syfilis

Syfilis har gennem historien haft adskillige navne, der blev lavet som en anklage mod et andet land, fx den franske syge, den spanske syge, den polske syge, den russiske syge, men også skøgepest, den galliske syge og pokker.

Den tyske zoolog Fritz Schaudinn (1871-1906) og den tyske hudlæge Erich Hoffmann (1868-1959) påviste i 1905 den sygdomsfremkaldende bakterie, som da blev benævnt Spirochaeta pallida.

Behandling med udtræk af træsorten guajak (pockenholz) og især kviksølv indsmurt på huden anvendtes i århundreder, formentlig uden at påvirke sygdomsforløbet, men med alvorlige bivirkninger. Forbedret behandling med arsenforbindelsen salvarsan indførtes ca. 1910 af Paul Ehrlich. I 1918 indførte nobelprismodtageren J. Wagner-Jauregg feberbehandling af syfilis i nervesystemet ved kunstigt at påføre en infektion med en mindre farlig malariaform. Med penicillinets opdagelse i 1940'erne fremkom et effektivt behandlingsmiddel.

Sygdommens karakter og smittemåde har givet stof til mange romaner og skuespil, bl.a. Henrik Ibsens skæbnedrama Gengangere fra 1881, og den kom til at præge flere kunstnerpersonligheder, bl.a. P.S. Krøyer og Karen Blixen.

I begyndelsen vil der danne sig et sår der, hvor bakterien er kommet ind i kroppen. Det er som regel omkring kønsorganerne, i endetarmen eller i munden. Dette sår kaldes en chanker eller hård chanker. Såret gør som regel ikke ondt. Det er velafgrænset med oprejst kant og kan føles hårdt, som om der lå en gummiring under såret. Der kan dog være flere sår, som kan være i hudniveau og ligne herpes genitalis.

De fleste vil desuden få hævede lymfeknuder i nærheden af såret. En chanker (sår) kan være svært at opdage, hvis den befinder sig i skeden, halsen eller endetarmen. Personer med en chanker er ekstra smitsomme. Ubehandlet forsvinder såret efter op til seks uger.

Sekundærstadiet begynder alt fra seks uger til to år efter, at primærstadiet startede, normalt efter omtrent to måneder. Bakterien spreder sig nu via blodet, og infektionen spreder sig til resten af kroppen. Dette fører til almensymptomer og sygdomstegn som almen utilpashed, træthed, feber, hovedpine og hævede lymfeknuder generelt i kroppen.

Mange får også et ikke-kløende udslæt, typisk på overkroppen, i håndfladerne og på fodsålerne. Det mest karakteristiske udslæt i sekundærstadiet, roseola, består af blegrøde hudelementer diffust spredt ud over kroppen. Pletvist hårtab kan også forekomme, men pletterne er normalt ikke helt bare.

Allerede i sekundærstadiet kan syfilisbakterierne trænge ind over blod/hjernebarrieren og give tidlig neurosyfilis i form af meningitis, høretab, tinnitus eller synsforstyrrelser eller som et stroke (apopleksi).

Sekundærstadiet varer normalt i 4–12 uger, og derefter går symptomerne over. Hos nogle kan symptomerne dog komme og gå i op til to år. Symptomerne på sekundær syfilis kan ligne mange andre sygdomme.

Efter sekundærstadiet går sygdommen over i en latent fase, hvor der ikke er nogen symptomer. Infektionen kan her kun påvises med blodprøve. Omkring to ud af tre forbliver i dette stadie og vil ikke mærke mere til sygdommen, selv uden behandling.

Mange år efter smittetidspunktet (efter 10–30 år) vil op mod én ud af tre af de ubehandlede syfilispatienter udvikle tertiær syfilis. Enkelte kan da få alvorlige symptomer fra hjerte-kar-systemet, hvilket kaldes kardiovaskulær syfilis, eller fra nervesystemet, hvilket så kaldes sen neurosyfilis.

Kardiovaskulær syfilis angriber hjertet og hovedpulsåren (aorta) og kan føre til aortaaneurisme, klapfejl i hjertet og hjertesvigt.

Neurosyfilis angriber centralnervesystemet, og kan føre til en form for demens, der kaldes paralysis generalis. Nerveskaderne kan også ramme rygmarven, såkaldt tabes dorsalis, som kan medføre gangforstyrrelser. Neurosyfilis kan også vise sig ved Argyll Robertsons pupil, som er navnet på en forstyrrelse i pupillens funktion. Pupillerne er små, og de trækker sig ikke sammen, når de stimuleres med lys, men kun ved akkommodation.

I tertiærstadiet kan der også danne sig knudelignende betændelser i huden, kaldet gumma, som angriber hud og knoglevæv.

Tertiær syfilis er meget sjælden i Danmark i dag.

Jarisch-Herxheimers reaktion er et specielt fænomen, der ofte indtræffer ved behandling af syfilis, og som består i blandt andet feberstigning, hovedpine og eventuelt opblussen af udslæt. Reaktionen indtræffer omkring 12–24 timer efter, at behandlingen er givet, og antages at skyldes en reaktion på bakterier, der dør på grund af penicillinet.