Feberbehandling er behandling af sygdom med kunstigt fremkaldt feber. Dette blev først foreslået af Rufus fra Efesos ca. 100 f.v.t. ved behandling af blandt andet af kramper, astma og melankoli. Østrigeren Wagner von Jauregg publicerede i 1887 de første resultater af malariaindpodning med efterfølgende feberanfald hos patienter med paralysis generalis (tredje stadium af syfilis). Man havde observeret, at patienterne kunne blive bedre af sin sygdom, når de fik feber på grund af andre sygdomme. Denne erfaring førte til, at man i behandlingsmæssig hensigt påførte patienterne malaria ved at give dem blod fra malariapatienter. Metoden fik stor udbredelse i de første ti år af 1900-tallet, men blev så erstattet af anden behandling.
Feberbehandling af infektionssygdomme er uaktuel behandlingsmetode i dag. En variant af feberbehandling er hypertermibehandling, oftest i kombination med cytostatika, i behandlingen af enkelte kræfttilstande.