Abel (konge)

Efter at Valdemar den Unge, Valdemar Sejrs ældste ægtefødte søn og medkonge, døde i 1231, blev den næste prins i rækken, Erik Plovpenning udnævnt til medkonge. Abel, der var den næste i tronfølgen, overtog derfor Eriks hidtidige post som hertug af Slesvig. Indtil sin død i 1241 fastholdt Valdemar Sejr dog i høj grad grebet om hertugmagten.

Efter faderens død begyndte forholdet til broderen Erik, den nye konge, at blive anspændt.

I årene 1239-1241 havde Abel ageret som formynder for sine svogre, de holstenske grever. I den forbindelse havde han fået indblik i, at de nordtyske fyrster kunne agere langt mere selvstændigt i deres områder i forhold til deres lensherrer, hertugen af Sachsen og kejseren, end han selv havde fået lov til i Slesvig. Abel satte sig derfor som mål at opnå en lignende selvstændighed, og regere efter tysk forbillede. Således tildelte han eksempelvis byen Tønder lybsk ret i 1243.

Med sin nye selvstændige linje kom Abel dog hurtigt i konflikt med kong Erik. Denne ønskede at bevare kongemagtens medindflydelse i styringen af hertugdømmet, men ville ikke give Abel de ønskede indrømmelser med hensyn til rigspolitikken. Et planlagt fælles togt til Estland i 1244 måtte udsættes på grund af brødrenes uenighed.

I 1246 kom det til åben konflikt, hvor den yngre bror Christoffer (den senere Christoffer 1.) og halvbroderen Knud af Halland forenende sig med Abel, der også fik støtte fra forbundsfæller i Mecklenburg, Schwerin og Lübeck. Kampene bølgede frem og tilbage i de næste år. Fehmarn og flere købstæder blev således hærget, plyndret eller afbrændt, ligesom det også gik ud over forskellige klostre.

I 1249 var Abel nødt til at slutte fred med sin bror. I denne situation lader det til, at kong Erik, der var blevet ret upopulær på grund af sine voldsomme krigsbetingede ekstraskatter, søgte at mindske konflikterne og komme Abel i møde. Han ophøjede ham derfor i foråret 1250 til medkonge.

Det lader dog ikke til at have været nok for Abel, for under et møde i Slesvig den 9. august 1250 blev kong Erik kidnappet af to af Abels højeste embedsmænd og efterfølgende dræbt.

Abel selv svor sig fri for skyld i drabet og blev kronet i Roskilde. I sin kongetid synes han at have virket for en udvikling af landets økonomi og en effektivisering af den kongelige forvaltning. Hvideslægten og store dele af kirken stod længe på Abelslægtens side. Kong Abels korte kongetid fandt dog en brat afslutning, da han i juni 1252 faldt under et togt mod friserene, der ikke havde villet betale skat til kongen.

Ved Abels død tilsidesatte man hans voksne søn Valdemar, og hans bror Christoffer 1. blev konge i stedet. Dette blev retfærdiggjort ved, at Abel af de nye magthavere blev fremstillet som brodermorder. Valdemar Abelsøn måtte i stedet lade sig nøje med hertugmagten i Sønderjylland, og området forblev i slægtens hænder, indtil slægten uddøde i 1375.

Med Mechtilde af Holsten havde Abel følgende børn:

• Valdemar 3. Abelsen. Født 1238, død 1257. Hertug af Sønderjylland fra 1253.
• Sophie Abelsdatter. Født 1240, død efter 1284. Gift med hertug Bernhard 1. af Anhalt.
• Erik 1. Abelsen. Født ca. 1241, død 1272. Hertug af Sønderjylland fra 1257.
• Abel Abelsen. Født 1252, død 1279. Herre over Langeland fra 1257.

• Abelslægten
• kongerækken
• Danmarks historie i middelalderen