Gejstligheden er i kristne kirker præstestanden til forskel fra lægfolk. Ordinationen, præstevielsen, markerer overgangen fra læg til gejstlig.
I ortodokse og katolske kirker udgør gejstlighed en særlig ordo, som skiller sig ud fra det øvrige samfund som et hierarki med særlige sociale normer. Man optages i disse kirker i gejstligheden, når man modtager den første vielse til liturgisk tjeneste. Antallet af vielser i de ortodokse og de katolske kirker varierer.
I protestantiske lande har forestillingen om alle døbtes almindelige præstedømme medvirket til at nuancere gejstlighedens særlige status. I den danske folkekirke knytter præstevielsen sig til et embede eller en embedsfunktion.