. Takket være Knudsens gode kontakter og betydelige erfaring i masseproduktion af stort set alle produkter, lykkedes det ham på opfordring af præsident Franklin D. Roosevelt at spille en central rolle i at omstille den amerikanske industri til krigsproduktion. Sammen med atomfysikeren Niels Bohr og den danske handelsflåde i allieret tjeneste er Knudsens indsats blevet fremhævet som det største danske bidrag til de allieredes sejr over Nazityskland under 2. Verdenskrig.

Dagen efter det japanske angreb på Pearl Harbour den 7. december 1941 erklærede USA krig mod Japan, og den 11. december 1942 erklærede Japans allierede, dvs. Tyskland og Italien, USA krig. Hermed var krigen for alvor blevet global. Aksemagterne Tyskland, Japan og Italien samt deres allierede stod over for den verdensomspændende alliance, der med Storbritannien, Sovjetunionen og USA i spidsen til sidst bestod af ca. 50 stater, af hvilke nogle, fx Argentina og Danmark, dog først tilsluttede sig i verdenskrigens allersidste måneder.

Sovjetunionens prestige og position blandt de allierede lande styrkedes betragteligt efter sejren ved Stalingrad i januar 1943, og de vestallierede forstærkede forberedelserne til en invasion på det europæiske kontinent.

Ved Slaget ved Midway i juni 1942 lykkedes det den amerikanske flåde at tilføje den japanske flåde et alvorligt nederlag. Således mistede japanerne alle de fire hangarskabe, der deltog i angrebet, mod at amerikanerne kun mistede et hangarskib. Da det var umuligt på den korte bane både at genopbygge en ny hangarskibeflåde og træne de piloter, som var nødvendige for at føre krig med hangarskibe, betød tabet af fire hangarskibe, at Japans muligheder for at beskytte, endsige udvide sine erobrede besiddelser i Stillehavet forsvandt, USA indledte herefter en offensiv efter en sømilitær strategi, som var kendetegnet ved organiseringen af flådegrupper, centeret omkring hangarskibe og andre flådefartøjer, hvis ildstøtte gjorde det muligt for det amerikanske marineinfanteri trinvis at kunne foretage landsætninger på de japanske besiddelser i Stillehavet og erobre dem ø efter ø. Derved blev amerikanerne bragt stadig tættere på det japanske rige, hvilket fra 1944 gjorde det muligt for dem at indlede luftangreb mod Japan med bombefly, som startede fra disse øer og øgrupper. De blodige slag på og ved Guadalcanal i Salomonøerne i 1942-43 var denne krigsfases begyndelse. Herefter fulgte erobringen af øerne Tarawa og Saipan og mange andre.

På det asiatiske fastland havde japanerne tidligt i 1942 erobret den britiske koloni Burma (nu Myanmar). Herefter fulgte tre års stillingskrig i junglen ved Burmas vestgrænse mod Indien, hvor det lykkedes de britiske og indiske styrker at hindre japanerne i at trænge videre vestpå og erobre den britiske koloni Indien. I januar 1943 indledte amerikanske, britiske og kinesiske styrker, støttet af lokale partisaner, et forsøg på at generobre det olierige Burma og genåbne den strategisk vigtige landevej til Kina. Ellers var der dog en dårlig koordinering mellem briterne, der ønskede at forsvare og genvinde deres kolonier, og USA, hvis hovedinteresse var indflydelse i Kina.

I februar 1944 indledte japanerne en sidste offensiv vestpå mod byerne Imphal og Kohima i den indiske delstat Assam med det formål for at trænge ind i Indien. Over de kommende måneder lykkedes det englænderne og inderne at få stoppet denne offensiv og påføre japanerne meget betydelige tab; i juli 1944 opgav japanerne forsøget. I december 1944 indledte de britiske og indiske styrker generobringen af Burma, som kronedes med erobringen af Burmas hovedstad Rangoon (nu Yangon) tidligt i maj 1945.

