Faktaboks

Niels Platou
Født
10. maj 1927, Napasoq
Død
7. august 2005, Nuuk

Niels Platou var en grønlandsk lærer, præst, skuespiller og forfatter.

Han blev født i Napasoq og tog kateket-eksamen fra Seminaret i Nuuk i 1952. Derefter arbejdede han som kateket i blandt andet Napasoq, Ilimanaq og Kulusuk frem til 1979, hvor han blev ordineret som præst. Som præst virkede han i Upernavik, Tasiilaq, Alluitsup Paa og Qasigiannguit. Efter sin pensionering i 1992 fortsatte han som konstitueret præst flere steder i Grønland og blev kendt for sine morgenandagter på KNR.

Platou i filmene Qivitoq og Lysets hjerte

Platou blev desuden kendt i Danmark og udlandet for sin hovedrolle i Erik Ballings spillefilm Qivitoq (1956), hvor han spillede sammen med grønlandske Dorthe Reimer og de danske skuespillere Astrid Villaume og Poul Reichhardt. Filmen blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, og Platou opnåede i den forbindelse en vis berømmelse som Grønlands første filmstjerne, hvor han modtog talrige fanbreve og blev genkendt af publikum i og uden for Grønland.

I 1998 havde Platou desuden en mindre rolle som døende ældre mand i Jacob Grønlykkes spillefilm Lysets hjerte, der var skrevet af Grønlykke og Hans Anthon Lynge.

Platous forfatterskab

Som forfatter udgav Platou både skønlitterære og erindringsbaserede værker. Blandt hans udgivelser er kortromanen Amitsuarsuummi (1985), erindringsbogen Inuusuttuunermi misigisat (1991) og digt- og novellesamlingen Suilaaqut (2001).

Niels Platou døde i 2005, 78 år gammel, og blev begravet fra Hans Egede Kirke i Nuuk.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig