Artiklen

Alle ændringer

Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering. – Designskolen Kbh

Vers. 16
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 24. marts 2021. Artiklen blev ændret 39 tegn fra forrige version.

Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering, i København er en statsinstitution under Kulturministeriet.

Skolen udbyder undervisning inden for tre områder, design, arkitektur og konservering, med vidt forskellige historiske udspring. En fusion i 2011 mellem Designskolen Danmark og Det Kongelige Danske Kunstakademis Arkitektskole og Konservatorskole førte til den nuværende institution Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), i 2020 omdøbt til Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering, med fokus på samarbejde og tværfaglighed. De tre uddannelser har således tre forskellige historier.

Arkitektuddannelsen er den ældste af skolens tre uddannelser. Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i 1754 som en gave til Kong Frederik 5. på hans 31 års fødselsdag under navnet Det Kongelige Danske Skildre-, Billedhugger- og Bygnings-Academie i Kiøbenhavn. Det var en fortsættelse af det maler- og tegneakademi, som Christian 6. og Frederik 5. oprettede i hhv. 1738 og 1748.

I 1771 ændredes navnet til Maler-, Billedhugger- og Bygnings-Academiet. Samme år kom Struenses reglement af 21. juni 1771, der forpligtede skolerne til ikke alene at uddanne kunstnere, men også at give undervisning til håndværkere. I 1814 ændredes navnet til Det Kongelige Academie for de skjønne Kunster.

I 1857 blev håndværkeruddannelsen overflyttet til Det Techniske Selskabs Skole (i dag Københavns Tekniske Skole), mens arkitektur og billedkunst forblev i akademiets regi. Kort efter århundredskiftet oprettedes dog igen en Bygningsteknisk Skole. I 1924 oprettes Skolen for Møbelkunst og Rumudstyr ledet af Kaare Klint, med store dele af undervisningen forlagt på Kunstindustrimuseet. Samme år lukkes den særlige modelskole for kvinder og der åbnes for optag af begge køn på akademiet.

I 1950 opnåede akademiet status som forskningsbaseret højere uddannelse med basis i kunstnerisk og videnskabeligt forskningsarbejde. På arkitektskolen bliver forskningen i 1999 organiseret i institutter og undervisningen i studieafdelinger og i 2002 omorganiseres uddannelserne, så der uddannes bachelorer og kandidater (cand.arch) samt mulighed for Ph.D.-uddannelse.

I 1968 blev Kunstakademiet opdelt i 3 selvstændige institutioner, nemlig Kunstakademiets Arkitektskole, Kunstakademiets Billedkunstskoler og Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunstner.

Konservatoruddannelsen

I 1973 oprettes en selvstændig Konservatorskole under Kunstakademiet og samme efterår igangsættes Konservatorskolens uddannelser i begyndelsen i lånte lokaler ved forskellige museer, biblioteker og arkiver, senere på Esplanaden København. I begyndelsen udbydes uddannelser på skolens tre linjer, Grafisk linje, Kulturhistorisk linje og Kunstlinjen, som restaureringstekniker, konserveringstekniker og konservator. Senere nedlægges restaureringsteknikeruddannelse i forbindelse samtidig med oprettelsen af en to-årig overbygningsuddannelse som konservator. I 1994 blev afdelingen Monumentalkunst oprettet og i 1995 oprettes Naturhistorisk linje.

I 1992 opnås forskningsret og i 1998 bliver Konservatorskolen anerkendt som højere læreanstalt og uddannelserne ændres fra henholdsvis konserveringstekniker til bachelor (BSc) i konserveringsvidenskab og fra konservator til kandidat i konserveringsvidenskab (cand.scient.cons.). Fra 2004 uddannes Ph.D.-stipendiater og doktorer i 2004.

Fra 2010 bliver Konservator

Designuddannelsen har sit udspring i Tegneskolen for Kvinder, oprettet i 1875, senere (1889) Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Man gik imidlertid tilbage til navnet Tegne- og kunstindustriskolen, da der blev åbnet adgang for mandlige studerende i 1961.

Denne skole blev i 1967 sammenlagt med Kunsthåndværkerskolen under navnet Skolen for Brugskunst. Kunsthåndværkerskolen blev oprettet i 1930 under det Tekniske Selskabs Skoler til afløsning af undervisningen af kunsthåndværkere, der siden århundredskiftet var drevet i forbindelse med Kunstindustrimuseet og Det tekniske selskabs skolers afdeling for kunstindustrielle fag. Skolen for Brugskunst var en selvejende institution under Undervisningsministeriets resort.

I 1990 blev Skolen for Brugskunst sammenlagt med den private Skolen for Boligindretning under navnet Danmarks Designskole og blev en statsinstitution under Kulturministeriet. Skolen for Boligindretning blev grundlagt 1934 på initiativ af arkitekt H. Willerup og fra 1949 en afdeling under Frederiksberg Tekniske skole.

Siden 2000 har Danmarks Designskole haft øget fokus på forskningsområdet, understøttet gennem Ph.D.-stipendiater og andre strategiske ansættelser, såvel som fra 2004-2012 værtsskabet for Center for Designforskning, Kulturministeriets paraplyorganisation for designforskningen ved de tre største danske designrelaterede skoler, Arkitektskolen Aarhus, Designskolen Kolding og den daværende Danmarks Designskole. Centret arbejdede i perioden på styrke og opbygge dansk designforskning på skolerne gennem tværgående forskningsprojekter, masteruddannelser, forskertræf og -konferencer og afholdelse af Ph.D.-kurser.

Danmarks Designskole fusionerede i 2010 med Glas- & Keramikskolen Bornholm, Nexø, oprettet 1997, som derefter fik navnet Danmarks Designskole, Bornholm. Samme år, bliver Danmarks Designskole akkrediteret som højere videregående uddannelse, med deraf følgende omorganisering i bachelor- og kandidatuddannelser.

Skolens forsknings- og undervisningsprofil i dag

Gennem de tre strenge, videnskabelig forskning, kunstnerisk udvikling og oplæring i den professionelle praksis, som tre forskellige måder at opdage, formgive og skabe på, sigter skolen i dag mod at udvikle kandidater og viden inden for design, arkitektur, konservering- og kunsthåndværksfagene, der både matcher erhvervene, og giver forskning i verdensklasse, banebrydende kunstnerisk formgivning og ny eksperimentel forståelse.

I 2014 blev en ny samlet faglig struktur indført, i form af en række nye uddannelsesprogrammer på bachelor- og kandidatniveau. De tre nye institutter, Institut for Bygningskunst og Design, Institut for Produktdesign og Institut for Visuelt Design, udbyder i dag 9 forskellige bachelorprogrammer og 12 forskellige kandidatprogrammer, der omfatter Beklædningsdesign, Tekstildesign, Industriel Design og Keramisk Form, Visuel Kommunikation, Game og Production Design, Møbeldesign samt Rumdesign. Dertil kan Kunsthåndværk, med udgangspunkt i glas og keramik, studeres på Bornholm-afdelingen.