Efter de tysk-italienske styrkers kapitulation i Tunesien i maj 1943 var de vestallierede rede til at gå i land på det europæiske kontinent og åbne en ny front mod Tyskland og Aksemagterne. Dette indledtes den 10. juli 1943, hvor de vestallierede gik i land på Sicilien, som det lykkede at erobre i et seks uger langt felttog.

På denne baggrund tog den politiske udvikling i Italien fart. Senere i juli 1943 blev Mussolini afsat ved et kup og fængslet, hvorefter marskal Pietro Badoglio overtog regeringsmagten med det mål at få indgået en våbenstilstand. Den blev offentliggjort den 8. september 1943, samtidig med at Italien officielt brød med Aksealliancen og trådte over på allieret side.

Som svar besatte tyskerne Rom, der i august var blevet erklæret for åben by, foruden hele den nordlige del af landet. Her oprettede de et fascistisk styre (Salòrepublikken) under Mussolini, som tyske kommandoenheder i mellemtiden havde befriet. Den italienske hærs soldater og officerer blev deporteret til tvangsarbejde i Tyskland. Salòrepublikken bestod som tysk lydstat indtil april 1945.

Den 9. september 1943 fulgte de amerikanske og britiske styrkers landgang ved Salerno syd for Napoli, som blev startskuddet til den allierede erobring af det italienske fastland. Fremrykningen op gennem den italienske halvø skete langsomt. I perioden fra januar til maj 1944 måtte amerikanske og britiske styrker, som blev støttet af enheder fra New Zealand, De Frie Franske samt eksilpolske enheder, udkæmpe i alt fire meget voldsomme slag om klostret Monte Casino umiddelbart syd for Rom mod tyske faldskærmsjægere og bjergjægere. Herefter blev Rom befriet den 4. juni 1944.

Fra 1943 optrappede de luftbombardementerne af Tyskland. De hovedsagelig britiske natangreb fik følgeskab af intensive amerikanske dagbombardementer af fabrikker, infrastrukturanlæg og større byer. Men selvom de materielle skader og civile tab var store, lykkedes det kun i begrænset omfang at svække den tyske moral. Byer som Köln, Berlin og Bremen blev udsat for massive luftangreb.

En serie bombardementer af Hamburg i juli-august 1943 fremkaldte en ildstorm ligesom den, der nærmest udraderede Dresden i februar 1945, skønt denne by var uden militær og industriel betydning. Af samme grund havde et stort antal flygtninge søgt ly i Dresden, da angrebet satte ind.

Det tyske modtræk til luftbombardementerne var udviklingen af krigshistoriens første krydsermissiler og langdistanceraketter, V1 og V2 (tysk Vergeltungswaffe 'gengældelsesvåben'). De var først i 1944 klar til at blive serieproduceret og brugtes især mod mål i England og Belgien.

Den tyske militærledelse prøvede en sidste gang den 5. juli 1943 med et fremstød fra nord mod syd og fra syd mod nord i en knibtangsbevægelse mod Kurskområdet at omringe de sovjetiske styrker og dermed genvinde initiativet. Angrebet fra nord brød sammen med store tyske tab.

Anderledes gik det mod syd, hvor panserfremstødet fra området ved Belgorod havde held til at gennembryde de sovjetiske forsvarslinjer og rykke mod nord. Her fandt krigens største kampvognsslag sted ved Prochorovka den 12. juli 1943. Selvom de sovjetiske tab af kampvogne langt oversteg de tyske tab, havde Sovjetunionen mulighed for at erstatte deres tabte soldater og materiel, hvilket Tyskand ikke længere havde efter de store tab under vinterslaget ved Moskva 1941/1942 og slaget om Stalingrad. Men det, der afbrød Kursk-offensiven, var den allierede landgang på Sicilien den 10. juli 943. Det fik Adolf Hitler til at afbryde offensiven og sende en panserdivision til Norditalien for at støtte det fascistiske styre. Således mislykkedes det tyske forsøg på at genvinde det strategiske initiativ, og Tyskland var herefter i defensiven på Østfronten.

