Ivösjön, Skånes største sø (54 km2), lavt beliggende (6 m.o.h.) nær grænsen til Blekinge; søen afvandes af Skräbeån til Hanöbukten. Ivösjön er dyb (51 m) og artsrig mht. fisk og hvirvelløse dyr, heraf flere istidsrelikter. Omgivelserne består især af skalgruskalksten.
I søen findes øen Ivö, hvis undergrund for det meste består af kalksten. Den sydlige del er lavtliggende, sandet og opdyrket, den nordlige mere kuperet og skovdækket; denne del med højdedraget Ivö klack (134 m) hviler på grundfjeld. Ved forvitringsprocesser er dettes overfladenære lag omdannet til kaolin, der i mange år var basis for fremstilling af teknisk porcelæn til sanitære formål.
Den gamle kaolin- og kalkgrav rummer uhyre fossilrige kalklag fra Kridttiden. Lagene blev afsat direkte på en klippekyst og vidner om, at havniveauet for 85 mio. år siden var betydelig højere end i dag.
På den sydøstlige del af øen findes ruinerne af Ivöhus, hvortil ærkebiskop Anders Sunesen trak sig tilbage i 1122.