Apulien

Som administrativ region er Apulien den af Italiens regioner med den længste kystlinje, 800 km. Landskabet udgøres fortrinsvis af lavt bakkeland og brede sletter. Kun i den nordvestlige del og på den bjergrige halvø Gargano når terrænet op i mere end 1000 meters højde.

Undergrunden er overvejende kalksten, og regionen er derfor uden større vandløb og søer. En vandledning, Acquadotto Pugliese, bygget i perioden 1906-1939, forsyner området med drikkevand fra Appenninerne.

Apulien er et gennemgangsområde for trafik til Balkan, og i slutningen af 1900-tallet fandt der en betydelig illegal indvandring sted fra Balkan, Vestasien og Nordafrika samt en omfattende strøm af flygtninge fra Albanien og det tidligere Jugoslavien.

Økonomisk hører Apulien, der har høj arbejdsløshed, til Mezzogiorno, og der er stor forskel på de mere velstående områder langs Adriaterhavskysten og de øvrige dele. Industribeskæftigelsen på 25 % (1999) er især knyttet til provinshovedstæderne. Bortset fra et stort skibsværft i Taranto og to olieraffinaderier dominerer mellemstore og små virksomheder. Landbruget beskæftiger over 10 %, og Apulien er en af Italiens ledende producenter af oliven, druer, durumhvede og vin; desuden er produktionen af grøntsager stor. Der er et omfattende fiskeri fra mange havne langs den lange kyst, og nær byen Margherita di Savoia foregår saltindvinding fra Italiens største saline.

Turisme er et økonomisk potentiale og i kraftig vækst, især langs kysten; søgte turistmål er Alberobellos særprægede såkaldte trullo-bebyggelser (sammenbyggede, kvadratiske kalkstenshuse med kegleformede tage), slottet Castel del Monte og drypstenshulen ved Castellana.

Regionen har Italiens tredjestørste vinproduktion (efter Veneto og Sicilien). Traditionelt har kvaliteten været lav, men siden begyndelsen af 1990'erne har en stigende andel af Puglias produktion været DOC-vin. Forholdet mellem pris og kvalitet er for de bedre vine meget gunstigt. De vigtigste vine er røde, lavet af negro amaro og primitivo (se zinfandel).

Apulien blev i 300-tallet og 200-tallet f.v.t. indlemmet i Romerriget; det latinske Apulia betegnede oprindelig vore dages nordlige og centrale del af regionen, mens selve "hælen" (Salento-halvøen i syd) blev kaldt Calabria, et navn, der senere blev overført til Italiens "tå", Calabrien.

I 400-tallet underkastedes Apulien skiftende germanske erobrere. I 500-tallet kom området under Det Byzantinske Rige, men var dog i de følgende århundreder ofte under longobardisk herredømme.

I midten af 1000-tallet erobrede normannerne Apulien, der sammen med Calabrien og Neapel blev et hertugdømme under pavelig protektion. Da normannerne siden erobrede Sicilien, opstod den statsdannelse, der under skiftende herskerslægter og under forskellige navne, sidst Begge Sicilier, bestod indtil Italiens samling i 1860. Apulien oplevede ca. 1200-1250 en glansperiode under de tyske hohenstaufer, hvorefter området i forhold til hovedstaden Neapel (Napoli) efterhånden blev en fjern og tilbagestående provins, hvilket det stadig bærer præg af.

• Bari
• italiensk vin
• Italiens regioner