Faktaboks

Sogn
Ølst Sogn
Provsti
Randers Søndre Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Randers Kommune
Ølst Kirke består af et kor og skib fra romansk tid og et våbenhus, der formentlig er opført i 1700-tallet. Klokkekammen over skibets vestgavl stammer fra en restaurering af kirken i 1867. Foto: 2006.

Ølst Kirke er en fint bevaret romansk kirke med et senere våbenhus. I kirken er der bevaret inventar fra dens lange historie, hvor særligt middelalderen er godt repræsenteret.

Kirken ligger i den østlige del af Ølst by omtrent 10 kilometer syd for Randers.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib, der antageligt i 1700-tallet fik et våbenhus på sydsiden.

I dag er kirken i blank mur med synlige byggematerialer. Den har blytag på de romanske dele og rødt tegltag på våbenhuset.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker, der er kendetegnet ved brug af runde buer, blev bygget af natur- eller teglsten, og i Ølst er den ældste del af kirken opført i tilhuggede granitsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddørens hul er endnu i brug, mens norddørens er muret til. De har begge bevaret deres sirligt udformede romanske portaler med monolitter.

Både korets østlige gavl samt korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer, hvoraf flere endnu kan ses på nordsiden.

De senere om- og tilbygninger

På skibets sydside er der et våbenhus, der formentlig blev opført i 1700-tallet. Det har et let opskalket tag, dvs. at det har svaj i bunden af taget. I gavlen er der et rundbuet dørhul med overvindue.

I 1857 blev korets østlige gavlspids ommuret i små, røde teglsten.

I 1867 blev kirken restaureret ved arkitekt Frits Uldall, hvor store dele blev muret om, og man lavede en klokkekam over skibets vestlige gavl.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af skibets flade bjælkeloft og korets hvælvede loft. Det ottedelte hvælv med den fine roset i toppen blev formentlig udført i den sengotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv.

Inventar i Ølst Kirke

I Ølst Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Alterbordsforsiden fra det gyldne alter fra Ølst Kirke. I kirken er der en moderne kopi af alteret, da originalen i dag opbevares på Nationalmuseet. Foto: 2011.

Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 3.0

Kirkens døbefont er fra middelalderen, og den står i koret. Den er udført i kalksten på Gotland, og dens kumme med otte sider har relieffer med dyrefigurer og masker. Fonten har formentlig været bemalet.

Det murede alterbord har på forsiden en moderne kopi af det gyldne alter, Ølstalteret, der er en middelalderlig altertavle i kobber, som blev sat i en træramme i renæssancen. Originalen findes på Nationalmuseet i København.

Kirkens klokke er ligeledes fra middelalderen, men den er uden indskrift.

Historicismens inventar: Prædikestolen

Prædikestolen fra slutningen af 1800-tallet er udført, så den efterligner en enkel renæssancestil. Den har i fagene blanke, rektangulære felter, og på hjørnerne har den glatte søjler med terningkapitæler.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig