jacquardstrik

Jacquardteknikken har mange betegnelser. Tidligere kaldtes den ofte norsk strik i Danmark efter de mønstrede trøjer, man typisk strikkede i 1950’erne og 1960’erne. I dag siger de fleste nok fair isle, fordi internettet og de amerikanske betegnelser har overtrumfet de tidligere. Nogle bruger betegnelsen mønsterstrik, men det ord kan også bruges om mange andre typer strikkede mønstre.

Betegnelsen jacquardstrik er den mest brugte blandt fagfolk, og den er opkaldt efter væveteknikken jacquardvævning. Teknikken bruges blandt andet til damask og brokade. Det var franskmanden Joseph Marie Jacquard, der lagde navn til jacquardvæven i begyndelsen af 1800-tallet. På en jacquardvæv styres mønstringen af et hulkortsystem, og det var J.M. Jacquard, der udviklede hulkortsystemet.

De mest velegnede jacquardmønstre er relativt små, og de er ofte udviklet, så der ikke er mange masker mellem garnskiftene. På den måde bliver medløbstrådene på bagsiden af arbejdet ikke for lange. På Fair Isle, som er den mest afsides af Shetlandsøerne, har man en særlig mønstertradition i form af de såkaldte OXO-mønstre, der er udviklet netop for at undgå de lange medløbstråde.

Jacquardstrik med egnstypiske mønstertraditioner kendes fra hele Skandinavien, Baltikum og Nordatlanten, men i mindre omfang fra Danmark. Nogle forskere mener, at teknikken kom fra Baltikum og derfra spredte sig til Shetlandsøerne og videre til Skandinavien i løbet af 1800-tallet.

I Norge har man en rigdom af mønstre fra forskellige egne som Setesdal og Selbu, som alle er strikket i jacquardstrik.

På Færøerne og på Gotland har man mønsterbøger med mønstre, der er indsamlet i første halvdel af 1900-årene, men som stadig strikkes. Og den engelsk-amerikanske strikkelitteratur er rig på traditionelle og mindre traditionelle bøger med fair isle-mønstre.

I Danmark blev det moderne af strikke hønsestrik i 1970’erne, og det var også primært jacquardstrikketeknikken, man brugte til det. Så selvom vi ikke har bevarede mønstertraditioner som i de øvrige skandinaviske lande, var og er teknikken også populær her.

Op igennem 1900-tallet er jaqcuardstrikkede trøjer med jævne mellemrum blevet en del af modebilledet.

I begyndelsen af 1900-tallet opstod fænomener som fritid og sport i velstillede dele af Europas befolkning og med dem et behov for sportstøj og fritidsbeklædning. Den type beklædning skulle være elastisk og delvis vind- og vandtæt. Her passede strikkede trøjer i almindelighed og jacquardstrikkede i særdeleshed godt ind.

Kendte og kongelige som fx den britiske kronprins, den senere Edward 8., lod sig afbilde og se i fair isle-sweater. Kronprinsen var en af samtidens store stilikoner og var derfor stærkt medvirkende til at udbrede den form for beklædning.

I 1970’erne og frem blev ”islænderen” omtrent obligatorisk påklædning for de såkaldte ungdomsoprørere og alle andre alternativt tænkende yngre mennesker. ”Islænderen” er egentlig ikke islandsk i sin oprindelige udgave, men en del af den færøske strik.

I 1980’erne kom den amerikansk-britiske maler Kaffe Fassett ind på strikkescenen med sine mangefarvede strikketrøjer, og en stor del af dem var også strikket i jacquardteknikken.

I 2006 lancerede DR krimiserien Forbrydelsen. Seriens hovedpersonen, vicekriminalkommissær Sarah Lund, huskes i dag måske mere for sweateren, designet af den færøske designduo Guđrun & Guđrun, end for selve serien.

• strikning
• hønsestrik
• færøsk strik

• Bårdsgård, Anne (2016): Selbuvotter. Museumsforlaget.
• Debes, Hans (1932): Føroysk Bindingarmynstur. Føroyskt Heimavirki.
• Lind, Vibeke (2013): Strik med nordisk tradition. Rosinante.
• Klindt, Louise (2017): Jacquardstrik. Turbineforlaget.
• Starmore, Alice (2009): Alice Starmore’s Book of Fair Isle Knitting. Dover Publications.
• Stengaard, Hermanna (1925): Gotländsk Sticksöm – gamla monster. Genudgivelse 2014 ved Bokförlaget Rediviva.