Ammianus Marcellinus var en romersk historiker. Han blev født ind i en græsktalende familie i Antiokia omkring 330 e.v.t. og gjorde som voksen karriere som officer i Mesopotamien, Gallien og Italien. Efter at have deltaget i kejser Julians perserkrig begyndte han på historiske studier og bosatte sig ca. år 380 i Rom, hvor han skrev sit hovedværk Res Gestae på latin, sandsynligvis henvendt til Roms elite. Værket var i 31 bøger, der omfattede rigets historie i tiden 96-378, men kun 14.-31. bog om den delvis selvoplevede samtidshistorie (fra 353) er bevaret.
Ammianus' forbillede er Tacitus, og ligesom denne forfatter betragtes han generelt som både detaljeorienteret og rimeligt pålidelig. Han er tilbageholdende med at indskyde taler, men har mange digressioner, især af geografisk indhold.
Desværre er Ammianus, ligesom mange andre romerske forfattere, ikke uproblematisk. Ammianus, der selv troede på de gamle romerske guder, blev tidligere opfattet som tolerant over for de kristne, men nyere forskning tyder på, at dette er en sandhed med modifikationer. Nogle forskere argumenterer nu for, at han var udpræget antikristen, idet de bl.a. fremhæver det fuldstændige fravær af kristne monumenter i hans beskrivelse af Rom. Beskrivelsen af Romerrigets gamle hovedstad er således ikke naturtro. I stedet opbygger Ammianus et ideelt billede af byen før kristendommen. Netop denne sidste slagside er vigtig at have for øje, når Ammianus anvendes som kilde til Roms politiske og religiøse miljø i 300-tallet. Desuden fremhævede han ofte den hedenske kejser Julian, mens andre kejsere – især den kristne Constantius 2. – skildres meget negativt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.