Inge Thygesen

I 1971 blev Inge Thygesen den første danske kvindelige dr.polit. på en afhandling om investeringsplanlægning. På denne tid var der i almindelighed stor tro på værdien af planlægning. I særdeleshed var Finansministeriets daværende departementschef Erik Ib Schmidt en trofast dyrker af planlægningstanken. Afhandlingen blev springbræt for en omlægning af Inge Thygesens karriere til centraladministrationen, i første omgang Finansministeriet, hvor hun i 1972 blev konsulent i Budgetdepartementet.

I 1980 blev hun planlægningschef og fik som sådan direkte reference til departementschefen. Hun bidrog bl.a. til Perspektivplan II, 1973, der advarede mod væksten i den offentlige sektor, og betænkningen Planlægning i Centraladministrationen, 1975, som foreslog et kompliceret organisatorisk system, der i det store og hele aldrig er realiseret. Endvidere bidrog hun til Planredegørelse 1, 1977, som lagde op til en prioritering mellem opgaver som bygningen af en Storebæltsbro, opbygningen af et naturgasnet m.m. Modelberegningerne var udformet således, at de kunne simulere forskellige kombinationer af investeringsprojekter, og Inge Thygesen har selv givet udtryk for, at hun anså dette arbejde for at være det mest vellykkede resultat af 1970’ernes planlægningsarbejde, fordi der her blev skabt et virkelig brugbart beslutningsgrundlag.

1978 fulgte Planredegørelse 2 om samordning af data mellem stat og kommuner i offentlig budgetplanlægning. Der blev udarbejdet en sindrig og ambitiøs planlægningsmodel, som ideelt ville sikre informationsudvekslingen mellem stat og kommuner, men den blev aldrig realiseret. 1979-83 medvirkede Inge Thygesen desuden ved udformningen af de årlige budgetredegørelser. I 1983 kom en sidste planredegørelse, som reelt var et gravskrift over planlægningsepoken i Finansministeriet. Her kunne man i første halvdel af 1980’erne se tilbage på en periode med organisatoriske eksperimenter, og der var fra flere sider utilfredshed med planlægningschefens stærke placering i ministeriet.

1972-78 var Inge Thygesen medlem af Det Centrale Uddannelsesråd. Dette medlemskab blev forspil til karrierens højdepunkt: hendes tid som departementschef i Undervisningsministeriet 1984-97.

Indtil 1993 hed undervisningsministeren Bertel Haarder. Forholdet mellem Inge Thygesen og ministeren var præget af gensidig respekt, men også af temperamentsforskelle, hvor ministeren som improvisator kunne afvige fra departementschefens teknokratiske planlægningslinie.

Inge Thygesen fornyede Undervisningsministeriet gennem en stærkere fokusering på planlægning og en forstærket nationaløkonomisk tænkning på uddannelsesområdet. Hun blev kendt for en meget direkte og omsvøbsfri måde at gennemføre ændringer på. Fornyelsen forløb ikke uden svære brydninger med personalet, som i 1986 en bloc og skriftligt under mediebevågenhed klagede til departementschefen over manglende samarbejde. I denne periode var ministeren og ministeriet tillige ofte i konfrontation med undervisningsinstitutionerne.

I 1989 omlagdes ministeriets struktur, idet de hidtidige direktorater blev omdannet til afdelinger i selve ministeriet. Samtidig etableredes et uddannelsespolitisk sekretariat, et stabsorgan med direkte reference til minister og departementschef. Sekretariatet skulle sikre en bedre policy-udvikling og koordinering i ministeriet. Som de faktiske forhold udviklede sig, gav det departementschefen en stærk stilling i ministeriet.

I 1993 måtte Undervisningsministeriet afgive dele af sit ressortområde til det nyoprettede Forskningsministerium. Undervisningsminister var nu Ole Vig Jensen, og heller ikke i denne periode var ministeren og ministeriet uden stormvejr. Især gennemførelsen af den såkaldte særlov om Tvindskolerne gav megen blæst. Forholdet til Ole Vig Jensen var ikke uden spændinger. I 1997 blev Inge Thygesen kommitteret i Finansministeriet. Stillingen må opfattes som en retrætestilling.

Inge Thygesen har haft stor indflydelse på hele to betydningsfulde ministeriers omformning til policy-formulerende og planlæggende organer. Effekten er varig, uanset at der undervejs var teknokratiske vildskud.

I 1985 blev Inge Thygesen ridder af Dannebrogordenen, i 1990 ridder af 1. grad og i 1995 kommandør. Hun har været medlem af en del bestyrelser, bl.a. for Sund og Bælt fra 1991, for Forskningscenter Risø fra 1993, for CSC Datacentralen fra 1997 og for Københavns Lufthavn.

• Foto i Det Kgl. Bibliotek.

• Danmarks Tekniske Højskole (DTH) (se Danmarks Tekniske Universitet)
• Finansministeriet
• Det Centrale Uddannelsesråd
• Undervisningsministeriet
• Sund og Bælt (se Sund og Bælt Holding A/S)
• Forskningscenter Risø
• CSC Datacentralen (se CSC)
• Københavns Lufthavn

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.