Herefter generobrede Den Røde Hær ud på sensommeren 1943 igen Kharkiv i Ukraine samt de østlige dele af Ukraine, ligesom de sovjetiske styrker vest for Moskva generobrede den vigtige by Smolensk. I løbet af vinteren 1943/1944 avancerede Den Røde Hær hastigt på østfronten, krydsede floden Dnjepr og generobrede Kiev (Kyiv), ligesom belejringen af Leningrad blev brudt i januar 1944. I foråret 1944 generobrede de sovjetiske styrker Krim. På østfronten fulgte tyskerne "den brændte jords taktik": Det, man kunne tage med sig på tilbagetoget, blev røvet, den arbejdsduelige befolkning deporteret, og de fleste andre værdier ødelagt. I takt med den tyske hær fremmarch flygtede civilbefolkningen i stort tal.

De sovjetiske offensiver på østfronten var kendetegnet ved, at de blev indledt af et overvældende og voldsomt artilleribombardement, støttet af luftstyrker samt af de tyske linjer, artilleristillinger og forsyningscentre. Angrebene blev støttet af målrettede angreb mod de tyske forbindelseslinjer, især jernbaner, udført af de sovjetiske partisaner i det tyske bagland. Når en artillerioffensiv var afsluttet, brød sovjetiske panserstyrker gennem de tyske linjer. Med stor fart rykkede de ind i baglandet bag fronten og generobrede så meget som muligt, indtil tab og forsyningsvanskeligheder tvang dem til et stop. De tyske styrker langs fronten blev omringet og nedkæmpet.

Den 22. juni 1944 (på treårsdagen for det tyske angreb på Sovjetunionen) iværksatte Den røde Hær en storoffensiv i Hviderusland (Belarus), hvilket førte til befrielsen af Hviderusland og dermed den tyske centralfronts totale sammenbrud og tabet af ca. 20 tyske divisioner. I slutningen af juli stod Den Røde Hær ved Østpreussens grænse og udgjorde dermed en klar trussel mod de tyske østområder.

I august 1944 nåede sovjetiske styrker frem til floden Wisła ved Warszawa, hvor den polske modstandsbevægelse indledte en opstand mod den tyske besættelsesmagt ud fra en forventning om, at man fra sovjetisk side ville komme modstandsbevægelsen til hjælp og få befriet Warszawa. Det skete dog ikke. De sovjetiske styrker forhold sig passivt, angiveligt pga. manglende resurser, reelt formentlig fordi de var interesseret i, at tyskerne nedkæmpede de polske partisaner (se Warszawaopstanden). Opstanden varede 66 dage og endte med modstandsbevægelsens nederlag. Warszawa blev fuldstændig ødelagt under kampene, og den del af befolkningen, som overlevede kampene, blev sendt i tyske koncentrationslejre

I august-september gik Den Røde Hær tillige ind i Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien.

Det tyske nederlag ved Stalingrad i 1943 og de betydelige menneskelige tab, som Tysklands forbundsfæller Finland, Ungarn og Rumænien havde oplevet siden 1941 under krigen mod Sovjetunionen, førte til, at de i løbet af 1943 i al hemmelighed søgte at komme ud af krigen. Således måtte Finland den 19. september 1944 underskrive en våbenstilstandsaftale med Sovjetunionen. Den betød, at Finland (se Fortsættelseskrigen 1941-1944) efter sovjetisk krav måtte fordrive de tyske tropper fra Lapland og ind i Nordnorge. Endvidere måtte Finland på ny afstå Karelen til Sovjetunionen, hvilket betød, at den finsk-sovjetiske grænse efter det finske nederlag i Vinterkrigen mod Sovjetunionen i 1940 blev genoprettet.

Da den ungarske diktator admiral Miklos Horthy søgte forståelse med Sovjetunionen, besatte Tyskland Ungarn den 19. marts 1944. Horthy og hans familie blev deporteret til Tyskland, og en tysk marionetregering under ledelse af fascisten Szalazi og hans Pilekorsparti overtog magten og beholdt den, indtil Den Røde Hær havde erobret Ungarn. Det nye styre deporterede alle ungarske jøder, bortset fra de, der boede i hovedstaden Budapest, til de tyske udryddelseslejre.

I Rumænien afsatte kong Mikael den 1. statschefen general Ion Antonescu i august 1944 på et tidspunkt, hvor Den Røde Hær var i gang med at erobre Rumænien. En våbenstilstand med Sovjetunionen blev afsluttet, og Rumænien gik over på de allieredes side og fordrev selv tyskerne fra hovedstaden Bukarest. Det betød dog ikke, at Rumænien var ude af krigen: således blev den rumænske hær tvunget til at deltage i erobringen af Ungarn.

Samtidig indledtes det allierede angreb på Atlantvolden, den sammenhængende tyske kystbefæstning, som strakte sig fra Norge langs den danske vestkyst (hvor de tyske bunkers i de jyske klitter var en del af denne forsvarskæde) til Frankrig.

Den 6. juni 1944, D-dag, gik store styrker fra USA, Canada og Storbritannien i land i Normandiet. Angrebet skete med en betydelig overlegenhed i mennesker og materiel. Således kunne de allierede sende ca. 11.000 jagerfly og bombefly på vingerne mod en tysk luftmagt i Frankrig på ca. 700 fly. Om end selve landgangen og udbygningen af de allierede brohoveder foregik efter planen, voldte det efterfølgende slag om Normandiet og nedkæmpelsen af de tyske panserstyrker betydelige problemer for de allierede og store tab for begge parter. Først efter at det var lykkedes at omringe og nedkæmpe de tyske styrker nær byen Falaise, formåede de allierede at befri Paris den 25. august 1944. En fransk regering blev indsat under general de Gaulle, lederen af De Frie Franske Styrker, mens lederne af den franske kollaboration, statschefen Philippe Pétain og Vichy-regeringens leder, Pierre Laval, søgte tilflugt i Tyskland.

Herefter gik det hurtigt med befrielsen af Vesteuropa. Den 3. september 1944 befriede britiske styrker Bruxelles, og få dage senere overskred de grænsen til Holland. Befrielsen af Paris og den hurtige fremrykning længere ind i Nordfrankrig og Belgien fik mange til at tro, at krigen kunne afsluttes inden udgangen af 1944. Imidlertid havde de allierede styrker under deres vej ind gennem Nordfrankrig ikke erobret nogen havneby af betydning, hvilket betød, at alle forsyninger måtte transporteres ad landevejen hele vejen fra Normandiet og videre østpå forbi Paris. Konsekvensen var udtalte forsyningsproblemer for de allierede. Eksempelvis gik den amerikanske fremrykning i Lorraine i Østfrankrig i stå på grund af manglen på benzin.

Med afsæt i et britisk-inspireret forsøg på at afslutte krigen inden udgangen af 1944 blev britske, amerikanske og eksilpolske faldskærmsstyrker den 17. september 1944 nedkastet nær broerne over Rhinen ved Arnhem og ved Nijmegen i Holland. Planen var, at med disse broer over Rhinen i allieret besiddelse ville det være muligt at indlede en hurtig og overraskende offensiv mod øst ind i Nordtyskland og nå Berlin og dermed fremkalde en tysk kapitulation. Planen mislykkedes under store tab for især de britiske faldskærmsstyrker.

Ud fra motiver, der rakte fra afsky for nazisternes fremfærd over for blandt andre jøder og slaviske folk, over politisk modstand mod regimet, til erkendelse af den udsigtsløse militære situation, var der i Tyskland opstået modstand, der kulminerede i, at en gruppe officerer den 20. juli 1944 begik et bombeattentat mod Hitler, der skulle være fulgt af et militærkup (se 20. juli-sammensværgelsen). Attentatet mislykkedes, og Hitler kunne gennem sit brutale opgør med de militære og civile sammensvorne styrke sin position og vinde yderligere tid; den populære generalfeltmarskal Rommel var blandt ofrene for udrensningen i officerskorpset.

De allierede hære stod i efteråret 1944 ved Det Tyske Riges grænser i øst og vest. Den nazistiske propaganda portrætterede nu tyskerne som ofre for allieret og især sovjetisk aggression og udnævnte Tyskland til en fæstning, der skulle forsvares med alle midler. Den tyske rustningsindustri toppede i sommeren 1944 og begyndte derefter at gå tilbage. Samtidig hæmmede mangel på benzin og olie krigsførelsen alvorligt. I 1943 bombede amerikanske bombestyrker med succes de rumænske oliefelter, som indtil da havde leveret en meget stor del af benzinen og olieen til den tyske hærs motoriserede enheder, herunder pansertropperne.

Den allierede invasion af Normandiet i vest og de sovjetiske offensiver i øst betød, at Tyskland havde mistet en meget betydelig del af sine væbnede styrker. I den resterende del af krigen fortsatte de tyske tab i et sådant omfang, at det ikke længere var muligt at erstatte tabene med uddannet personel. For at sikre, at alle mænd i alderen 16-60 år, som ikke allerede var indkaldt, blev indrulleret i forsvaret af det nazistiske Tyskland, oprettede man den 25. september 1944 den såkaldte Volkssturm (Folkestorm), en dårligt bevæbnet milits.

Det nazistiske magtapprat – parti, justitsvæsen, SS og politi – førte en stadig mere umenneskelig politik over for den tyske befolkning, hvor enhver form for modstand blev straffet med døden. Det er betegnende, at Adolf Hitler den 19. marts 1945 gav ordre til ødelæggelse af det tyske produktionsapparat og infrastrukturen, dels for at fjenden ikke skulle finde noget anvendeligt, dels fordi det tyske folk efter hans mening havde vist sig uværdigt til fortsat eksistens.

Den 16. december 1944 indledte Tyskland en modoffensiv i Ardennerne (Ardennerslagene) med det formål at erobre den vigtige havneby Antwerpen i Belgien og dermed lamme forsyningen af de allierede hære. Om end offensiven kom som en stor overraskelse for amerikanerne, lykkedes det de allierede at få presset tyskere tilbage, og i midten af januar 1945 lå fronten på samme sted, som den havde gjort en måned før. De allierede overskred Rhinen i marts 1945, og derefter gik fremrykningen gennem Tyskland hurtigt. I april lykkedes det amerikanerne at omringe et meget stort antal tyske soldater i Ruhr, og da de have overgivet sig, tog fremrykningen yderliere fart.

I Italien var de allierede i april 1945 trængt frem til Bologna; den 28. april blev Mussolini pågrebet og skudt af partisaner. Også i Grækenland, der blev rømmet af tyskerne i oktober 1944, og i Jugoslavien spillede partisaner en vigtig rolle ved at trænge de tyske tropper og den lokale kollaboration tilbage. De blev støttet dels af Sovjetunionen, dels af Storbritannien, og deres indbyrdes politiske modsætninger førte i Grækenland til en borgerkrig, der varede indtil 1949.

Efterhånden som tropperne i krigens sidste måneder nåede frem til koncentrationslejrene, bestyrkede de gruopvækkende beviser for de tyske forbrydelser de allierede i målsætningen om Tysklands betingelsesløse kapitulation. Således befriede britske styrker koncentrationslejren Bergen-Belsen ud for Hamburg, mens amerikanske styrker befriede koncentrationslejren Dachau ud for München. Oplevelsen af den ufattelige ondskab og den totale fornedrelse gjorde et dybt og varigt indtryk på verdensoffentligheden og var afgørende for det arbejde, som De Forenede Nationer (FN) efter krigens ophør gjorde på menneskerettighedsområdet for at sikre, at lignende forbrydelser ikke skulle ske igen.

Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær en storoffensiv fra sine brohoveder ved floden Wisła syd for Warszawa i Polen. De sovjetiske panserstyrker nåede den 30. januar frem til byen Küstrin ved Oder, kun ca. 50 km fra Berlin, og den 16. april indledtes den sovjetiske erobring af Berlin. Efter tre dages hårde kampe mod det tyske forsvar omkring det sovjetiske brohoved ved Seelow øst for Berlin brød Den Røde Hær gennem de tyske forsvarslinjer og omringede Berlin. Byen blev herefter erobret i hårde gadekampe, og den 30. april begik det tyske riges fører, Adolf Hitler, selvmord i sin bunker under Rigskancelliet, nær Brandenburger Tor. Han udnævnte storadmiral Karl Dönitz til rigspræsident og leder af en ny tysk regering, som undveg til Flensborg, hvor den blev arresteret af britiske tropper den 23. maj. Berlin overgav sig den 2. maj.

Dagen efter at Den Røde Hær havde påbegyndt sin offensiv fra brohovederne ved Wisła, begyndte den sovjetiske erobringen af Østpreussen. Hovedbyen Königsberg (det nuværende Kaliningrad) blev indtages den 10. april 1945. Østpreussen var den første del af Tyskland, som Den Røde Hær erobrede. Den 27. januar befriede de sovjetiske tropper udryddelseslejren Auschwitz. Selv om dele af lejren, herunder gaskamrene, var ødelagt, fik omverdenen et uafrysteligt indblik i den tyske udryddelse af Europas jøder.

Den 25. april mødtes sovjetiske og amerikanske tropper ved byen Torgau ved Elben og skar Tyskland over i to dele, der daglig skrumpede. Sidst i april besatte britiske styrker Hamburg, og den 4. maj 1945 overgav de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark sig til den britiske øverstkommanderende, feltmarskal Bernhard L. Montgomery på Lüneburger Heide med virkning fra morgenen den 5. maj. Den 7. maj kapitulerede Tyskland betingelsesløst ved en ceremoni i Reims i Nordfrankrig. Ceremonien blev gentaget over for den sovjetiske marskal G. Zhukov i Berlin-Karlshorst den 8. maj. Herefter tav våbnene i Europa.

På Stillehavsfronten fortsatte Storbritanniens og især USA's fremmarch. De japanske styrker gav hårdnakket modstand og havde fuld opbakning på hjemmefronten. De japanske styrker blev forstærket af tvangsrekrutterede koreanere, og i alt blev mere end 1 million koreanske mænd og kvinder deporteret til Japan og japanskbesatte områder for at fungere som tvangsarbejdere eller prostituerede i soldaterbordeller.

I 1944 begyndte den amerikanske tilbageerobring af Filippinerne, og med erobringen af Guam i august 1944 var amerikanerne kommet så tæt på Japan, at de japanske storbyer kunne angribes med bombefly. Den amerikanske maritime strategi bestod i med ubåde at blokere forsyningsvejene over havet, så Japan blev tvunget i knæ. Det japanske forsvar forblev dog særdeles solidt, hvilket viste sig under den amerikanske erobring af øen Iwo-Jima syd for Japan i foråret 1945, og under erobringen af øen Okinawa i juni 1945; begge resulterede i betydelige amerikanske tab.

På grund af den indædthed, hvormed japanerne forsvarede sig, og i et forsøg på at begrænse de forventede allierede tab besluttede USA at anvende atomvåben for at tvinge Japan til overgivelse. Medvirkende til denne beslutning var, at en allieret invasion af Japan og den efterfølgende erobring af de japanske øer med stor sandsynlighed ville betyde, at Stillehavskrigen først blev afsluttet i 1947. Samtidig forberedte Sovjetunionen sig på at gå ind i krigen mod Japan, hvilket skete den 8.august 1945, hvor de indledte en offensiv mod Manchuriet.

I juli 1945 prøvesprængtes verdens første atombombe i USA. Den 6. august blev en atombombe kastet over Hiroshima og den 9. august endnu en over Nagasaki med i alt 110.000 civile dødsofre til følge. Japan kapitulerede derpå betingelsesløst den 15. august 1945; dog fortsatte kampen mod de sovjetiske styrker i Manchuriet og på øen Sakhalin frem til den 25. august.

Siden Casablancakonferencen i januar 1943 var det allierede krigsmål og krav til Aksemagterne "betingelsesløs kapitulation". Fra det tidspunkt gennemførte de tre store allierede, Sovjetunionen, Storbritannien og USA, en række konferencer for at nå til enighed om de problemer, der kunne forudses som resultater af krigen.

På Teherankonferencen i november 1943 opnåedes enighed om, at den vestallierede landgang skulle finde sted i Frankrig i foråret 1944, og at en kommission, European Advisory Commission, EAC, skulle etableres til at foreslå betingelser for behandlingen af det besejrede Tyskland.

Det førte den 12. september 1944 til Londonaftalen, der fastslog en inddeling af Tyskland og Berlin samt Østrig og Wien i besættelseszoner. På mødet mellem de tre allierede ledere Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta på Krim i februar 1945 (se Jaltakonferencen) besluttede "de tre store" at opdele Tyskland i fire besættelseszoner og oprette et fælles allieret kontrolråd til at styre landet; Polens vestgrænse skulle foreløbig forløbe langs floderne Oder og Neisse, og Tyskland skulle afnazificeres, demilitarises og pålægges at betale krigsskadeserstatninger.

Desuden besluttede de tre store, at en ny international organisation, De Forenede Nationer, skulle oprettes, og at de, som havde gjort sig skyldige i krigsforbrydelser eller forbrydelser imod menneskeheden, skulle straffes. Potsdamkonferencen i juli 1945 regulerede det besatte Tysklands status og administration.

De tre stormagter aftalte, at der skulle ske en gennemgribende demokratisering af landet, og at besættelsesmagterne kunne hente de skyldige krigsskadeserstatninger i hver sin zone, evt. ved demontage; området øst for Oder-Neisse-linjen blev foreløbig sat under polsk og sovjetisk administration, og man enedes om, at de tyske befolkningsgrupper i disse områder kunne udvises og forflyttes til det besatte Tyskland. Til Japan fremsatte de tre stormagter på Potsdamkonferencen et fredstilbud, som blev afvist.

Udfaldet af 2. Verdenskrig førte til afgørende magtforskydninger i det internationale system. Japan og Tyskland, der havde indledt krigen, var for en længere periode sat ud af spillet som stormagter.

Frankrig og Storbritannien var alvorligt svækket og kunne ikke forhindre, at deres kolonier, uden hvis menneskelige og økonomiske resurser de ikke ville have været i stand til at føre krigen, efterhånden gjorde sig selvstændige. Som krigens egentlige sejrherrer fremstod Sovjetunionen, der etablerede et lukket system af afhængige, kommunistiske stater omkring sig, og USA, der i kraft af Bretton Woods-systemet fik den dominerende rolle i efterkrigstidens internationale økonomi. Konkurrencen mellem disse to stormagter og de ideologier, de repræsenterede (kommunismen og liberalismen), blev bestemmende for global politik frem til kommunismens sammenbrud omkring 1990 (se Jerntæppet og den kolde krig).

De to stormagters udgangsposition var dog forskellig, idet USA med beskedne tab havde tjent store summer på leverancer af krigsmateriel, fødevarer mv. og udvidet sin produktionskapacitet enormt, mens Sovjetunionen forblev præget af kolossale tab af menneskeliv og materielle værdier.

Anslået var knap 110 mio. mennesker blevet mobiliseret til krig. Som følge af at Tyskland og Japan i deres krigsførelse havde ophævet skellet mellem krigsdeltagere og civilbefolkning og i Østeuropa og Kina havde ført udryddelseskrig mod civilbefolkningen, blev krigens tab i menneskeliv og ødelæggelser langt større end i 1. Verdenskrig. Det skønnes, at mindst 55 mio. mennesker mistede livet som følge af 2. Verdenskrig; muligvis er tallet endda så højt som 70 mio., idet nye oplysninger tyder på, at de sovjetiske og kinesiske tabstal er en del højere end hidtil antaget. Hen imod ²/₃ af de dræbte var civile.

