Åndedans var en religiøs vækkelsesbevægelse blandt oprindelige folk på de amerikanske prærier, som bredte sig i perioden 1888-90. Omkring 1880 var de såkaldte "Indianerkrige" overstået og de nomadiske folkeslag som havde kæmpet mod den amerikanske hær på prærierne var besejrede og tvunget til at leve i fattigdom og ufrihed på reservater.
Bevægelsen motiveredes først af et drømmesyn som paiute-shamanen Wovoka (1856-1932) fik under en solformørkelse i 1889. I følge hans syn ville hans folks døde krigere kunne genopstå i live og vinde over de hvide kolonister, hvis de oprindelige folk levede asketisk og udførte en særlig dans, kaldet åndedansen.
Bevægelsen gav danserne håb om usårlighed over for fjendens kugler samt håb om bisonens tilbagekomst og de hvides forsvinden. Håbet brast med massakren ved Wounded Knee 1890, hvor ca. 300 åndedansere fra sioux-folket blev dræbt af amerikansk militær.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.