Opkastning er opbringning af mavesækindhold gennem munden ved en kraftig sammentrækning af mavemusklerne og mellemgulvet samtidig med åbning af lukkemusklen mellem spiserøret og mavesækken (cardia) og aflukning af ringmusklen mellem mavesækken og tolvfingertarmen (maveporten, pylorus).
Opkastning er som regel ledsaget af eller forudgået af kvalme (se dette) med fælles udløsende faktorer.
Symptomer og mekanisme
Opkastning ledsages af øget dannelse af spyt, bleghed, svedtendens og alment ubehag.Selve opkastningen indledes med, at vejrtrækningen standser i indåndingsfasen. Stemmespalten lukkes, og brystkassen fikseres, så trykket i bughulen kan øges ved hjælp af bugmusklerne. Derefter opstår der en bølge af muskelsammentrækninger i mavesækken og opad i spiserøret, såkaldt omvendt peristaltik, hvor maveindhold bliver drevet opad og ud gennem munden.
Opkastningsprocessen udløses og styres fra "opkastningscentret" i hjernestammen. Centret modtager nerveimpulser fra mavetarmkanalen, svælg og hals, fra balancecentret, områder i hjernen og fra et andet område i hjernestammen benævnt kemoreceptor-trigger-zonen, som aktiveres af lægemidler og blodets indhold af stofskifteprodukter. Dermed kan opkastning være et symptom på en lang række sygdomme i mavetarmkanalen, balanceorganerne, centralnervesystemet og forstyrrelser i stofskiftet og hormonbalancen samt være en bivirkning til lægemidler. Øvrige sanseorganer og emotionelle faktorer spiller også ind – for eksempel kan synet eller lugten af noget ubehageligt udløse opkastning.
Opkast sker ofte som en ufrivillig refleks,der kan dæmpes eller fremskyndes med vilje.
Opkast kan opfattes som en forsvarsmekanisme, som kroppen bruger for at skille sig af med uheldigt indhold i mavesækken.
Årsager
Fordøjelseskanalen
De mest almindelige årsager er obstruktion eller irritation/infektion i fordøjelseskanalen. Næsten alle sygdomme i den øvre del af fordøjelseskanalen kan føre til kvalme og opkastninger.
Kemoreceptor-trigger-zonen
Lever- og nyresygdomme kan give opkastninger på grund af utilstrækkelig afgiftning af stofskifteprodukter i blodet. En række lægemidler , f.eks kemoterapi og morfinpræparater stimulerer ligeledes zonen direkte.
Hormoner og sanseorganer
Graviditetskvalme er et eksempel på en almindelig hormonel årsag. Transportsyge og Ménières sygdom, som rammer balanceorganet, er et eksempel på, at forstyrrelser i sanseorganer også kan føre til opkastninger.
Sygdomme i eller omkring hjernen
For eksempel migræne, svulster, hjernehindebetændelse eller blot øget intrakranielt tryk, er vigtige årsager til opkastninger, men udgør kun en lille del.
Provoverede opkastninger
Ved stærk kvalme pga indhold i mavesækken kan det hjælpe at fremkalde opkastninger. Det kan man opnå ved at stikke fingrene i halsen og berøre svælget samt den bagerste del af tungen .
Komplikationer
Ved langvarig opkastning kan der udover syreskade på tænderne opstå væskemangel og underskud af syre samt visse salte. I forbindelse med kraftige opkastninger kan der opstå rifter i slimhinden ved den øvre maveport (cardia) og blødning herfra visende sig ved at opkastningerne bliver blodige (Mallory-Weiss syndrom med hæmatemese). I sjældne tilfælde har kraftig opkastning ført til at der opstår brist i spiserørets nederste trediedel (Boerhaave syndrom).
Behandling
Kvalme og opkastninger er først og fremmest et symptom på, at noget er galt, og det vigtigste er at forsøge at finde årsagen til tilstanden. I nogle tilfælde er dette ikke muligt, eller årsagen lader sig ikke behandle direkte, for eksempel som ved graviditetskvalme. Behandling af selve kvalme- og opkastningsmekanismen kan derfor komme på tale.
Væskebehandling
I sjældne tilfælde kan hospitalsindlæggelse og intravenøs væsketilførsel og intravenøs ernæring blive nødvendig. Dette er særligt vigtigt hos børn, som har mindre reservekapacitet end raske voksne mennesker.
Behandling med lægemidler
Der findes en række forskellige lægemidler med effekt på kvalme og opkastninger, valget afhænger af årsagen. De vigtigste er stoffer, der dæmper opkastningscentret i hjernen, først og fremmest ondansetron, metoklopramid og visse neuroleptika, der hæmmer virkningen af serotonin og dopamin og kan forsøges ved alle typer kvalme og opkastninger. Antihistaminer er først og fremmest effektivt ved transportsyge. Lægemidlerne må ofte gives som stikpiller