Arkhangelsk er en by i Ruslands nordvestlige del ved Den Nordlige Dvinas munding i Hvidehavet med 295.000 indbyggere (2025). Den er en vigtig havneby, men op imod halvdelen af året er isbryderhjælp nødvendig. Den betydelige træindustri henter sit råstof i de store skovarealer, der omgiver byen; her findes savværker, finér- og cellulosefabrikker. Endvidere har Arkhangelsk skibsværfter, maskinindustri, fiskeforarbejdning og fremstilling af byggematerialer.

Faktaboks

Etymologi

Byens navn er en afledning af russisk arkhangel 'ærkeengel'. Den blev i 1596 opkaldt efter ærkeenglen Mikael.

Arkhangelsks historie

Den 14. marts 1583 udstedte zar Ivan den Grusomme et ukaz (dvs. et dekret) om at grundlægge en fæstning ved det kloster, Mikhailo-Arkhangelskij, som novgoroderne havde grundlagt ved den Nordlige Dvinas nedre løb i slutningen af 1300-tallet eller begyndelsen af 1400-tallet.

Navnet på fæstningen og den by, der voksede op omkring den, hed oprindelig Novokholmogory og afløste Kholmogory, der lå længere nede ad floden. Dér havde engelske og til dels hollandske købmænd etableret sig med manufakturer efter oprettelsen af Muscovy Company i 1555. Den nye by blev snart centrum for blomstrende handel med Vesten, som nu koncentreredes hertil, og hvorfra Moskva-staten fik en stor del af sine indkomster. Navnet Arkhangelsk fik den nye by i 1596.

I slutningen af 1700-tallet opførtes en række klassicistiske bygningsværker i sten, men helt op til 1920'erne var byen domineret af træhuse. Fra 1950 har der fundet en omfattende byggeaktivitet sted, og byen fremstår efter mange års kraftig vækst som en moderne russisk by.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig