Ørum Kirke (Norddjurs Kommune)

Den oprindelige kirke er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- eller teglsten, og i Ørum blev kirken opført i tilhuggede granitsten.

Det romanske skibs langmure og vestlige gavl er som det eneste bevaret af den ældste kirke. Her har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til.

Skibets langmure har haft små romanske vinduer.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Her byggede man i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode omkring midten af 1400-tallet rev man det romanske kor ned og byggede det nuværende langhuskor i et med skibets langmure, hvor man primært brugte genanvendte granitsten. Ved samme lejlighed lavede man hvælvene i kirkens indre, hvorfor det blev nødvendigt at bygge støttepiller på murene udenpå.

Kort efter denne ombygning opførte man det høje sakristi. Det er bygget i munkesten, og det har på taggavlen cirkelblændinger og kamtakker.

Dernæst fulgte våbenhuset i to etager, der er opført i munkesten og kridtsten. Dets dør sidder i en spidsbuet åbning, og ovenover er der to små fladbuede vinduer.

Den yngste tilbygning er tårnet, der er fra 1510-1520 i den sengotiske periode. Det tværstillede tårn, hvis rygning er vinkelret på skibets længderetning, og det har øverst på murene glamhuller til klokkernes lyd, kamtakker og på den nordlige taggavl højblændinger. Gavlene er dog bygget en del om, hvor f.eks. sydmuren er helt ommuret med små teglsten.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af skibets og korets hvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Da man byggede kirken om, erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kirkens ældste middelalderlige inventargenstand er den romanske døbefont af granit. Den har om kummens munding dobbelt tovsnoning, men ellers er kumme uden dekorationer. Den står på en kvadratisk fod i koret.

Altertavlen fra 1592 er et værk fra den tidlige renæssance. Den er særlig, da den er et såkaldt triptykon med to låger, hvilket ellers var hyppigst forekommende i gotikken. Den har på lågerne og i toppen tekst i guld og i midten et maleri fra 1835 af Constantin Hansen. Det afbilder kvinderne ved graven.

Prædikestolen fra 1602 er udført i renæssancestil. Den har en karnap i midten, de rager frem foran de resterende fag. I de smalle fag er der arkader.

I kirken er der flere epitafier, dvs. mindesmærker, og gravsten fra 1700-tallet, hvoraf flere er i enkel rokokostil.