færøsk strik

"Uld er færø guld”, siger færingerne. Og det er der gode grunde til. Navnet Færøerne betyder formentlig Fåreøerne, og det navn fik øerne af vikingerne. Fårebrevet, Seyðabrævið, fra 1298, indeholder bl.a. udførlige love om fårehold, og forskellige fund og kilder tyder på, at fåreuld og uldvarer helt tilbage til 1100-tallet har været færingernes primære handelsvare i samhandlen med omverdenen.

Ulden fra færøske får består både af grove dækhår og en finere og blødere underuld. Når fåret var klippet, blev ulden sorteret, og de grove dækhår blev trukket af – det kaldes at nappa ulden, og det var et hårdt og beskidt arbejde. Derefter blev ulden kartet og spundet til garn. Spindingen var ofte mandearbejde, mens strikning var kvindearbejde, men alle i husholdningen hjalp til med arbejdet, og tjenestepiger havde tit kvoter for, hvor meget de skulle strikke. Ofte blev uld og garn ikke farvet, men de færøske fårs uld findes naturligt i utallige nuancer af hvidt, gråt, brunt og sort, som blev holdt adskilt, så der blev spundet garn i de forskellige farver.

I dag bliver det meste af fåreulden, der produceres på Færøerne, brændt, da det er vanskeligt maskinelt af skille dækhårene og underulden ad, og fordi forbrugerne på verdensmarkedet foretrækker blødere uldtyper. Men fårehold betragtes stadig som en væsentlig del af færøsk kultur.

Der har været en større produktion af garn på spinderier på Færøerne. Men i dag er det kun firmaerne Navia og Snældan, som producerer garn med tilhørende modeller. Snældan er desuden det eneste spinderi, der er tilbage på Færøerne (2024).

Til lands og til vands er strikkede trøjer godt arbejdstøj i et omskifteligt klima som det færøske. Ulden holder brugeren tør under en mindre byge, og med tiden filter ulden sammen på tøjets inderside, så det bliver næsten vindtæt. Igennem årene udviklede man en tradition for tofarvede, mønsterstrikkede trøjer, vanter, huer og strømper. Når man strikker mønsterstrik med to forskellige farver, dvs. jacquardstrik, opnår man et materiale, der er meget mere isolerende, end hvis man brugte garn med den dobbelte tykkelse. Mønstringen har således både en praktisk og en æstetisk funktion.

De hjemmeproducerede striktrøjer fra Færøerne kaldtes også skibstrøjer eller sømandstrøjer, og de blev fra slutningen af 1700-tallet en stor eksportvare. Det anslås, at man i 1849 eksporterede 98.000 sweatere af denne type, hvilket er ganske imponerende, da der på det tidspunkt var ca. 8.000 indbyggere på øerne.

Ironisk nok er denne type trøjer kendt som islændere eller islandske trøjer i Danmark. Forklaringen skyldes formentlig, at de danske handelsskibe sejlede fra Færøerne og videre til Island efter at have lastet trøjerne ombord. Når de senere kom til Danmark, kom skibene fra Island, og derfor troede man, at det var islandske trøjer.

En anden traditionel og populær færøsk trøje er den ensfarvede mandesweater med sølv- eller metalknapper på venstre skulder. Farven er oftest brun, men den kan også være sort eller grå. I knapperne er der næsten altid præget en blomst: Færøernes nationalblomst, sólja, engkabbeleje.

I begyndelsen af 1900-tallet blev der gjort forskellige anstrengelser for at indsamle og bevare færøske strikkemønstre. Bestræbelserne var helt i tråd med tidens spirende ønsker om selvstændighed og følelsen af national stolthed over sprog og kulturelt særpræg.

I 1929 viste man en samling af færøske strikkemønstre på en udstilling på Teknologisk Institut i København, og den vakte stor interesse blandt publikum. En af gæsterne var dronning Alexandrine, og hun opfordrede den færøske skrædder Hans Marius Debes (1888-1978) til at samle mønstrene i en bog. Han rejste derfor rundt på øerne, og efter hans eget udsagn var det i den 11. time, før de ville blive glemt. Tre år senere, i 1932, udkom bogen Føroysk Bindingarmynstur (Færøske Strikkemønstre) med 143 mønstre. Mønstrene var tegnet skematisk op, og bogen gav ingen anvisninger på, hvordan de skulle strikkes eller indpasses i en trøje. Den proces kunne trænede færøske strikkere sagtens selv klare.

Føroysk Bindingarmynstur er blevet genudgivet flere gange i stort set uændret form og er stadig i handlen (2024). Den lange udgivelsesperiode og mønstrenes æstetik og anvendelighed viser, at Hans Debes’ mønstersamling ikke kun blev en omhyggelig registrering af fortidens strikkekultur. Den blev simpelthen et uundværligt redskab for alle fremtidige strikkere på Færøerne – i det mindste omtrent et århundrede.

Den færøske nationaldragt er stadig meget brugt, og mange unge får dragten, når de afslutter deres skolegang. Det er en stor investering, men så har man også tøj til alle livets fester. Det er almindeligt, at man selv eller kyndige familiemedlemmer syr, væver, strikker og broderer alle eller nogle af dragtens dele. Man kan også gå på særlige kurser, hvor man kan få hjælp af en ekspert.

