Sankt Bendts Kirke i Ringsted har et basilikalt tværskib med kapeller mod øst.

Sankt Bendts Kirke
Af /Trap Danmark, 2021.

Et kapel er en bygningsdel eller en selvstændig kirkelig bygning, som enten har en særlig funktion eller er et fremskudt sted til gudstjeneste underlagt en nærliggende sognekirke.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kapel kommer af middellatin capella 'kort kappe', diminutiv af capa 'kappe'; oprindeligt om det rum, hvor en af de kostbare relikvier i Aachen, den hellige Martins overskårne kappe, blev opbevaret.

Kapel som bygningsdel

Mange kapeller i forbindelse med kirkebygninger er opført som ramme om sidealtre, og flere er enten bygget eller taget i brug som sakramentskapel, helgenkapel eller gravkapel.

Kapel som selvstændig bygning

Fritliggende kapeller kan være opført til minde om en bestemt begivenhed, eller de kan være lokale steder til gudstjeneste, der er underlagt en nærliggende sognekirke. Funktionen som lokalt gudstjenestested gælder også kapeller i eksempelvis borge, klostre, slotte, hospitaler, udannelsesinstitutioner med videre samt ved valfartsteder.

Fra oldkirken kendes selvstændige kapeller til dåben, baptisterium; denne handling blev dog med tiden knyttet til selve kirkebygningen. I Sydeuropa findes endnu selvstændige baptisterier, fx ved katedralen i Pisa.

Læs mere i Lex:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig