Ørum Kirke (Viborg Kommune)

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Ørum Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret flere oprindelige detaljer. Mest bemærkelsesværdig er den usædvanligt præcist udførte, nu tilmurede, nordportal. De udhuggede søjler som bærer portalen er øverst afsluttet med yderst sjældne udhuggede ørne. Den anden romanske dør, der findes overfor, i skibets sydmur, er stadig i brug, og forbinder i dag våbenhuset med skibet.

På nordsiden af kirken er der desuden bevaret tre vinduer fra romansk tid.

Tårnet på skibets vestende er senmiddelalderligt. Tårnet er bygget af genbrugte romanske granitkvadre nederst og ellers af munkesten, dvs. store mursten, som i løbet af middelalderen overtog naturstenenes rolle som det foretrukne byggemateriale i kirkerne. Det hvælvede tårnrum er forbundet med skibet gennem en rund bue, og øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest. Mens vestsiden er meget præget af senere reparationer, og derfor har en glat gavl, er østgavlen fint udsmykket med fem rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher.

En meget usædvanlig tilbygning er sakristiet (præsteværelset) på korets østende. En præcis datering er vanskelig, men bygningsdelen er formentlig fra omkring 1536. Det usædvanlige ved tilbygningen er, at murfagene mødes i en spids længst mod øst frem for i en flade, hvilket ellers primært kendes fra Skåne og Halland i Sverige.

Våbenhuset fra renæssancen er en lille, muret bygningsdel, som på gavlen er udsmykket med fem dybe, rundbuede blændinger.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og høje trælofter. Gulvene er belagt med sorte og gule teglstensfliser i rudermønster, og langs væggene i skibet er der op til ca. hovedhøjde grønmalede træpaneler.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med en tovstav, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger, på foden, som dog er blevet noget beskadiget af næsten 900 års brug.

Kirkens prædikestol er fra 1607. Den er opbygget af fire fag, som opdeles af dobbelte udskårne søjler i jonisk stil. På selve fagene er der rundbuede felter, hvori der med intarsia, dvs. træmosaik, er indlagt stjerner. Stolen står, ligesom den samtidige prædikestolshimmel, primært træfarvet, med forgyldte detaljer.

Kirkens altertavle fra begyndelsen af 1600-tallet er en renæssancetype, kendetegnet ved den ”arkitektoniske” opbygning, hvor det store stykke i midten er opdelt i tre af fire søjler, som bærer et mindre, ligeledes søjleindrammet topstykke. Altertavlen er i dag helt igennem præget af en bemaling fra 1738, hvor rammeværket blev rigt marmoreret, dvs. malet i imitation af marmor, ligesom der blev isat nye malerier. I midten ses den Sidste Nadver, mens de to sidefelter har malerier af Kristus og Moses. Også øverst er der et Kristusmaleri.