Kirken er en historicistisk bygning fra 1891 efter tegning af arkitekt Andreas Clemmensen, som efterligner formsproget fra den romanske del af middelalderen. Den består af et kor med apsis, skib og et tværskib samt mod vest et tårn. Bygningen er opført af granitkvadre fra stenbrud, og den står i blank mur med synlige sten. Koret har blytag, mens resten af kirken har skifertage.
Ved siden af den nuværende kirke står ruinen af den romanske kirke, der stod næsten fuldstændig bevaret indtil dens delvise nedrivning i 1885. Over apsissens runding hvælver sig endnu i ruinen den oprindelige romanske halvkuppel, og koret dækkes af et tøndehvælv fra samme periode. Over tøndehvælvet er endnu et tøndehvælv, som gør den ellers massive konstruktion lettere. Da man opdagede denne særlige konstruktion, stoppede man nedrivningen, for denne type hvælv ses utrolig sjældent i nordisk arkitekturhistorie.
Den nuværende, historicistiske kirke har i apsissen tre smalle, rundbuede vinduer. I hver af korets langmure er et større og højt placeret, rundbuet vindue, og i hver af skibets langmure er der to lignende. I tværarmenes gavle er der rundbuede tvillingevinduer adskilt af en trekvartsøjle. Nedenunder og på tværarmenes langsider er der mindre vinduer. På korets sydside er der en rødmalet dør, som angiveligt er til kælderen, mens døren i den sydlige tværarmes østside er en præstedør ind til kirkerummet. Kirkens gavle er usmykkede bortset fra skibets østlige gavl, som er kronet af en skorsten.
Vest for skibet er et bredt, tværstillet tårn, hvor gavlene vender mod nord og syd. Det har to lyssprækker i hver gavlmur, som ellers kun er brudt af et glamhul til lyd. I dets vestlige langmur er kirkens hovedindgang, der er udformet som en svær, rundbuet portal. Over den rødmalede dobbeltdør er konsoller, som bærer et segmentformet relief med blade og duer.
I det indre står kirken hvidmalet. Rummet bærer præg af det flade bjælkeloft og bygningsdetaljer fremhævet med lys grå bemaling. Det gælder den brede, rundbue mellem den vestlige del af skibet og tværskibet, korbuen, apsisbuen ind til den halvkuppelhvælvede apsis og vinduernes smig.
Gulvet er bemærkelsesværdigt mønstret lagt med fliser i tre farver.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.