Til kvindedragten hører en strikket, kropsnær trøje, stimatroyggja, som holdes lukket med snører midtfor. Den er som regel strikket i et mønster fra Hans Debes’ bog og oftest i farverne rød og sort eller rød og blå. Trøjen er kort, og den har en stor halsudskæring fortil. Det er meget vigtigt, at den sidder helt rigtigt på kroppen, og det hjælper det strikkede materiales elasticitet med til.

Langt op i 1900-tallet var strikkede sjaler en del af færøske kvinders daglige beklædning. Sjaler indgår stadig (2024) i kvindernes nationaldragt, men det er sjældent strikkede versioner.

Til hverdag brugte man tidligere et stort trekantet sjal, hvor snipperne blev krydset over brystet og bundet fast om livet på ryggen. Desuden bar man et mindre om hovedet. Det særlige ved de store færøske sjaler er, at de har ”skuldre”, altså en indbygget pasform. Det gør, at de sidder bedre, og at man af den grund bedre kan arbejde og bruge kroppen. Sjalet var et praktisk stykke tøj, der kunne formes fra dækkende hovedbeklædning over overtøj til pyntegenstand. Selvom sjalet ikke længere er alle kvinders arbejdstøj, bliver det stadig skattet, flittigt brugt og strikket.

Kunsthåndværkeren og strikdesigneren Vibeke Lind skriver, at det færøske sjal er en videreudvikling af et norsk sjal. Men egentlig vished kendes ikke. De ældst bevarede strikkede sjaler på Tjođsavniđ, Færøernes Nationalmuseum, er kun cirka 100 år gamle.

Traditionelt bestod sjalet af to retstrikkede, trekantede sjaler, typisk et mørkt ydersjal med et lyst eller hvidt for. De blev strikket af den fine, bløde underuld, hvor uldens stive dækhår ikke var spundet med. De to sjaler blev hæklet sammen med små musetakker foroven, mens underkanterne blev holdt sammen med frynser, som oftest også blev flettet.

Sjalerne, der strikkedes nedefra og op, havde altid midterkile og ”skuldre”, som dannedes ved at strikke ekstra indtagninger på sjalets øverste tredjedel, svarende til personens skulderbredde. Indtagningerne strikkes ofte før eller efter et omslag, så der opstår dekorative hulrækker, og der blev næsten altid strikket hulmønsterborter forneden på sjalerne.

Det fortælles tit, at man tidligere sagde, at en færøsk pige skulle være født med strikkepinde i hænderne. Med andre ord hørte kvindeliv og strik hørte sammen.

Fortidens samvær om husflid i hjemmene, hvor man producerede fornødenheder og eventuelt også salgsvarer, og reparerede tøj og redskaber, findes naturligvis ikke mere, men måske er fritidslivets færøske strikkeklub en moderne afløser. I hvert fald strikker færøske kvinder stadig (2024) meget og gerne i strikkeklubber.

En anden forklaring på strikkeklubbernes opståen og popularitet har forbindelse med englændernes besættelse af Færøerne under 2. Verdenskrig, hvor mørklægning og udgangsforbud gjorde dem til et trygt samlingspunkt. Man mødtes oftest i private hjem, hvor man drak kaffe og te og spiste hjemmebagte kager, mens der blev strikket og lavet andre former for håndarbejde.

Nutidens strikkeklubber ligner de oprindelige, men er i øvrigt meget forskellige. Nogle er produktive og seriøse, mens andre primært er sociale og fokuseret på snak og hygge. I nogle strikkeklubber strikker man faktisk overhovedet ikke – på trods af navnet. En strikkeklub er uden formel ledelse og organisering, og det er også karakteristisk for dem, at sammenholdet i klubben kan vare hele livet.

I begyndelsen af januar 2007 optrådte skuespilleren Sofie Gråbøl som vicekriminalkommissær Sarah Lund i krimiserien Forbrydelsen i en sweater designet af designerduoen Guđrun & Guđrun fra Færøerne. Sarah Lund-trøjen, som den hurtigt kom til at hedde, blev meget, meget populær og eftertragtet langt ud over Færøernes og Danmarks grænser. Den blev solgt i stort antal på legal vis, men også kopieret, og det udløste et antal sager om ophavsret. Alt i alt førte den store opmærksomhed til et øget fokus på strik og strikdesign fra Færøerne. Mange forbinder i dag denne trøje med færøsk strik, selv om mønsteret med de store stjerner i vandrette striber ikke er kendt fra traditionel færøsk strik.

En anden kendt færøsk strikdesigner er Jóhanna av Steinum, som blandt andet har arbejdet med de gamle færøske mønstre fra Hans Debes og tilført dem en stærk og malerisk kolorit, der bringer tankerne hen på hønsestrik.

På Listasavn Føroya, Færøernes Kunstmuseum, findes flere værker som tager udgangspunkt i tekstile håndværk som for eksempel strik. En af dem, der bruger strik, er Randi Samsonsen, født 1970.

• Færøerne
• strikning
• uld
• jacquardstrik
• hønsestrik

• kunsthåndværk og design på Færøerne

• Av Steinum, Jóhanna: Knitting in the Faroe Islands, HNJ’s Indispensable Guide to the Faroe Islands. H.N. Jacobsens Bókahandil, 2011.
• Debes, Hans: Føroysk Bindingarmynstur. Føroyskt Heimavirki, 1932.
• Joensen, Olivia: Sjalsmynstur, sjalsmønstre, shawl designs. Forlagiđ úti á Bø, 1980.
• Lind, Vibeke: Strik med nordisk tradition. Rosinante, 2013.