Sovjetunionen mistede mindst 27 mio. mennesker, Kina mindst 10 mio., Polen 6 mio., og de øvrige centraleuropæiske stater tilsammen ca. 4 mio. Italiens tabstal opgøres til 0,3 mio., Japans til 1,8 mio., og de tyske til 5,3 mio., heri dog inkluderet tab blandt etniske tyskere, som ikke var tyske statsborgere, især i forbindelse med flugt og fordrivelse fra de østeuropæiske områder.

På vestallieret side var tabene relativt små: Frankrig mistede 0,8 mio., Storbritannien og USA hver knap 0,4 mio. mennesker. Målt i procent af førkrigsbefolkningen var tabene størst i Hviderusland (25%) og Polen (20%). Indregnet i tabstallene er ca. 6 mio. civile jøder, som omkom som følge af den tyske jødeudryddelse, der var uden sammenhæng med krigens militære mål.

Krigen medførte tillige omfattende befolkningsforskydninger som følge af deportation og flugt. I alt menes 20 mio. mennesker at være tvangsdeporteret. Ved krigsafslutningen befandt der sig alene på tysk område knap 8 mio. displaced persons, DP; flertallet heraf var deporteret fra de besatte lande som tvangs- og slavearbejdere.

Under Den Røde Hærs fremmarch og i de første efterkrigsår forlod knap 13 mio. folketyskere, de fleste under tvang, deres bopæl i de tidligere tyskbeboede områder i Østeuropa og blev genhuset i de fire besættelseszoner i Tyskland.

De materielle skader og ødelæggelser var kolossale, især i Østeuropa, Tyskland og en række områder i Fjernøsten. Sejrherrerne indledte i 1945 i Nürnberg og i 1946 i Tokyo krigsforbryderprocesser mod de af Tysklands og Japans ansvarlige ledere, der endnu var i live (se Nürnbergprocessen 1945-46 og Tokyoprocessen 1946-48), og siden er der i mange lande blevet ført et stort antal retssager om krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået under 2. Verdenskrig; den foreløbig seneste i 2009.

Ligesom efter 1. Verdenskrig blev der efter 2. Verdenskrigs afslutning indgået en række fredsaftaler. I februar 1947 undertegnede de allierede i Paris fredstraktater med Finland, Italien, Bulgarien, Rumænien og Ungarn, der bl.a. pålagde dem territorialafståelser. De tyske lydstater Slovakiet og Kroatien eksisterede på det tidspunkt ikke længere. De vestallierede anført af USA og Storbritannien sluttede 1951 fred med Japan, der bl.a. måtte afstå Manchuriet, Taiwan og Korea. Japan har ikke formelt sluttet fred med Sovjetunionen (nu Rusland).

Hvad Det Tyske Riges område angik, blev kapitulationen ikke fulgt af nogen fredsaftale. Efter Potsdamkonferencen blev uoverensstemmelserne mellem Sovjetunionen og de vestallierede stadig mere dybtgående, således at der ikke kunne opnås enighed om fredsbetingelserne for Tyskland.

Hverken tyske eller allierede politikere var interesseret i en aftale, der ville cementere Tysklands deling; og Den Tyske Forbundsrepublik, der ved Luxembourg- og Londonaftalerne 1952-53 opnåede en særdeles fordelagtig løsning på spørgsmålet om erstatningsbetalinger til de vestallierede og jøderne/staten Israel, ønskede at manøvrere uden om alle krav fra de central- og østeuropæiske stater. Spørgsmålet om en fredsaftale blev holdt flydende pga. den kolde krig.

I 1949 proklamerede Den Tyske Forbundsrepublik og DDR sig som selvstændige stater. I hhv. 1951 og 1955 erklærede Vestmagterne og Sovjetunionen krigstilstanden med Tyskland for afsluttet. Østrigs suverænitet og neutralitet anerkendtes af stormagterne i 1955, hvorefter deres besættelsesstyrker rømmede landet. Tyskland forblev delt indtil 1990, da den såkaldte 2+4-traktat afsluttede de krigsbetingede forholdsregler, herunder besættelsen af Berlin, og reelt trådte i stedet for en fredsaftale.

• Danmarks historie 1940-1945