Julian

Kejser Julian regerede Romerriget i årene 361-363. Han var den sidste romerske kejser, der bekendte sig til den før-kristne hedenskab. Ved Julians regeringstid havde romerske kejsere i omtrent et halvt århundrede udelukkende bekendt sig til kristendommen. Julians personlige religionspraksis og offentlige religionspolitik var derfor en stærkt kontroversiel intervention i den romerske kultur.

Julian var brorsøn af Konstantin 1. den Store. Julian fik en kristen opdragelse, men gik som 20-årig over til en nyplatonsk-synkretistisk udgave af den traditionelle græsk-romerske religion, hvilket blandt de kristne skaffede ham tilnavnet Apostaten 'den frafaldne'. I 355 udråbtes Julian af sin fætter kejser Constantius 2. til medregent (cæsar) i Gallien, hvor han i de følgende år med stor dygtighed forsvarede Rhingrænsen mod germanske stammer. I 360 udråbte hæren Julian til ligeberettiget kejser (augustus), og ved Constantius 2.s død året efter blev han enehersker. Han indførte fuld tolerance af ikke-kristne religioner og udstedte i 362 et edikt, der forbød kristne at undervise i den klassiske græske og latinske litteratur. Julian genindførte i spektakulært format blodofringer i den romerske statskult.

Selv forfattede Julian adskillige græske værker af religiøst, filosofisk og satirisk indhold, hvoraf flere er bevaret. Han skriver sig således ind i en tradition for filosof-kejsere, hvor Marcus Aurelius var forbilledet. Den største filosofiske inspirationskilde for Julian var imidlertid den nyplatoniske filosof Jamblichos af Apamea.

Julian døde under et felttog mod Persien. Hans religiøse innovationer blev hurtigt tilbagerullet efter hans død.